Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Pilt-Ola, Fortælling af Fru Magdalene Thoresen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kummerlige Virkelighed. Saa pakkede hun Brudgomsskjorten
sammen med et Suk og gik hen til Gruen for at stelle
Maden til, og Stunden efter sad Ola lunt og godt bænket
med et dampende Grødfad mellem sig og
Knapstad-Kari.
Der blev da vexlet Ord, som lidet betød, det var af
dem, der kastes Mund imellem paa Alfarvei og rammer
hverken Sjæl eller Tanke. Havde Kari draget frem et
eneste af dem, hvormed hun talte til sit unge Minde, da
havde Ola nok kunnet føie sit til, som naar der spørges
og svares fra Hjertens Grund. Thi naar han hugende og
stønnende stred sig op ad Fjeldet til hendes Bolig, og
hvert Skridt han tog, syntes at bære hans usle Skikkelse
mod Graven, da bar det ham, ved Længselens vidunderlige
Evne, hen mod den unge, leende Kari, der vistnok stod
bag Døren for at skræmme ham med et Skrig, eller og
sprang ud over Marken som en lokkende Huldre for at
lade sig fange af ham, for bagefter at snige sig ind til
ham og saa tage mod alle de gode Ord med sit gladeste
Smil.
Men Ingen af dem talte nogensinde om hvad de tænkte
paa, og derfor sad de saa nær og kjendte i Sjæl og Sind
og dog saa fremmed i Ord og Væsen. Det Livsenstræ,
som paa en Gang havde skudt sin Rod i deres Hjerter og
som tog sin hurtige Væxt i Lys og Glæde, blev hugget
over i den unge Tid, derfor var der endnu Saft nok i
Roden til de mange Vildskud, men Stamme og Krone fik
det aldrig mere.
Det var da Knapstad-Karis og Pilt-Olas haarde Liv.
De vare paa en Vis endnu Kjærestefolk; thi skilte fra
hinanden levede de den svundne Tid om igjen, og den bar
dem atter mod hinanden. Stille og upaatalt følte den Ene
sin Ret til den Anden, det Uopnaaede baade løste dem og
forbandt dem. –
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
