Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
efter alt, Gudrun sa, men bøiet sig ned til Leikny
og mælte:
Ilde har jeg gjort mod dig, Leikny min —
og det var sandt, som du sa — aldrig har du
gjort mig andet end det bedste, du vidste."
Leikny brast i graat igjen; hun slog tørklædet
over ansigtet, sprang op og md i huset. Ljot
fulgte efter hende. Det varte længe, før de kom
igjen; men da graat ikke Leikny mere; hun gik
nær indtil Ljot og saa glad ud.
Dagen efter reiste de hjemover. Det var
meningen, de skulde været der længer og Gudrun
vilde, datteren skulde blit sommeren ud og til
hun havde barslet — det mente Gudrun kunde
været godt for mange sagers skyld, om Ljot var
uden konen en stund. Men nu fik de begge
med et det sind, at de vilde hjem til Skomedal.
Veterlide og Gudrun bød til at fostre op Lyting
sammen med sin egen søn Atle, som var lidt
over aaret ældre. Dette tog Ljot og Leikny
imod. Derefter reiste de.
Nu var det svært godt mellem dem paa reisen.
Men saa var det den sidste dag; de red nedover
gjennem et skar. Folkene deres var foran ; men
Ljot gik og leiet Leiknys hest nedigjennem gjelet;
hans egen fulgte løs bagefter. Det var surt og
graat veir, og stundom stod snekavet dem ret i
ansigtet. Som de farer nedover paa dette vis,
siger hun til ham :
Nu har jeg tænkt hele denne tiden paa alt,
du sa paa Holtar. — Men om det var saan, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
