Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXII - XXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
72
Tilsidst hørte hun ikke ulvene længer, men
bare elven under lien, der hun gik, og maanen
skinnet klar og kold, og skyggerne laa lange og
svarte paa sneen. Da saa hun en stor, mørk
flek under trærne, og nu orket hun ikke mere.
Hun krøb md der, brød af granbar, saa meget
hun kunde, og drog benene op under sig, tullet
sig md med gutten og la ham md i favnen, saa
han fik det varmeste, hun kunde faa til. Hun
støttet sin hage paa hans hode, og nu vidste hun
ikke mere af noget, men sad slig med ham og
sov og døset.
XXIII.
Det tog til at dages, og Vigdis saa nu, at hun
sad i en høi aas; over hende gik den ret op mod
himmelen, men under hende løb en strid elv i
en trang dal. Gutten sov, og det syntes ikke,
han havde tat skade af denne nat, og Vigdis
tænkte, hun fik se at gaa og friste finde frem til
folk — men hun vidste ikke, hvor hun var, og
hun var saa tung og træt, at hun blev siddende.
Om en stund prøvet hun endda reise sig;
men ret som hun rørte paa sig, klang det nær
ved, og der farer en pil ud mellem trærne og
graver sig md i granlæggen lige over der, som
hun sidder. Og endda mens den staar og dirrer,
dukker der en mand paa ski frem, der den kom
fra. Han stanser, da han ser hende, og hans
forundring er saa stor, at han staar rent maalløs
en stund, før han spørger:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
