Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131
gjerne, sa manden. Om lidt kunde hun ikke ha
flere barn i armene. Da bad hun manden laane
sig sin kappe, saa hun kunde tulle dem i den.
Han løste den af sig; da saa hun, han bar under
en prægtig guldrustning med et kors af Stener
paa brystet og en skinnende krone om hodet.
Men hans ansigt skinnet endda klarere, og Tora
syntes, hun havde aldrig tænkt, nogen mand
kunde være saa vakker og kongelig.
Nu sa han: Her blir bakken saa brat, at
du kan ikke komme op, uden jeg bærer dig.
Skal jeg nu først bære op barnene eller dig?"
Tag først barnene," sa hun. Kan du ikke
ta og bære dem op allesammen, saa kan jeg sidde
her og vente saa længe."
Da blir det længe/’ sa ridderen, »du ser saa
mange her er — og flere kommer der hele tiden.
Du vilde jo gjerne se guldborgen min, og siden
vilde du jo hjem til barnene dine. Men her kan
du gjerne bli siddende til verdens ende, inden jeg
faar bragt alle disse barn hjem til mig."
,Ja jeg faar vente, saa længe det skal være,"
sa hun, Jeg har ikke hjerte til at gaa fra disse
stakkars smaa barnene her; mine de har det
godt hjemme, saa disse trænger mere hjælpen vor."
Da sa han i guldrustningen :
Det er den ældste sønnen din, Tora, som
ligger inderst ved brystet dit nu — alle disse
barnene er dem, som er blit undlivet, inden de
fik leve i verden eller lære at gaa veien til min
gaard. "
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
