Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
Vigdis gik til sit bur, vækket gutten og klædte
ham. Hun samlet det dyreste, hun eiet af guld
og smykker i en lærpose og lagde noget brød og
røget kjød hos, ti hun havde ikke tid til at gi
gutten mad, før de gik. Saa tog hun ham paa
armen, gik ind for sin far og bød ham farvel.
Gunnar kysset dem begge. Siden tog hun afsked
med Æsa i stor kjærlighed og bad, de maatte
vel findes.
XXII.
Nu gik hun ud og satte skierne paa sig;
hun surret dem fast til foden med remmer. En
stav havde hun valgt sig med lang jernpig og
trinse. Hun knyttet gutten fast paa ryggen med
et tørklæde og gik hastig ud af gaarden og
nordover.
Solen var nu ved at gaa ned og skaren saa
haard, at skierne gjorde neppe slag i sneen,
endda Vigdis bar gutten paa ryggen. Hun stod
ned til elven og fulgte den opover, til hun fandt
et sted, hvor isen var tryg. Siden tog hun op
over bakkerne, og det var nu tungt at gaa; ogsaa
var hun træt siden færden før paa dagen. Da
hun vandt op paa sletten, stanset hun og saa sig
tilbage; nu var himmelen rød udover fjorden;
folk kunde hun ikke øine, saa vidt hun kunde
se — men der var meget skog og smaakrat ud
over bygden den tid.
Vigdis gik opover mod Grefsin; hun for ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
