Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XLVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
Vigdis slog armene om hestens nakke og lænet
sig til den. Hun turde ikke be ham bli, og
hjertet sank stentungt i hende, ti hun saa, at dette
kunde ikke vendes. Da klynget hun sig til hesten,
og hun mindedes i det samme hin nat, hun fødte
sønnen, og den hesten, som var det eneste liv,
hun kunde støtte sig til.
«Holder du ikke af mig mere, søn," spurgte
hun sagte.
,Jo," svarte Ulvar. Men du skal la mig faa
ride nu, mor." Lidt efter mælte han. Det ber
jeg dig, at for min skyld sørger du for, at Ljot
kommer sømmelig i jorden."
,Jeg skal gjøre saa," svarte Vigdis.
Ulvar sa igjen:
Ikke skal du takke mig for hans død — han
raadet sig selv bane."
Han tog om tømmerne, da spurgte han
med ett:
Svar mig sandt paa ett, mor min — har du
nogen gang elsket ham, Viga-Ljot?"
Hun brød ud i graat og la ansigtet ned mod
fiestens hals, mens hun mælte:
Ikke havde jeg hådet ham saa længe — det
var det værste, at han var den jeg helst vilde
elsket af alle mænd."
Ulvar ludet sig fremover i sadlen, løftet hendes
ansigt op og kysset hende paa munden. Da
spurgte moren:
„ Kommer du nogen gang hjem igjen til mig?"
Om jeg blir ilive," svarte Ulvar, ,saa kom-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
