Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Jernbanen og Kirkegaarden, Fortælling af Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
været Bygden til det Gode; – – men kanske jeg har
bedraget mig." Han var atter bevæget; thi det var en
ildig Natur, som brødes i mange Stemninger, og Bruddet
med Lars smertede ham, saa han neppe kunde styre sig.
Lars svarte: "Ja, jeg ved, du tillægger dig selv Æren for
Alt, som her er gjort, og skulde man dømme efter, hvem
der har snakket mest i Møderne, saa har vist ogsaa du
gjort det Meste." – "Slap det saadan ud!" raabte den
Anden og saa skarpt paa Lars: "det er du, som har Æren
af det?" – "Siden vi endelig skal tale om os selv", sagde
Lars, "saa blev nok hver Sag overvejet, før den kom hid." –
Her gjenvandt den lille Knud Aakre sin raske Tale: "Tag
du Æren i Guds Navn, jeg skal nok leve den foruden;
– der er andre Ting, som det er værre at tabe!" – Lars
bøjede sig uvilkaarlig bort for hans Blik, men sagde, idet
Halmstraaet gik meget fort: "Naar jeg skal sige min
Mening, saa er her ikke stort at tage Ære for; – Præst
og Skolelærere kunne vel være fornøjede med, hvad her er
gjort, men Almuen siger vist, at Bygden til idag bare har
faaet større og større Afgifter." Her opstod en Mumlen i
Forsamlingen, idet man flyttede og flyttede paa sig. Lars
fortsatte: "Vi har endelig idag en Sag fore, som kunde
bringe Bygden lidt ind for Alt det, den har lagt ud; det
er kanske derfor, den rønner slig Modstand. Dette er en
Bygdesag, til Velfærd for Alle, vi maatte dog vel kunne
faa den bort fra at være en Familiesag." – Folk saa paa
hverandre, talte allerede halvhøjt, da En rejste sig forat
gaa hen til sin Madniste, men slængte hen i det Samme,
at dette var det sandeste Ord, han her i Forsamlingen
havde hørt paa mange Aar. Nu rejste Alle sig, Samtalen
blev almindelig, og Knud Aakre følte, der han sad, at
Sagen var tabt, forfærdelig tabt, og han prøvede ikke mere
paa at redde den. Thi han havde noget af den Natur,
man tillægger Franskmændene, han var god til at gaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
