Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIV - XXXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
pustet ind i munden paa dem. Ljot reiste sig op,
gik hen og tog om hende:
Lad dem ha ro nu," sa han, du maa ikke
gjøre saan med lig."
Da sled hun sig løs og skreg og skreg; hun
flænget falden af sit hode og drog sig i haaret —
saa vilde hun springe paa dør og gaa paa elven
hun med. Men Ljot løftet hende op og bar hende
ind paa deres seng; han maatte bruge magt for
at faa klærne af hende og faa hende lagt ned;
hele den nat sad han og holdt paa hende; han
trodde næsten, hun skulde mistet forstanden.
Men ud paa morgenen blev hun roligere; da
hun stod op siden paa dagen, var hun ganske
stille og graat ikke stort siden, men hun saa ud
som en, der er kommet op af sin dødsseng.
XXXV.
Nu gik tiden sørgelig paa Skomedal, til det
led mod altinget. Ljot havde ærinde did og vilde
ha Leikny med sig, men hun sa, hun orket ikke,
saa han maatte reise alene.
Da han kom hjem igjen, sa Leikny den første
kvælden, at hun havde ligget i væverstuen nogen
nætter, og hun bad, han maatte unde hende at
sove alene der en tid. Ljot svarte, han vilde
ikke negte hende det, naar hun ønsket saa.
Sommeren led tilende, og Leikny sad stadig i
væverstuen og laa der om nætterne; hun tog sig
ikke mere af husstellet, men gik alene derinde og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
