Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41
hest i skogbrynet; den fulgte ikke med flokken,
men holdt sig nær husene; den var meget kjælen
og mest mod Vigdis. Nu kom den hen og snuste
paa hende; den stod over hende, mens hun laa
der. Da rierne gav sig noget, stod hun op og
gik indover færaaket; hesten fulgte hende hele
tiden. Hver gang veerne tog til, slog hun armene
om dens hals og støttet sig til den, og da vendte
den hodet, nappet hende i skuldren og ryggen og
stod ganske stille.
Tilsidst kom hun frem til et stort, mørkt vand.
Øverst paa himmelen var der en blaane mellem
skyerne, der speilte sig i tjernet; ellers var alting
svart og stygt. En gang skreg hun høit; da lød
det saa fælt tilbage fra hammeren paa hin side
sjøen, at hun blev ræd, og hun tog en flig af sin
kappe i munden; hun bed den isønder til smaa
biter, saa hun fik munden fuld af uldtraad, og
hun tænkte, hun maatte kvæles. Hun hørte, der
randt en bæk nær ved, og en gang hun aabnet
øinene, saa hun, det begyndte at lysne, og sjøen
gik med smaa svarte bølger nær ved, men hun
kunde ikke krybe didned, og nu led natten elendig
for hende.
Solen kom op og tog til at stikke hende i
øinene. En stund efter blev Vigdis forløst; der
efter laa hun længe i ørske, men tilsidst kjendte
hun, at solen varmet hende, og hun hørte barnet
skrige. Hun saa efter det; det var en gut. Hun
gad ikke røre ved det, men tog et klæde, hun
havde havt om hodet og skuldrene; det var hvidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
