Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
sen; fra Vadin red ogsaa Vigdis og Ulvar med
stort følge. — Det aar var der faldt megen sne
før jul, og det var koldt veir og fuldmaane i
helgen.
Saa sterkt var maaneskinnet, at det syntes
skumt i kirken, da Vigdis tren md over dørtræet
med sin søn, endda kjerterne stod og brandt for
de hellige billeder. Presten sang fagert foran
alteret, og korsvendene svinget røgelseskarrene
med sød vellugt. Da bøiet de knæ, som steg
md, og korset sig med viet vand, mens de læste
bønnen.
Men da Vigdis løftet sit ansigt og reiste sig,
saa hun, der stod en mand nederst ved væggen.
Han var svøbt i en mørk kappe, som han holdt
sammen under hagen, og han stod med hodet
ludet lidt fremover, saa hun saa ikke mere af
hans aasyn end øinene under det svarte haaret,
som laa ham fremover panden. Men hun kjendte
ham straks, at det var Han stirret paa
hende, og da han mødte hendes blik, saa hun,
hans hænder begyndte at ryste slig, at han lod
dem falde ned ; da var han saa bleg som en død
mand.
Vigdis kom selv til at skjælve slig, at hun
maatte helde sig mod dørkarmen, og det syntes
hende, at gulvet tog til at gynge for hendes øine
— det var ikke gulv længer, men der løb en rød
elv for hendes syn frem mellem mændene og
kvinderne, og foran alteret var der en sjø af blod.
Da reiste Ulvar sig op i det samme, og han bøiet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
