Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
Nu gik Leikny og tittet opefter heien, ret
som det var. Det var klart, vakkert veir, og
solen skinnet paa nysneen opefter lien. — Om
en stund sa hun til folkene, at hun mente, det
blev bedst, hun drog op til sæteren — siden Ljot
havde tat sig for at stelle paa selet, var der
mange ting, hun kunde like at faa rettet paa, og
derom kunde hun bedst snakke med ham selv.
De smilte lidt sig imellem, da hun sa det,
men Leikny gik og snakket en stund og tilsidst
blev det slig, at hun syntes, hun var nødt til at
drage. Men de skulde ikke bry sig med følge;
hun eiet en gammel træl, som havde været hos
hende, fra hun var barn og som gik efter hende
som en hund; ham tog hun med sig, og saa drog
de ivei.
De kom til selet før solnedgang; men de saa
ingenting til Ljot. Dog kunde de se, han havde
skaaret torv bortpaa myren om dagen, og spade
og hakke laa ved selsvæggen. De gik md, og
der var gløder paa aaren endda.
Sæteren var bygget af sten og dækket udven
dig med torv, som brugen er der tillands; inde
gik der en bænk rundt væggene, ogsaa af sten
og torv. Tverpallen var saa bred, at der kunde
ligge to mennesker side om side; der var redt
op en seng, og for røgens og dørtrækkens skyld
var der sat op en slinde, hvorover hang skind
feller og aaklær.
Leikny gik en stund og ventet; men Ljot
kom ikke. Hun sa da til trællen, at han kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
