Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
mere værge sig mod hende, end hun mod Ljot.
Da bevæges hendes sind saa heftig, at hun ikke
ved selv, at hun springer til og sætter udfor og
ser neppe, hvor hun farer.
Men saa hænder det, mens hun tar opover
en modbakke, at hun kommer i en tømmervei,
og der møder hende Koll Arnesøn med nogen af
sine folk; de kjører tomme tømmerslæder opover,
og de ser hende og roper efter hende. Koll og
en mand til springer ud i sneen efter hende;
men skaren er ikke haardere, end de gaar igjen
nem, og ski har de ikke. Vigdis lar staa ud
over gjennem smaaskogen ned mod en bæk, som
rinder under bakken, og hun tar over isen, endda
den er graa og vastrukken — den bar ikke bedre,
end det brast bag skierne, men over kom hun, og
slig slåp hun fra dem.
Hun stanset nu ikke, før hun stod hjemme i
tunet, og da gik hun lige ind i stuen og op til
Gunnars seng. Han sov, og Æsa sad hos ham.
Vigdis roper da:
Vaagn nu, far, ti nu skal du faa den tidende,
du helst hører — nu har jeg minket skammen
vor, det jeg kunde, ti Eyolv Arnesøn har jegdræbt."
Gunnar byder, de skal reise ham op i sengen,
og Vigdis fortæller nu om færden. Da ber Gun
nar, hun skal bøie sig ned, saa han faar kysse
hende; han siger:
Nu har du vist dig som en gjæv og mandig
kvinde — slig ventet jeg engang, at du vilde arte
dig. Og ikke mere bærer jeg vrede til dig, fordi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
