Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLIV - XLV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
Ude drev maanen høit oppe paa himmelen;
Vigdis sprang over sneen did hestene stod bun
det og løste sin. Hun leiet den til kirkegaards
grinden; da kom to mænd efter hende i saa stor
hast, at de lod kirkedøren staa aaben bag sig, og
lyset og salmen randt ud efter dem.
Ljot greb hesten i bigslet, just som hun vilde
ride; han sa:
Und mig at tale med dig Vigdis —."
Hun saa ned paa ham og svarte :
Er dine ugjerninger blit saa mange, Ljot, at
du maa skjule navnet dit nu?"
Inden Ljot fik svaret for sig, rykket hun
hesten tilside saa braat, at han slåp taget, og nu
jog hun nordefter, saa hastig hesten kunde rende.
Da hun kom til Vadin, stanset hun ikke, men
vendte hesten og red videre, til hun kom til Berg.
Der bodde bare en raadskar med sin kone og
nogen træller. Vigdis gik md i stuen; den var
næsten tom, for husene var ganske nye; der var
ikke andet derinde end den nakne bænk rundt
væggene og et bord. Hun fik lagt paa aaren og
lod stænge døren. Saa sad hun alene der den
julenat.
XLV.
Da Vigdis var redet fra dem, stod Ljot og
Ulvar en stund og saa efter hende. Da slog
Ljot armene om Ulvar, kysset ham og mælte:
„ Signe dig gud, min sæle søn, ti nu ved jeg ikke
om vi findes mere."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
