Til Kirkegaarden skotter Børneflokken,
De sorte Kors i Maaneskinnet staae,
I Huset sidder Bedstemoer ved Rokken,
Dit smukke Digt hun læser for de Smaae;
De høre om ”de Dødes stille Have”;
— Som Blomster-Urner staae de skumle Grave.

Du synger ungdomsglad med Smiil paa Kind,
Dig vinker Verden med sit Lys, sin Skygge,
Lad Digter-Hjertet fast paa Himlen bygge,
Vi kun som Børn i Himlen lukkes ind.