Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
natten — der var sygdom paa bølingen det aar —
og det var saa mørkt, at jeg kunde næsten ikke
finde tilbage til skaalen".
Æsa spurgte da ikke mere, men mente bare,
at Vigdis skulde snakket til hende.
En gang sa Æsa, at Vigdis maatte være syg,
slig hun falmet og sad og hang i bænken. Og
hun bad hende meget fortro sig til sin fostermor.
Men Vigdis sa, hun skulde ikke bry sig med
dette.
Gunnar skrantet den vinter; derfor kom der
faa folk tilgaards, og da det led noget udpaa,
raadet Æsa slig, at der blev ikke andre kvind
folk paa Vadin end hun og Vigdis. Vigdis laget
sig en snøreklædning, som hun bar under kjolen,
og hun blev mest inde i huset; slig gik det til,
at ingen merket, hvordan det var med hende,
uden Æsa, men hun turde intet si.
XIV.
Da vaaren kom, sa Vigdis, at denne sommer
vilde hun ligge paa sæteren med Æsa. Og det
blev slig, endda Gunnar likte det lidet, men Æsa
snakket saa længe med ham, at han gav sig. De
drog da tilskogs meget tidlig; de fik med sig en
mand, der hed Skofte. Han var søn til Æsa og
Gunnars frigivne. Han skulde gjæte hestene og
passe bølingen for udyr.
En dag mod kvælden stod Æsa i fjøsdøren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
