Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71
snakket for ham og fandt paa ord, slige som
kvinder pleier at si til smaa barn.
Saan laa de nu en tid lang, og hun hørte
frosten smelde i væggene. Gjennem en spræk
saa hun, at nu tog maanen til at lyse ude paa
sneen; gutten vaagnet igjen og var tørst. Hun
var tørst, hun med, og vilde gaa ud og ta sne
og kjende, om hun orket røre sig, saa frossen
hun var. Han graat og vilde ikke slippe hende;
havde hun ham i armen, mens hun gik til døren.
Nu kommer de hjem, de som bor her," sa
barnet. Vigdis saa da, der var folk paa våndet
langt i syd; de havde blus med sig. Hun gik
ud og fik skierne paa igjen; da hun havde gaaet
en stund, syntes det hende ogsaa bedre, end da
hun laa i laaven. Men hun tog til at undres,
hvad enden skulde bli paa denne færd; hun
var nu kommet til en elv og gik langs løbet af
den. Hun havde hørt, der skulde gaa en elv ud
i våndet fra Hakedalen, og hun tænkte, at hun
fik følge den, hvis hun orket, til hun vandt frem
til folk, men hun vidste ikke, hvor langt det var.
Og alt som hun gik, blev hun trættere og træt
tere, og nu tænkte hun, enden blev, hun fik
lægge sig under en gran med gutten og bli der
— stor skade tyktes det hende ikke. Men endda
gik hun og gik; hun kom over et stort, langt
vand og gik ret mod snoen igjen — da hørte
hun langt borte ulvetud, og hun drog raskere paa
og tænkte, det var kanske saa koldt, at ulvene
veiret hende ikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
