Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXII - XXXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109
da var hans ansigt saa graat som stenen i heien.
Nu varte det længe, inden nogen af dem talte.
Sneveiret holdt op, da de var kommet ned
gjennem uren. Nu havde de en lang, flad vidde
med torvmyrer for sig. Ljot gav Leikny tøm
merne igjen og skulde netop kaste sig paa sin
hest. Da sa Leikny sagte:
Nu skal aldrig denne sag nævnes mere mel
lem os, det lover jeg dig; men en ting ber jeg
dig om, at du siger navnet hendes."
Ljot stod lænet til hesten, og længe sa han
intet, men saa forbi sin kone. Saa nævnte han
det tilsidst meget lavt: „Vigdis."
Derefter steg han tilhest. Og nu red de længe
side om side og sa intet. Men Leikny var stille
og sørgmodig, da de kom hjem. Det blev ikke
bedre med hende før ud paa høsten, hun fik en
søn. Ljot øste vand paa gutten og kaldte ham
Gissur. Efter det blev Leikny noget mere lig
sig selv igjen.
XXXIII.
Høsten efter, da de hentet hjem sauen paa
Skomedal, manglet de nogen gjeldværer. Ljot drog
da selv opover med en af huskarlene for at lede.
Tredje dagen efter, da Leikny stod ude i tunet,
kom huskarlen drivende med sauerne. Leikny
spurgte, hvor Ljot var blit af. Karlen svarte,
han var igjen paa sæteren og vilde stelle paa
selet og bøde væggene der.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
