Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
en liden sølje af barmen og gav konen. Saa
gik hun.
Der var et flak af skalberg ude i engen; der
grodde nogen rognetrær og nypetornsbusker, og
nedenfor i græskanten stod der fuldt af nat og
dag. Da Vigdis kom did, satte hun sig, la hæn
derne om knæet og saa udover fjorden, som laa
blank og vakker i syd, nu solen gik bag aaserne.
Hun blev siddende slig længe — og lidet godt
havde hun at tænke paa, enten hun mindedes
Ljot, eller hun husket paa det, hun havde gjemt
oppe i skogen. Det havde hun undret paa ofte,
om det laa der endda, eller om det var ædt helt
op. Hun mindedes grant, at der hun havde ligget
hin nat, krøb der megen maur og andet stygt
kryb, og endda hun var lidet blid paa dette barn,
hun havde faat, saa syntes det hende fælt at
tænke, at mauren kunde gaa paa det, før det var
dødt.
Hun stod op, da det tog til at skumre, og
hun gik hjemover saa fort, at hun mest sprang.
Da hun kom nær gaarden, mødte hun Æsa,
som sa:
Nu skræmte du mig saa stygt, fosterdatter,
ikke vidste jeg, hvad jeg skulde tro, da du blev
ude saa længe, saa mørkræd du er."
Vigdis svarte:
„Mørkræd er jeg blit, og skogræd og ræd
hjemme i mit eget bur. Elendig er mit liv, og
bedst var det for mig at gjøre ende paa det."
Snak ikke saa stygt," sa Æsa, dig kan det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
