Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernbanen og Kirkegaarden, Fortælling af Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
engang har opført Huset, eller paa hvad Maade det er
blevet Kommunens."
Knud Aakre var rød i Ansigtet (han blev det let) og
flyttede og flyttede, som hans Vis var, naar han blev
utaalmodig; men ikke desto mindre svarte han med Varsomhed
og lav Røst. Der var Sparebanker nok i Landet, mente
han, og ganske nær herved, han vilde gjerne sige for nær
herved. Men skulde endelig en saadan oprettes, var der
vel andre Veje at komme til den paa, end over de døde
Mænds Gaver og de levendes Kjerlighed. Han var lidt
usikker i Stemmen, da han sagde dette, men tog sig igjen,
da han gik over til at tale om Kornmagasinet som saadant
og at bevise, hvori dets Gavn bestod. – Lars svarede ham
grundig paa det Sidste og føjede dernæst til: "Et og Andet
kan forresten gjøre mig tvivlsom paa, om denne Bygd er
til for de Levendes Skyld eller for de Dødes. Endvidere
om det er en enkelt Families Kjerlighed og Had, som raader
her, eller om det er det Heles Gavn." – Hurtig svarede
Knud: "Jeg ved ikke, om den, der nu taler, er den, som
mindst har nydt godt af denne Familie, – baade af den,
som er død, og den, som nu lever." Det Første sigtede
til, at Knuds mægtige Farfader havde i sin Tid reddet
Gaarden for Lars’s Farfader, da denne paa sine egne Vegne
var en liden Rejse inde paa Tugthuset.
Halmstraaet, som længe havde gaaet meget fort, gik
nu med een Gang roligt: "Jeg har ikke den Vane overalt
at ville tale om mig selv og min Familie", sagde han, og
tog Sagen fat, roligt, overlegent og gav en Oversigt, som
han førte mod et bestemt Maal. Knud tilstod sig selv, at
han aldrig havde seet Sagen fra den Vidde eller hørt
saadanne Grunde; han maatte uvilkaarlig se op paa ham.
Lars stod høj, svær, med Klarhed over den stærkmurede
Pande og i de dybe Øjne. Munden var knap, Halmstraaet
hang endnu i Mundvigen og legte, men en vældig Styrke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
