Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38
skyllet af jorderne her, hvor de skraanet ned
mod Frysja. Snart vidste hun ikke, hvor hun
var henne, og ikke hvor elven var, og ikke hvor
gaarden laa. Vadin ligger lige ved våndet, men i
mørket syntes det saa langt, at det ingen ende
fik. Tilsidst gled hun paa haalken og skred ned
over et stykke, til hun tørnet mod noget, hun
slog armene om; hun skjønte, det var et gran
træ, ti grenene rev hende i ansigtet. Men da
hun skred nedover, kjendte hun, at fosteret rørte
sig i hende.
Vigdis huket sig ned under granen; hun var
saa vaad og kold, som hun havde ligget i sjøen.
Hun krøb længere ind, saa hun fik lidt ly for
regnet; men vinden ulte og buldret i trætoppene
omkring hende, og der var fuldt af fæle ulyd og
ovmørkt; hun vidste ikke, hvad som skreg og
rørte sig rundt om hende.
Hun blev liggende der, til det lysnet lidt; da
saa hun, at ret under der, som hun laa, var der
en skrænt ud mod aaen ; den gik fuld af isflak og
våndet var begsort. Hun havde nu ganske mistet
modet og gik tilbage til gaarden; det var ikke
langt, nu da det lysnet mod dagen. Hun klædte
af sig og la sig i sengen, og hun var saa ussel,
at hun tænkte, hun fik nok helsot af denne natte
færd, og det var det bedste.
Om morgenen spurgte Æsa:
«Hvordan er dine klær blit saa vaade, foster
datter?"
Vigdis svarte, hun havde været i fjøset om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
