Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXVIII - XXXIX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
Det er en stund til du blir stor, søn min, og
længe til du skal fare fra mig. Aldrig vil vi
snakke om ham, og aldrig skal han se dig og
gjøre dig ondt, men du skal faa det bedste af
mig og jeg vil glemme det, jeg ikke orker mindes."
XXXIX.
Ulvar vokste godt til og blev en vakker og
lovende gut. Han var høi af vekst, men noget
spæd og finlemmet, med smalt ansigt, lysblaa
øine og langt, sodbrunt håar, som skar lidt i rødt.
Han fik tidlig et mandigt væsen, ti han var ikke
stor, før moren snakket med ham om alt, som
rørte gaardens stel og deres velfærd og spurgte
ham tilraads; saa talte hun til ham, som han
kunde været voksen og havt forstand til at støtte
hende. Han blev noget alvorlig og faamælt af
dette, men var dog blid og høflig i sin adfærd og
vel likt. Han og hans mor levet sammen i den
største kjærlighed.
Men naar han spurgte, hvem som var hans
far, vilde hun aldrig svare ham. idun sa, om
den mand vidste hun intet godt at melde og hun
haabet, hun hørte aldrig mere hans navn. Efter
paa blev hun altid tungsindig, saa Ulvar turde
ikke fritte mere.
Kaare og Illuge og Vigdis holdt godt venskab,
og de tre gjorde hvert aar gjestebud for hinan
den. De tog sig af Ulvar og lærte ham vel op
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
