Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
Ljot slåp hende og gik nedover vangen. Han
løste sin hest. Men derefter snudde han sig, stod
en stund og saa opover mod sæteren. Saa leiet
han hesten md i skogen og red nedover. Og
der gik lang tid og meget hændte, inden han saa
Vigdis igjen.
XVI.
De for hjem fra sæteren, da det led udpaa
høsten. Vigdis havde det bare maadelig vel den
vinteren ogsaa. Og det uroede hende meget, at
Kaare paa Grefsin og hans frænder nu tog til at
snakke med Gunnar, at han skulde gifte hende
med Kaare. Vigdis bad, sagen skulde staa hen
en tid, hun sa, hun vilde nødig giftes saa ung.
Enden blev da, at Gunnar lovet Kaare svar til
høsten, men Vigdis skjønte, faren vilde ha dette
giftermaal.
Vigdis sa, hun vilde ikke være paa sæteren
den sommer. En kvæld om vaaren gik hun ud
over engene; det var mod soleglad og vakkert
veir; just i den tid, som bjerken sprætter og
fuglene synger; det lugtet godt af løv og græs, og
Vigdis tænkte, hun vilde gaa og friste at glemme
sorgen sin.
Syd for gaarden bodde en kvinde i en liden
stue; hun var gift med en af Gunnars huskarler.
Hun sad paa tærskelen og spandt paa haandten,
da Vigdis gik forbi, og Vigdis stanset og snakket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
