Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIII - XXIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75
tilsidst, det var nok bedst. Og slig blev det; en
af hans staldbrødre tog hende paa fanget og holdt
hende, saa hun ikke kunde røre sig, og Illuge
tog af de tre mellemste fingrene paa den venstre
haand. Vigdis ynket sig ikke, men sa kun, da
det var gjort:
Du er en sterk kar, Illuge, og vist let paa
nåanden."
Illuge stelte nu med saaret og stedte hende
tilsengs. Hun var syg en stund, men derefter
bedredes hun, og nu kunde hun fortælle mændene
alting om færden sin.
XXIV.
Disse tre mænd, som bodde i hytten, var
skoggangsmænd ; Vigdis mindedes vel, hun havde
hørt om slige gaster, som skulde gjøre det utrygt
at fare over skogene der nord. De to var brø
dre, og de hed Ille Hermod og Einar Hade
lænding. Illuge, den tredje, var kommet nord fra
landet.
Han var en meget vakker mand, høi og vel
skabt med smaa hænder og fødder, fagre ansigts
træk, krognæse, blaa øine og langt og lokket, lyst
håar og skjeg.
Ein morgen, da Vigdis var meget bedre, kom
Illuge md til hende, som hun sad alene med
gutten. De snakket nu sammen en stund; da
sa han:
Vi har talt om det, jeg og mine staldbrødre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
