I gode Kristne, som bygge og bo her udi Sognen, giver jeg Eder kærligen tilkende, at vor naadigste Herre kongelig Majestæt haver udskikket mig her omkring Sjællands Land at forfare udi alle Sognekirker, om en Kristen Almue faa deres rette Føde til deres Sjæls Salighed, som det sig bør; om den rette Kirkeskik ved Magt holdes efter hans Naades Ordinans, og hvorledes Almuen haver og lemper sig derefter udi alle Maade. Saa er jeg også hid kommen udi Jesu Navn at forfare det samme hos Eder. Derfor vil jeg først lade Eder høre min Befalings Brev, og siden også handle med Eder, efter som mit Embede udviser, bedendes Eder kærligen og gærne, at I bliver saa længe tilsammen, efterdi at min Lejlighed giver sig ikke saa, at jeg kan komme til Eder hvert Aar igen, ja ikke hvert tredje eller hvert fjerde Aar, førend jeg faar draget Sjællands Land igennem; at I derfor høre og mærke det, som I vel have behov, forhaabendes, at I skal ikke det fortryde, naar jeg haver gjort Ende paa min Visitats og Embede her hos Eder.
Her læser Provsten min Befalnings Brev, og jeg straks derefter kalder Kirkeværger og Fattigfolks Værger op til mig i den øverste Stol og kommer Folket til at sidde neder, og jeg sætter mig dér paa en Stol for dennem.
Summa visitationis.
Som I nu hørte min Befaling, I gode Kristne, saa er det første, jeg haver at handle med Kirkeværger og Eder alle sammel:
om denne Kirke og Guds Hus, som I søge til at høre Guds Ord udi.
Det andet:
om Eders Sognepræst og Sognedegn, som skal drage Eder og Eders Børn Guds Ord for.
Det tredje:
om hellige Dage, hvad Tid Eder bør at komme hid til Kirke, og hvad Tid Eder bør ikke at komme her ind.
Det fjerde:
om de fattige her og andetsteds, hvorlunde der skal handles med dem
Det femte:
om Kirkegang, hvorlunde den skal være.
Det sjette:
om Ægteskabssager og om andre nødagtige Artikler, ved hvilke en kristen Almue kan faa deres Sjæls Saligheds Lærdom uforhindret at høre, hver til sin Dødedag, at vi maatte tilsammen faa en glædelig Opstandelse til Hobe udi Jesu Navn og blive Guds Børn paa Dommedag.
Saa er det første, jeg haver at handle med Kirkeværger og med Eder alle sammel om denne Kirke Guds Hus, som Kirkeværger haver deres Navn udaf; at de skal værge for Kirken og vare paa Kirken, forskikke hid, Kirken til gode, hvad hende tilhører, kræve hendes Gæld ind og beskikke alting saa med hende, at den kristne Almue kan alletid uforhindret Guds Ord her inde at høre. Det hører Kirkeværger til; ellers maatte de hedde Kirkeværre og ikke Kirkeværge.
Kirken kalder vi nu denne Sted, inden og uden, som staar her opbygget af Sten og Kalk, hvorfor I have Eders Forældre at takke og det gode at tale om dennem, der borte er, at de holdt denne sted ved Magt, Eder til gode, førend I blev fødte til Verden. Maa vel ske, var hun ikke bygget paa denne Dag, I skulle ikke findes nu saa villige til at sætte saadan en Mur og Bygning op efter denne Dag. Derfor bør Eder jo i det allermindste at holde Eders Børn til gode og ved Magt det, som Eders kære Forældre haver bygget for Eder, at Eders Børn maatte også faa Guds salige Ord her inde at høre, naar som Eders Hoved ligger og sover her udi denne Kirke eller Kirkegaard.
Derfor skal Kirkeværger skiftes ved at stige her op paa hine Hvælving tidt og ofte og forfare, om denne Kirke er under tørt Tag, og om der er ingen sted Bly blæst udaf eller en Sten sønder og drypper en draabe ind paa Mur og Hvælving at fordærve det, saa at gode folk skal siden ligge her inde udi Regn og Raad og Damp og fordærve saa deres Legem paa den sted, som de skulde hente deres Sjæls Saligheds Lærdom paa. Det er for silde taget, naar man kan kende det her inden paa Muren, naar den begynder at grønnes; det er thi Kirkeværgers store Skam, som den Tid havde Befaling, om det skete for deres Forsømmelses Skyld. Derfor er det Kirkeværgers første Befaling, at I holder denne Kirke under tørt Tag, som hver af Eder vil jo heller hjemme udi sit eget Hus, ved sit Bord og i sin Seng bo ved tørt Tag end under Tage-Draabe, saa meget som hannem muligt er. Saa tænk og til, at denne Hus, der hør vor Herre Jesu til, at den maa ogsaa alle Tider holdes under tørt Tag.
Dernæst med tætte Vinduer. I vide vel, at Sne kan knyge og fyge dér ind, som Solen ikke kan skinne ind, og er ikke godt, at gode Folk skal falde ind udi en Stol, der er fuld af Sne og Regn og fordærve deres Klæder og derfor heller blive her borte end komme hid ind til Kirke for den Sags Skyld. Derfor skal Kirkeværger lade bøde Ruder udi Vinduer og kalke, besynderlig imod Vinteren, hvor som behov gøres, at gode Folk kan altid ligge her inde under tørt Tag og inden tætte Vinduer at høre Guds Ord. Og hvilke unge Drenge, som I kan fornemme der kommer hid, paa denne Kirkegaard til onde og ikke til gode at kyle og kaste op til dette Tag og til disse Vinduer, og I faar at vide, hvem de tilhører, da bør Eder at vare deres Forældre ad paa Sognestævnene, at de straffe deres Børn derfor, paa det at Bøddelen ikke skal straffe dennem, inden de dør af Verden, thi de gør ingen uden Skalke. Hvo vilde have sine Vinduer hjemme i sin Hus udkastet og udkylet? Hugger een et Hug udi din Ledstolpe, da tørst Du stævne hannem til Ting og pladse og plage hannem derfor; saa tænker ogsaa til, at vor Herre Jesus beholder sin Hus uskamferet af Skalke.
Denne Gulv skal staa ren, disse stole skal stå rene, og sommeren føre Maj hid ind, og bekende, at I have saadanne Guds Gaver i Skov og Mark. Og gode Dannekvinder og gode Piger vænne dennem til at bære deres Forklæder fulde af Urter og Græs om Sommeren til Kirke med dennem, at strø det paa Gulvet udi deres Husbonds og deres egen Stol, at man kan have Lyst til at søge hid ind tilsammel, naar I holder det dejligt og smukt.
Kierkegaarden skal ogsaa staa altid ren og udi gode Maade; ingen Hylde heller Nælder skal være paa Kierkegaarden, ingen Tid højere Græs end over éns Ankelkode, smuk, jævnlang Græs, saa at Kirkeværger lader den slaa to eller tre Gange om Sommeren, at gode Folk kan gaa heden paa hine Kirkegaarde til deres Forældres Grave - ikke at bede for dem, Gud være lovet, det have de ikke behov, de havederes Dom længe siden borte, og vor Dom den staar endnu for - men at betænke hos dine Forældres Grave, at du skal og en Tid selv dø. Udvælg dit Lejested heller i Dag end i Morgen, efterdi at vi haver ingen Brev paa vort Liv. Derfor skal Kierkegaarden staa slet og vel renset; det skal være langt fra, at I skal tilstede, der kommer stundom og Øg eller Fæ paa Kirkegaarden den at beskide, med Orlov at sige, og beklikke den Sted, som Eders Forældre ligge og hvile sine Bene udi, og I agte ogsaa selv at ligge og hvile Eder derhos; det er Eders Søvnehus og Eders Seng, I skal sove udi til Dommedag. Hvo vil have sin Seng hjemme udi sit Hus beskidt og beklikket? Saa tænker til at holde denne Seng, I skal længst være udi, ren og snukt indhegnet og indhøvet med Kirkegaardsmur, Rist, Stente og Port og andet, hvad dertil er behov, saa at I holder den en dejlig, ryddet og pyntet Kirke inden og uden, at den gode Almue kan med Lyst og Glæde søge hid at høre Guds Ord og deres Sjæls Saligheds Lærdom. Og ingen tilstede at ride og rende ind paa Kierkegaarden i Bryllupstid; det hørte Djævelen til, saa vel som den Slemmeri og Demmen, man havde i Kirken paa anden eller tredje Bryllupsdag, det er aflagt til Landsting. Derfor skal nu Kirkeværgerne tage Vare paa, som de er tilbetroede.
Tre Ting have I her inden disse Døre, som Eder bør at tage mest Vare paa, og var de ikke her inde, da maatte I vel selv være her ude. Det første er Eders prædikestol, det andet er Eders Font, det tredje er Eders høje Alter. Disse tre ting bør at være udi hver Sognekirke. O ger saa beskikket af gammel Arilds Tid for drabelig Sagers Skyld, at Prædikestolen skal være opbygget ved den søndre Side i Kirken, oven over alle andre Stole, Guds salige Ord til Hæder og Ære, op til et Vindu, Sognepræsten til gode om Vinteren og besynderlig, naar hans Øjne de falme og dummes. Fonten neden i Kirken og Alteret oven i Kirken og Prædikestolen midt imellem, at naar Eders Sognepræst prædiker Eder vor Herre Jesum Kristum rent og klart til Eders Salighed, da beviser han sin Lærdom med de tvende højværdige Sakramenter. Derfor slaar han den ene Haand ned til Fonten og den anden op til Alteret, at de staa paa begge Sider ved Prædikestolen, som de tvende Keruber stod omkring Arken. For de to Sakramenter er de to Indsegl, som hænger for det Brev, som blev givet ned fra Himlen ved Moses og ved vor Herre Jesum Kristum, der de ti Budord, Troen og Fadervor staar skrevne udi, og er den rette Afladsbrev, som os bør at dø hen med og have i Grav med os, og ikke Pavens Afladsbrev, som hørte Djævelen til. Den første Artikel i Brevet er de ti Budord, den anden vor Tro, den tredje vor Fadervor med alt det, dennem tillyder i det gamle og det ny Testament. Her hænger nu de tvende Indsegl nedenfor, de er Daabens og Nadverens Sakrament. Fonten staar bagud i Kirken, at I sidde eller staar allesammen og vender Bagen til Fonten til Fonten, derfor at I skal tænke det at være nok med den ene gang, at I er døbt hver ved sig i Navn Faders, Søns og Helligaands, saa I skal aldrig videre døbes end den ene gang. Alteret staar oven i Kirken for alle Eders Øjne, og I vender op til det, at I skal komme i Hu at gaa altid til Sakramentet og lade Eder berette, saa længe som I leve paa Jorden. Det ene, som er Daaben, er een tid gjort ved hvert kristent Menneske og skal aldrig tiere gøres; det andet skal gøres al Eders Livs Tid, saa at det skal end være også Eders sidste Spisning, naar I skal dø fra denne Verden, om I have ikke foragtet det udi Eders levende Live. Tænker ikkun efter med den, som haver foragtet dette højværdige Sakramente udi sin Velmagt, han vil ikke gærne faa det udi sin sidste Tid; han vil ikke gærne enten faa en Udød eller dø heden foruden Skel og Skriftemaal, og da, saa meget som Mennesker maa dømme, gruer man om dette Menneskes Salighed, enddog vi lade Gud raade for alle Ting. Derfor er det ikke Tid at foragte det udi sit Levneds Live. Dertilmed mærker: Disse tre Ting, Prædikestolen, Fonten og Alteret, er de tre Tegn, som Sankt Hans sætter udi sit Sendebrev, Aand og Vand og Blod, hvorpaa hvert Menneske maa kende og vidne, om han er det evige Livs Barn eller ikke. Aanden, det er din Sognepræsts Aand og Røst, naar han lærer dig Jesum Kristum rent og klart; Vand, det er Du og dit Barn døbt udi, og Blod, det er Jesu Kristi Legeme og Blod at æde og drikke til en Stadfæstelse paa alle vore Synders Forladelse. Aand i Prædikestolen, Vand i Fonten og Blod paa Alteret. Og nævner den Helligaand Blod, og ikke Legeme, imod hine Kalktyve, som [altså Helligånden] ser langt tilforn, at de vilde komme og stjæle og røve fra Almuen den ene Part af Sakramentet, som er Kristi velsignede Blod. De tre Tegn, siger Sankt Hans kan hvert Menneske kende paa, om han er det evige Livs Barn eller den evige Døds Barn. Haver Du Vilje til dette Ord, der gaar ud af din Sognepræsts Mund, naar han prædiker dig Jesum Kristum rent og klart, og Du kommer gærne til din Sognekirke, er gærne den første og ikke den sidste, lader ikke gærne din Stol staa tom, naar Tid er paa og dig bør at være udi din Sognekirke. Du sætter Troen til Guds Ord og haver og lemper dig derefter imod din fattige Næste, det bedste dig er muligt, ydermere ogsaa at Du gærne kommer i Hu ved dit Navn, at Du est døbt i Navn Faders og Søns og Helligaands, dertilmed at Du ogsaa gaar gærne tidt og ofte til Alteret og lader dig berette, disse er de visse Tegn, at Du er det evige Livs Barn, og maa derfor lægge dine Hænder til Hobe og takke Gud.
Men lige tvært imod: haver du ikke det Ord kært, som udgaar af din Sognepræsts Mund, kommer ikke gærne til din Sognekirke, lader din Stol tidt staa tom om Søndage og andre hellige Dage, fører et skændigt Levnet lige tvært imod Guds Ord, kommer ikke end tidt i Hu, at Du est døbt, gaar ikke til Sakramentet, da tør Du ikke spørge dine Naboer og Genboer ad, men dit eget Hjerte skal overvinde dig og sige dig, at dette er et vist Tegn til, at Du est besat med en Djævel udaf Helvede, fordi han sidder ved dit Hjærte og holder dig derfra, at Du skal ikke høre Guds Ord eller sætte Tro dertil. Han er tilfreds, ihvor Du est i den ganske Verden, kan Han ikkun holde dig fra din Sognekirke og fra Guds Ord, for han veed vel, at Du hører da hannem til. Derfor haver den Helligaand ved Sankt Hans sat os disse tre Tegn paa Maalet, at vi skal kende ved dem, hvor nær vi er Gud og han os, heller hvor nær vi er Djævelen og han os. Det skal nu disse tre Ornamenter eller Redskaber, Prædikestolen, Fonten og Alteret, paaminde os.
Prædikestolen skal ikke være en Bogstol eller en Hifgibbe neder paa Jorden, men dejlig opbygget hos den søndre Side i Kirken, Guds salige Ord til Hæder og Ære, og at hvert Menneske kan se sin Sognepræst under Øjne, ihvad Stolestade han haver udi Kirken, at den ene sidder ikke udi den andens Vej, paa det at I maatte alle høre og mærke Eders Saligheds Lærdom. Derfor bør en god Almue først at staa op udi deres Stole, naar Sognepræsten læser Evangelium udi Prædikestolen, og saa sætte dennem neder tilbage paa deres Stole og ikke lægge dennem neder paa deres Bryst, at I ikke falder udi Søvn, men kan blive vaagne og vakker til at høre, mærke og forstaa Guds Ord. Og alle vende dennem til og imod Prædikestolen og ikke saa skændelig sidde og vende deres Røv (med Forlov sagt) til deres Sognepræst, som grove og ufornumstige Bønder plejer at gøre. Dette er nu talt om Prædikestolen. Kan en Almue hver især forsørge sig og sine med Stolestade udi Kirken, da maa de jo alle tænke til at lade vor Herre Jesus ogsaa faa sin Stol, vel opbygget eller opmuret af de ødelagte Altre, som saa mange nu findes allevegne udi Kirker, der ikke kan skikkes til anden eller bedre Brug.
Fonten skal altid staa tør og ren, intet Vand udi, til saa længe en Dannemands Barn kommer til Kirke og skal døbes; da kan Degnen eller Klokkeren slaa en spand Vand eller to i Fonten, at der er ingen Tid skident Vand, fuldt af Murlus eller andet Skarn (med Forlov sagt), at een vilde væmmes ved at stoppe en Finger udi, end siden døbe et nyfødt Barn der udi, men at der altid skal være rent og klart Vand, som vor Herre Jesus blev selv døbt udi rent og klart, rindende Vand udi Jordans Flod. Nu skal Eders Sognepræst ikke løbe ud til Floden med Eders Børn, derfor er hannem beskikket et Kar her inden Døren, der neder bag i Kirken, som er Fonten, han kan døbe dennem udi.
Om Vinteren maa man varme den ene Kedel Vand, at det er da ljudt og lunkent Vand, fordi Daaben er given vore Børn til deres Sjæls Salighed og ikke til deres Legemes Skade og Fordærvelse.
Naar et Barn døbes der nedre, da skal I alle staa op udi Eders Stole, Mand og Kvinde, unge og gamle, og vende Eder til Fonten, det højværdige Daabens Sakramente og det lille Barn til ære, og Sognepræsten skal læse Daabens Ord saa højt, at I høre dennem allesammen til Hobe hver i sit Stolestade; og naar som I høre, han nævner Jesu Navn, da skal I alle neje, Mand og Kvinde, og Mændene aabne deres Hoveder, og bekende, at I have ingen Salighed i Himlen, paa Jorden eller under Jorden uden vor Herre Jesum aleneste.
Og I, som staa Fadder til noget Barn, skal tænke til at holde Gud det, som I love og tilsige der neder hos Fonten: først, at I vil være Vidnesbyrd til dette Barns Daab og Kristendom, siden, at I vil have Opseende paa det Barn, som I holde til Daaben, at det skal lære sin Børnelærdom flittelig og vel, indtil det bliver saa stort, at det skal følge heden til Sognepræsten og at hannem overhøres og stadfæstes til at gaa til Sakramentet, hvilket vi kalder den rette Fermelse, Konfirmats eller Stadfæstelse udi Troen og udi Børnelærdom. Saalænge er Gudfader og Gudmoder forpligtig til at have Tilsyn til samme Barn de Maade, og endogsaa udi andre Maader, om Faders og Moders Hoved ginge noget ad, thi os bør jo at holde den ene den anden, hvad som vi lover og tilsiger hverandre, end siden dér ved Fonten udi Guds Sted. Du est ikkun et Menneske, som vi er alle, nu faar Du Guds Navn til med, at Du kaldes det Barns Gudfader eller Gudmoder, derfor at Du skal staa det Barn for udi Guds Sted. Derfor skal I og spørge deres Forældre til derom, naar I finde dem: »Kære Fader, hvor lider min Gudsøn, lærer han noget, gaar han til Sognekirke om Søndagen og andre hellige Dage? Lader hannem komme til mig, jeg vilhøre hannem over, at jeg ikke faar Synd for hans Skyld, at jeg bliver ikke til en Løgnere for Gud og Eder«. Dette est Du forpligtig at holde; Du køber dig det ikke fra, Bondelille, med Fadderpenge; de gives ud for en anden Sags Skyld, som er, at Fader og Moder skal ikke falde udi Mishaab, for Gud giver dennem flere Børn, han vil ogsaa give dennem mere at føde dem med. Derfor giver man Barnet Penge, ligesom man giver ogsaa Brud og Brudgom Penge og Boskab at behjælpe dennem frem med udi deres Ægteskab.
Det siger jeg ikke derfor, at I skal ej jo gerne være Fadder til hverandres Børn, men at I skal tænke til udi Jesu Navn at holde Gud og Eders Næste, hvad I dér love og tilsige.
Her skal I ogsaa vide, at ingen Faddeskab kan forhindre Ægteskab, som det ugudelige Pavens Folk haver lært og løjet for os. To Faddere maa vel have hinanden til Ægte, saavel som de maa giftes i fjerde Maade, heller den ene er udi fjerde og den anden udi tredje, det kan ingen forbyde; for vi tælle altid fra dem, som er længst fra Bullen, saa at nævnes der fjerde Mand paa den ene Side, nyde det godt ad og giftes med den, som rører hannem paa i fjerde Maade. Som disse tiere ikke kan forhindre Ægteskab, saa kan ikke heller nogen Fadderskab forhindre Ægteskab. Dette er nu talt om Fonten.
Alteret skal staa med rene Klæder paa, som hver vil jo have en ren Dug paa sit Bord om Søndage og andre hellige Dage, end siden paa det Bord, dér Jesu Kristi Legeme og Blod skal handles paa, den skal altid være ren, og Kirkeværgerne skal altid lade to hvis Rekvisit heller Messeklæder, som bruges udi samme høje Alter.
Ligesom hver Kirke haver nok udi een Prædikestol, saa haver hun ikke flere Altere heller behov end eet aleeneste. Gud give, at en kristen Almue vil tænke til at bruge det ret, som de havde aldeles nok derudi. Derfor haver de andre Altere intet behov længer, enddog Papisterne vil ogsaa have dem ved Magt, at de skal staa og vente nye Tidende, at deres Kram og Plynderi maatte komme op igen, hvilke de tør dog ikke forbide efter. Gud af Himlen fri os fra andre Vildfarelser, saa sandt som vi bliver vel fri for Pavens og Munkenes Vildfarelse, som vi haver nok været udi.
De andre Altere, uden det rette høje Alter, hører heden til den rette vildfarende Lærdom, som Paver og Munke førte om Helgeners Paakaldelse og om den løgnagtige Skærsilds Pine og er saadanne Kahytter og Kramboder, som vor Herre Jesus selv styrtede om udi Jerusalems Tempel den Tid han drev de Kræmmere ud.
Derfor kunne Kirkeværgerne forkomme dem og anvende det, Stene og Kalk, til anden Kirkens Behov. Tavlerne eller Billeder kunde de slaa paa Væggen, at de kunde være gode enfoldiges Spejl, som de kunde se dennem udi, naar de vide, hvem samme Billeder er gjorte eller malede efter; uden her findes nogen Billeder, som man haver gjort Søgning til og hængte Voksbørn og Krykker for, at de skal borttages og brændes op.
Og efterdi at disse andre Altere bruges nu ikke længer, haver man borttaget dem, at vi ikke nu længer bespotter Gud og hænger Klæder paa Stok og Sten, som kunde bruges til fattige Folks Kroppe at tørre det Vord og Blod at deres Pokker med, hvortil Kirkeværgerne kunde lade to hvis Klæder her haver hængt paa dise Altere og skifte dennem til de syge udi Husarmet her udi Sognen. Ellers kommer der Bud fra Helliggæsthus i København, som skal hente dennem heden til de syge udi Hospitalet, om I vil ikke bruge dennem til Eders egne syge.
Men saa længe, I gode Kristne, som I se disse Altere staa, førend de nedbrydes og der sættes levende Folk i de Steder igen, da skal I tænke paa den store Vildfarelse, vi havde været udi under Paver og Munke, og love og takke Gud, som os haver friet derfra, at vi vide nu bedre udi denne klare Evangelii lyse Dag.
Det Alter nu næst Prædikestolen kan heden tages og sættes en Stol dér igen til alle dennem her udi Sognen, som Gud haver lagt sin Haand paa, at de er tykhøre, at de kan staa næst Prædikestolen og des bedre høre Guds salige Ord.
Ligger her noget Gods til disse øde Altere, da bliver det alligevel til Kirken og hendes Behov, at de afbrydes og tages heden; besynderlig de, som staa nedre iblandt Stolene eller i Vejen mellem Folket og Højalteret.
Højalteret kan staa med sine rene Klæder paa, som hver vil jo have en ren Dug paa sit eget Bord, som før er sagt; og der maa tændes to Lys paa Alteret, ikke tiere end der gaar nogen af Eder til Sakramentet, som skulde jo ske hver Søndag og hellig Dag i saadan Forsamling; Gud skulde andet forbyde! Disse tvende Lys haver noget at mærke; ellers maatte de ikke brænde, fordi her gaar saa dejligt et lys over vort Hoved, den klare Sol, at vi kan endogsaa se at træde Naale herinde, om behov gøres, at vi tør ikke bespotte Gud med Lysetænden, uden de haver noget at mærke: Det første Lys paa Alteret brænder Jesu Kristi Legeme til Hæder og Ære; det andet brænder hans velsignede Blod til Hæder og Ære, og allermest derfor, at vore Hjærter bliver oplyste og vi faa en sand Vidskab og Vidnesbyrd paa vore Synders forladelse, saa tidt og ofte som vi gaar til og lader os berette. Det Lys, er udi Skriften, mærker Oplyselse, som Kirstus siger selv: »Jeg er Verdens Lys«. Ellers maa der ingen Lys brænde her udi Kirken uden de tvende, som tændes for Brud og Brudgom paa deres Blussestager, naar de kommer til Kirke. Hvad de mærker, vil jeg herefter give tilkende.
Saa haver I nu disse trende Ting her inden Døre, Prædikestol, Font og Alter, som Kirkeværgerne bør at holde ved Magt, at I altid kan retteligen bruge dem, Eder og Eders Børn til Salighed.
Derfor bør I at have denne Sted og Kirke kærest over alle andre Steder i Verden, dette Hus kærest over alle andre Huse i Verden, fordi at det er Guds Hus og, som vor Herre Jesus Kristus siger, »min Faders Hus«. Alle andre kostelige Huse, Slotte og Herregaarde, Københavns Slot, Kalundborg Slot, kostelige Bygninger i Købstæder og paa Landsbyer, lader Gud være Menneskens Huse, men din Sognekirke er Guds Hus. Ja, ingen Domkirke eller Kloster, som endnu ugudeligen bruges udi, maa kaldes Guds Hus, men Djævelens Røverkuler, de som ikke er Sognekirker.
Her maa Du sige: »Alt haver de Prædikestole, Fonter og Altere«. Nej, mine Venner! Font var der ikke udi dennem; vor Herre Jesus Kristus vilde have sit højværdige Daabens Sakramente saa forhaanet, at det skulde bruges udi de Mordergrave eller Røverkuler, fordi de lod ikke deres Horebørn komme til Kristendom, men de myrdede dennem - som Sankt Gregorii Fiskepark bar Vidne om de sextusinde Børnepander, de fandt derudi, dér de den ryddede etc. Ikke havde de heller ret Altere, men mange Kahytter og Kramboder til deres løgnagtige Sjælemesser og Helgeners falske Dyrkelser. Derfor lader vi dennem fare og blive ved vor Sognekirke udi Jesu Navn, thi den er Guds Hus. Thi Gud lader sig der inde høre ved sit salige Ord, ikke aleneste det, som Du kan leve med din Næste ved her paa Jorden, men ogsaa det, som Du kan leve ved i Himmeriges Rige til evige Tid; om Du ikke selv vil forkaste det, da faar Du det at høre her inden disse Døre.
Endogsaa derfor bør Eder at have denne Sted kærest, at I skal længst blive her paa det sidste. Naar Du længst krattet, revet og skrabet tilsammel med Ret og Uret fra din fattige Næste og ment, at Du haver ret bedst fat, som den rige Mand, saa skal de bære dig hid til denne Kirkegaard. Vore Forældre er bort baarne, vi maa heden efter dem. Dagen er aldrig saa lang, at Aftenen jo kommer paa; hvad vi have levet er vi visse paa, hvad tilbagestaar er vi ikke visse paa et Øjeblik.
Se til vore Forældre! Som levede i tyve, somme i fyrretyve, somme i hundred Aar udi det længste her paa Jorden. De have allerede ligget og sovet bort i Kirkegaarden i tusind, fem, fire, tre, to, eet hundred Aar, somme længer og somme stækkere; did skal vi da paa det sidste. Hvad er den Tid, fra vi er fødte til Verden af vor Moders Liv, og indtil de lægge os ind i Kirkegaarden, fremfor den Tid vi skal lægge her hen og sove til Dommedag, om Gud vil lade sin Dom blive noget langt borte.
Dette skal I gaa og tænke paa her paa Kirkegaarden, i den Sted som I plejer at gaa og holde Faddersnak og Skvalder med hverandre og gør saa dette Hus til et Møllerhus, et Skvalderhus; det kommer Djævelen af sted, og han taler af de ugudeliges Hals, som saa skændelig vanbruge denne Sted inden og uden, som er dog Guds Ords Nærværelse, som Gud sagde til Moses af Busken. Ja, vor Herre Kristus maatte ikke lide, at én bar en Spand Vand igennem Templet eller den Sted, han stod og prædikede paa; vil I snakke eller tale noget, da tager hverandre ved Ærmet og gaar uden Kirkegaarden; dér have I en hel Mark at snakke og tale udi, at I ikke vanbruge denne Sted, uden hvad I tale paa Eders Sognestævne til gode, det maa Eder vel tilstedes.
Saa tænker nu til at have denne Sted kærest, efterdi at det er Guds eget Hus, og at I skal længe blive her, før om gaar , og at Du gærne søger til din Sognekirke og est den første og ikke den sidste; at din Sognepræst og den gode Almue skal ikke alle staa og bie efter dig, før Du faar stadset frem til Kirke om Dagen. Det er en stor Skam, at Eders Sognepræst skal bie efter Eder, og I ikke efter hannem, naar det har ringet sammen. Dertor skal Brude, Børn og Kvinder, som vil gaa i Kirke, være betiden til Stede, at de er her, naar det ringer sammen, paa det at den hele Almue ikke skal staa og bie og forsømme sin Tid for deres Skyld.
Søg gærne til dit Sognekirkehus, om Du vil faa Gud at se i Himmeriges Hus, fordi dersom Du ikke vil høre hannem her, Du faar hannem dér aldrig at se; ja, lader Du din Stol staa tidt tom inden disse Døre, unødt og utvungen til at være her borte, Gud vil lade tømme dit Hus, at Du skal ikke faa saa meget Brød, som Du kan stoppe udi din Mund, fordi at ligesom Du est imod hannem og hans hellige Ord, saadan vil han ogsaa være imod dig igen, det tør Du intet tvivle paa. Læg ikkun ellers Regnskab over med dig selv inden Aar og Dag, saa faar Du det at befinde.
Du haver en dødelig Herremand til Husbond, som Du tjener og giver dit Landgilde; den bør Du at være hørig og lydig efter det fjerde Bud, saa fremt som Gud vil ikke straffe dig paa Liv og Sjæl. Sender han Bud efter dig med sin Tjener og Svend een Gang, anden Gang og tredje Gang, at Du skal komme til hannem, og Du sidder og fortrykker dig at ret Fortrædenhed og Ulydelse og skøtter intet efter din Husbond, hvad gælder, at han lader dig straffe ved Øxen og Daler? Og dersom Du gør hannem meget Fortræd, han tør sætte dig af dit Gods eller tør lade dit Liv tage at dig.
End siden en Herremand over alle Herremænd, der hedder vor Herre Jesus Kristus; han lader sin Klokke lyde her for dine øren, han raaber til dig og siger: »Kommer til mig, kommer til mig, alle I som er besværede med Synd eller Sorrig, jeg vil vederkvæge Eder!«, og han haver jo givet dig dine fem Sind, at Du est ikke forbistret eller galen og løber (om udi) Skov og Mose, at Du ej kan høre og vide hans Vilje. Dersom Du sidder hans Bud overhørig een Gang, anden Gang, tredje Gang og intet skatter om din Sognekirke, men foragter hans salige Ord, saamænd, vil han ikke lade dig straffe ved Øxen og Daler! Han haver vel et Ris at slaa dig med; han haver Pokker, Pestilense, Koldesyge, Hedesyge og anden Plage at slaa dig med. Ja, gør Du hannem meget at det, han haver vel en levende Djævel at slaa dig med i din Krop, tør lade dig sætte fra Himmeriges Gods og slaa din Hals sønder neder i Helvedes Afgrund. Og vil Du ikke gerne komme hid ind, naar Du hører Klokken gaa, Du ser din Nabo og Genbo komme hid, Du (ved), din Sognepræst kommer, og at det salige Ord skal her prædikes, men Du sidder og fortrykker dig hjemme, alligevel at Du haver ingen nødagtig Aarsag til at blive her borte, Gud tør lade bryde din Hals i sønder og bære dig hid til din Kirkegaard uden din kraaden Tak, end langt førend Du vilde komme hid i saadan Maade. Thi det er jo langt bedre, at Du laa her nedre i din Kirkegaard længe siden, end andre skulde altid støde dennem paa dig og tage ondt Eftersyn at dig.
Men bliver Du nogen Tid aabenbarlig nødt til at blive her borte om Søndage og andre hellige Dage enten udi Herskabs Forfald eller og paa din Sygeseng eller og i din Barselseng, det Du kunde ikke komme hid, da maa Du sige: »Herre Gud naade mig arme Menneske, at jeg maa ikke komme til min Sognekirke i Dag! Vor Herre Jesus Kristus rette mig det op igen paa en anden Tid, saa sandt som jeg vilde jo hellere dér være end her; det kende Gud, som alle Hjærter ser«. Saa langt skal det være fra, at Du skal faa dig nogen unødig Aarsag at blive her borte, naar Tid er paa, at Du skal være udi din Sogne- kirke.
Og den kristne Adel skal her vare paa, at de ikke at let Aarsag forhindrer deres fattige Undersaatter om Søndage og andre hellige Dage fra det hellige Evangelium og deres Sjæls Salighed; enddog at Adelen haver vel ofte nødagtige Sager til at bruge ogsaa hellige Dage, besynderlig udi Fejdetid, ydermere end den menige Mand; dog bør dem at skaane ulærde Folk det allermeste dem muligt er - som Herskab bør jo at give sine Undersaatter et godt Eftersyn ogsaa udi den gode Maade, at de burde selv at søge deres Kirke, end siden ikke forhindre de arme Bønder fra deres Sognekirke med Helligdagsægt, Jagt eller anden Syssel, uden de var aabenbarlige nødt og tvungne dertil og kunde ikke andet være. Ellers Gud vil forbande og fordømme Herskab, dersom de er uden skel- lig Aarsag hans hellige Ord til Afdragt og fattige Folk til Forhindring paa deres Sjæls Saligheds Lærdom.
Saa bør Eder nu at tage Eders Tid vare, som I leve her paa Jorden, og tænker, at vor Herre Jesus græd over Jerusalems By, fordi de vilde ikke tage deres Tid vare, og sagde dem, hvorledes det vilde gaa med dem - som det ogsaa gik med dem fyrretyve Aar derefter, at der flød Mandeblod ud at alle Porte i Jerusalem, og den ene Sten blev ikke liggende paa den anden udi den hele Stad, aleneste fordi de vilde ikke tage deres Tid vare, paa hvil- ken han besøgte dem; og andre desimellem kom til han- nem af lange Veje og var hos hannem paa tredje Dag og hørte hannem, saa at han maatte end spise dem, førend de for hjem hver til sit, paa det at de skulde ikke sulte paa Vejen. Nu sidder Du her i Sognen og hos Kirken og haver ikkun en dejlig spadserevej til din Sognekirke og ved, at Du faar det samme at høre, som Kristus lærte selv, og alligevel vil ikke tage din Tid vare eller gaa saa langt efter Guds Ord og din Saligheds Lærdom. Sker dig ikke Ret, om Gud straffer dig? Sker dig ikke Ret, om Du bliver en Stakkarl og Stymper? Ja, sker dig ikke Ret, om Du sulter ihjel til Liv og Sjæl?
Mange mener, at kunde de ikkun faa deres Næring og Bjæring, deres Hylde og Fylde her paa Jorden, kunde komme op over deres Jævnkristne, dér ligger mer Magt paa; det er en føje og ringe Ting, om deres Salighed, det er snart endt. Ja, min Ven, gak ikkun hen udi 8 eller 14 Dage og æd intet og drik intet og se, hvor godt det vil gøre dit Legeme; saa kan Du og vide, hvor godt det vil gøre din Sjæl, naar Du est længe tilsammen fra Guds Ord og ikke vil tage din Tid vare.
Fire Tider bør os at vare paa: Den første er Naadens Tid eller vor Livs Tid, den anden vor Døds Tid, den tredje vor Doms eller Regnskabs Tid og den fjerde er Glædens eller Pinens Tid. De fire haver vi at mærke og vare paa, som os ligger Magt paa.
Den første Tid er al den Stund, vi kan gaa og staa her paa Jorden og søge til Kirke, indfil vi kommer paa vor Sygeseng.
Den anden Tid er enten paa vor Sygeseng eller udi vor Livs Nød, indtil vi dør fra denne Verden.
Den tredje Tid er, naar vort Legeme og Sjæl er ad- skilte og vi skal heden for Dommen og gøre Regnskab. Det er godt at være Foged, plejer man at sige, skulde inan ikke gøre Regnskab - som I hører en Tid om Aaret om den Husbond, som gjorde Regnskab med sine Svende.
Den fjerde Tid er den evige Tid, enten udi Glæde udi Himmeriges Rige eller udi Pinen udi Helvedes Afgrund, efter som vi haver tiltjent med vor Tro eller Vantro.
Saadanne fire Tider bør os at give ret vel Agt paa, og derfor over alt vare paa den første Tid, som vi er nu udi, at vi kunde nu høste ind det, som vi kunde udi Fremtiden trøste og husvale os med og vor fattige Sjæl.
Thi det er ikke for denne Tid aleneste at gøre, men der vil visseligen - saa sandt som vi sidde her til Hobe; Gud holde sin Fred over os! - komme den anden Tid, at haver Du flitteligen hørt Guds Ord i denne Tid, da vel dig! Men haver Du foragtet og forsmaaet det, da skal Du se, hvor den lede Djævel skal komme om Borde med dit Hjærte og komme dig til at falde udi Mishaab med Liv og Sjæl, som man slukker et Lys ud.
Da faar Du at se, om Guds Ord haver smagt dig vel eller ilde udi dit levende Live. Det finge vi at vide udenfor København i Aar paa Kyndelmisse Aften eller den Dag næst for Kyndelmisse Aften om vore fattige Naboer og Genboer, noget nær ved firsindstyve fattige Fiskere, som stod ude paa Isen imellem Skibene og Saltholm og stangede Aal udi deres retfangne Arbejde og Bjæring og vidste dennem ingen Livsfare udi al Verden, førend det ganske Stykke Is, som de stod paa, brast neder paa alle Sider omkring dennem og de kom udi Havet til deres Bæltested og flod saa hen ud ad Havet paa Isen tilsammen, indtil at de blev adskilte, somme til dette Liv og somme til det evige Liv, fordi at somme blev reddet og kom op til Amager, somme til Saltholm, og somme flød end hen paa Isangel omkring Malmø, heden imod Falsterbo og kom ind til Malmø igen, og Vandet blev tørket af dem, saa at de blev end ved Livet og kom hjem igen. Men otte eller ni og tyve fattige Fiskere de druknede og døde udi det Vand; deres fattige Hustruer og Børn lever efter paa denne Dag udi København.
Den Tid de var saa tilsammen og fløde hen paa Isen, da maatte man høre - som de sagde for os, der hjemkom - hvilke der havde hørt Guds hellige Ord flittelig udi København - som vi maa vel give Københavns Indbyggere det Ord, at de høre saa gærne Guds Ord, som de gør udi nogen By udi Danmarks Rige, hver Købstad ufortalt, hvilket jeg skriver og andre til et godt Exempel og Eftersyn.
Der var en iblandt de fattige Fiskere ved Navn Hans Bentsøn, født udi Odense, min gamle Discipel med salig Ihukommelse, han og nogen andre raabte til deres Staldbrødre og sagde: »Kære Brødre og gode Naboer, lader os ikke falde udi Mishaab, fordi vi skal dø udi dette Vand! Lader os nu se, om vi haver nogen Tid hørt Guds Ord udi vor Livstid! Det vil nu gælde, vi ser den visse Død for vore øjne; her maa vi blive, det maa ikke andet være!« Og begyndte at synge den Sang, som vi nu sang før Prædiken, »Nu bede vi den hellig Aand«. Det var af Hjærtet, de sang. Dér denne var ude, da sang de denne Sang over deres egen Død, som vi synge over Lig, naar vi det jorde: »Med Glæde og Fred far vi nu hen etc.«. Der var fuld liden Glæde paa Færde med dem, hvo der vilde skaade dette Kød og Blod, og hvo der havde set, hvor de for heden, men den Glæde var udi deres Hjærter, at de havde flittigen hørt Guds Ord udi deres Velmagt. Derfor kunde de nu sætte Tro dertil og trøste dem dermed og vidste vel, at deres Sjæl skulde ikke fordømmes, alligevel at deres Legeme skulde ligge og kastes og sænkes udi det Vand til Dommedag. Derfor var de saa frimodige og falder dybere ned paa Isen paa deres Knæ, op indtil Armhullerne udi Vandet, og bad Gud, at han vilde tage dem bort udi god Tid, og sagde til hverandre: »Kære Brødre og gode Naboer! Hvilke Gud vil endnu spare, at I kunde komme hjem igen fra denne Havsnød, siger vore fattige Hustruer og Børn gode Natter og ser dennem til gode for Guds Skyld, men vi maa ikke mere komme hjem til dem her udi Verden«. Saa sagde de hverandre gode Natter og fulde saa fra hverandre paa Stykker Is og sank derhen udi Guds Vold og Naade. Og er ikke endnu funden flere end to oppe til denne Side, dér jeg véd af at sige.
Mine kære Venner! De ginge hver om Morgenen udi deres rette Embede og Bjæring, til deres rette Arbejde og Næring, og agtede dem hjem igen om Aftenen til deres Hustruer og Børn med Guds Gaver, mig og andre Bymænd, Københavns Borgere, til gode og Gavn, som de plejede at sælge os paa Torvet, hvad Gud undte dem. Dér maatte de blive og dø, de gode Martyrer for Gud, i deres retfangen Arbejde og Bjæring, som de var tilkaldede af Gud. Vor Herre Jesus give dem, og os med alle Kristne, en glædelig Opstandelse til Hobe paa Dommedag! Amen!
Naar vi kommer udi saadan Livs og Sjæls Faré til Land og Vand, var det ikke uden paa vor Sygeseng, da faa vi at se, om Guds Ord haver smaget os vel udi vort levendes Liv. Derfor er det ikke for denne Tid at gøre, men for den Tid her kommer efter, udi hvilken vi skal tære ud til vor Sjæls Trøst og Husvalelse det, som vi nu høste ind; ser derfor til, hvorlunde I høste ind i denne Tid!
Ja, hvad vil vi sige om vor Døds Tid? Der kommer siden vor Doms Tid, da vil det nappe og gælde for Alvor, naar Regnskab skal gøres. Gud vil ikke høre Regnskab med dig for mange Øxen eller Daler, Du haver haft her udi Verden, hvor rig eller fattig Du haver været, men hvor rigelig Du haver hørt Guds salige Ord, annammet hans Sakramenter med andre hans gode Gaver, hvorledes Du haver bevist din Tro til Guds Ord imod din fattige Næste; derom vil Regnskab gøres.
Ja, Gud kan og vil give os alle de Synder til, som vi gør imod hannem og vor Næste her paa Jorden af Legemets Skrøbelighed, om vi dennem fortryde, om vi vil rette og bedre os og bede om Naade og Syndernes Forladelse i Jesu Navn; men denne ene Synd, om vi foragter hans salige Ord, ikke sætter Tro dertil og dø derhen udi, kan han ikke lide; derfor vil han evig forbande og fordømme os med Djævelen udi Helvedes Afgrund, saa at en Guds Ords Foragter, som ikke vil nu udi denne Tid annamme Jesum Kristum for en Saliggører, som han males for i vort Credo, han skal paa Dommedag annamme hannem for en stræng Dommer, som han males bag i vort Credo, og faa denne grumme Dom at høre af den sande vor Herre Jesu Kristo, som han her og nu udi denne Tid saa haardelig foragter; saa vil vor Herre Jesus tale til hannem og sige:
»Du arme Ormekrop, Du arme formaledidede [forbandede; fordansket latin] Synder! Jeg gav dig Sognepræst og Sognedegn, jeg gav dig Prædikestol, Font og Alter, jeg strækkede mine Hænder ud paa Korsens Galge for dig, jeg gav mig i Døden for dig, jeg gav dig din Fornuft og fem Sind, at Du varst jo ikke forbistret eller galen, jeg gav dig øren at høre med, Du maatte jo have hørt dig om; men Du skammelige og skændelige foragtet mine salige Ord, kom ikke til din Sognekirke, lod din Stol staa tom tidt og ofte, andre til et ondt Exempel og Eftersyn og dig selv til Fordømmelse! Tørst Du tro, Du arme Krop, at jeg kan ikke nu saa vel foragte dig for min himmelske Fader og for hans hellige Engle, som Du foragtede og forhaanede mig nedre paa. Jorden? Mindes Du dig ikke en Tid at have hørt, hvad jeg sagde om dig og dine Lige, dér jeg var selv personlig i Verden med det Kød og Blod, som jeg annammede af min kære Moder, Jomfru Maria? Da sagde jeg saa, at hvo som mig ikke vil bekende her paa Jorden for Menneskene, jeg skal ikke bekende hannem for min himmelske Fader og for alle hans Engle; ja, hvo mig gør til Skamme her paa Jorden, jeg skal gøre hannem til Skamme igen for min Fader og for alle hans Engle. Du est visselig een af dem; derfor haver jeg nu intet med dig at gøre. Far bort for alle Djævlene, og vær med dennem til evig Tid udi Helvede, fraskilt fra min Fader, fra min Faders Ansigt; hans Vredes Ansigt skal Du faa at se til evig Tid! Gaa bort fra mig, I formaledidede, til den Ild, som Eder er beredt med Djævelen og hans Engle og hans Selskab!«
Det vil ikke klinge vel for dine Øren, om Du haver foragtet Guds Ord og forsømmet din Saligheds Tid. Der vil gøres et skarpt Regnskab; det vil ikke gaa saa slet til, som Du kan sidde og spotte Guds Ord, naar Du faar en Kande Øl i dit Hoved paa dig: »Ja, Djævelen er ikke saa grum, som de male den af for os; Helvedes Ild er ikke saa hed, som de prædike for os. De sige, at der er ingen Bund udi Helvede; kunde vi ikke løbe neden ud igen?« Far heden og forfar det., Du Foragtere! Du fanger vel en Tidende deraf. Du skal vaage om en kold Drøm, uden vor Herre Jesus Kristus lyver. Men han kan ikke lyve, for han er Sandhed. Derfor maa Du vare til dig; saa snart i Dag som i Morgen; det gælder dig siden enten
Himmeriges Rige i Glæde eller Helvedes Afgrund udi Pinen. Du maa her skikke til, hvilken Du vil, naar din Sognepræst, Provsten og jeg haver sagt dig det; saa bliver vi fri paa Dommedag med en god Samvittighed. Selv skal Du da bære din Sæk til Mølle; Du kan jo ikke skyde paa, at det er dig ej sagt tilforn, dersom Du ellers havde villet sætte Tro til Guds Ord.
Derfor, kær Bømlille, er det høje Tid, at I søge altid til Eders Sognekirke for saadanne Tiders Skyld, som her vil efterkomme, at I maatte blive bestandig paa hin Dag, dér alle Hjærter skal oplukkes.
Og som I selv søge gærne hid ind til Kirke, saa tager og Eders unge Folk og Børn med Eder allesammen saa mange, som nødagtige ikke skal være hjemme og vare paa Hus og Ild; de andre skal være i Kirken. Der ligger ogsaa stor Magt paa, naar I vil tænke Eder ret om.
Her er tre Kirker her inden denne Dør. Tre Kirker, mærker ikkun vel!
Her er først den gamle Kirke. Det er alle de, som er gift eller haver været gift.
Dernæst den unge Kirke. Det er alle de, som ikke er gift og aldrig haver været gift.
Den tredje Kirke er den, som staar her opbygget med Kalk og Sten, som I to Kirker søger ind udi til Hobe at høre Guds Ord.
For Kirke, det mærker af det græske Sprog saa meget som: en Forsamling, eller kristne Menneskers Samfund; som I lærer udi vort Gredo. Kommer I nu gærne her ind ad, den gamle Kirke, saa tager den unge Kirke ind med Eder, at de maatte end vænnes til at sidde herinde og høre Guds Ord, naar Eders Hoved ligger og sover her udi denne Kirkegaard. Det skal tidigen krøge, som en god Krog skal vorde; de unge skal man lære, og de gamle skal man ære.
Derfor er det en mærkelig god Sædvane, at Folk tager ogsaa deres smaa Børn med dem udi Skød til Kirke, at de kan betiden vænnes til Gudfrygtighed. Det skal tide- lige kræge, en god Krog skal vorde. En Dannekvinde kan jo vige lidet ud paa Kirkegulvet med sit Barn, naar det vil ikke tie, indtil saa længe det søfter eller tier igen - som gode Kristne gør jo alle Steder, som Guds sande og klare Evangelium prædikes.
Det er ikke Skam, at I tager smaa Børn med Eder til Kirke, de som endnu kan hverken gaa eller tale; men det er vor Herres Jesu Kristi Befaling, dér han siger: »Lader smaa Bærn komme til mig, og forbyder dem det ikke, thi Himmeriges Rige hører dem til«, som han vilde saa sige: »Forbyder I dennem det, jeg skal forbyde Eder Himmeriges Rige«. Ja, »det var bedre (siger han), at der var en Møllesten bunden om din Hals, og Du varst nedersunkét i det dybe Hav, end at Du skulde forhindre og forarge et af mine smaa Børn«. Ve vorde dem udi Verden, som det gær, enddog der skal være saadanne til etc.
I vide vel, hvad Ulempe det haver med sig, naar de unge Bondefolk, det unge Blod, maa ligge hjemme tilsammen, den Stund at Fader og Moder eller Husbond og Hustru er udi Kirken. Der fødes Horeri udaf; der fødes Tyveri udaf og anden Udyd, saa I komme til Skam og Skade for Eders Børn og.Tyende, før I dør af Verden.
Du tørst ikke gaa heden og to dine Hænder, som Pilatus gjorde, og lade som Du est uskyldig, og som det kom dig intet ved, naar dine Tyende belokkes og beligges udi dit Hus, naar Du skal staa til Rette derfor; Bonden er Boets Værge. Det skal en Tid udkræves af dig igen, om det sker for din Forsømmelses Skyld, at Du ikke holder dem til Gudfrygtighed med dig, saa mange Bom dit Brød æder eller under dit Tag beskyttede eller beskærmede er.
Ja, forhindrer Du deres Salighed, da skal Du dybere neder i Helvede end dennem, at de skal ligge og raabe paa dig til evig Tid og sige:
»O, hvilken Fader og Moder haver Du været os, og hvilken Husbond og Hustru haver Du været os! Du haver været os en Djævel og ikke en Husbonde eller Hustru; Du vidste bedre end vi arme, enfoldige Tyende vidste! Du holdt os intet til Kirke med dig; Du lodst os raade selv, passede ikke mere paa os end paa dine Køer, Svin, Hunde udi. din Gaard! Forbandet være Du med os til evig Tid, for Du haver saa skammelig forsømmet os og forhindret os vor Salighed for!«
Ja, her paa Jorden endogsaa skal de klage paa dig, naar de bliver Galgebørn eller Sværdebørn for din Forsømmelses Skyld, som jeg hørte paa Vittenbergs Torv en Kvindes Klagemaal, som havde forkommet sit eget Barn. Ilde kom hun ad det, og ilde skilte hun sig ved det igen; hun fødte det i Løndom og brød Halsen i Bønder og kastede. det udi Graven dér for Byen og mente, at ingen skulde faa det at vide. Men Hor og Mord kan ikke dølges, i hvor længe det skjules; tre Studentere de fandt det myrdede Barn, saa blev der omsøgt, og de fandt paa den ret skyldige. Da skulde hun have været brændt, det var nu hendes Ret, men blev benaadet og bedet til et Sværd, som deres Sædvane er deroppe at halshugge Kvinderne saa vel som Karle. Der stod hun paa Torvet og skulde sætte sig neder for Bøddelens Sværd udi et Læs Sand, som var aget dertil eiter deres Sædvane; da maatte man høre, hvor hun gav jammerlig Klage paa sin Husbond og Hustru, som hun den Tid havde tjent og udi hvis Brød hun blev greben udi. Vi stod der omkring, noget nær ved tre tusind Studentere foruden Borgere og Borgersker, unge og gamle, saa langt som hendes Røst kunde høres; da sagde hun disse Ord: »Jeg tjente her udi Byen udi to samfulde Aar. Den Dannemand og den Dannekvinde -nævnte hun dem ved deres Navn - de nødte og tvingede mig til at gaa til Kirke at høre Guds Ord hveranden Dag - som er dagligen Prædiken, og er ogsaa storligen behov i saadanne Købstæder. Da kunde jeg mine Budord, Troen og Fadervor; da gik jeg gærne til Sakramentet og lod mig berette - sagde hun - da kom jeg i ingen onde Veje, lod mig ikke belokke eller beligge; men straks jeg slap den Tjeneste og kom her ud for Porten, udi Forstaden, at tjene udi Krohuset, da skøttede hverken min Husbond eller min Hustru om mig, hvad heller jeg gik til Kirke eller blev hjemme. Tidt vilde jeg end gaa, som jeg var til vant; da finge de mig andet at gøre og forhindrede mig derfra, saa at jeg blev nu plat udaf med vor Herre Jesus, glemte nu mine Budord, Troen og Fadervor at læse og bede Morgen og Aften, gik ikke nu længer til Sakramentet og kom saa udi onde Veje med unge Karle, som jeg tappede øl for om Natten. Saa kom jeg til denne skændelige Gerning, at jeg myrdede mit eget Barn og derfor skal lide denne skammelige Død her i Dag under Bøddelens Hænder og Sværd«.
Og hun stod og lærte de unge Tyende, at dersom de tjente saadanne ugudelige Kroppe, at de farer fra dennem med det første, at de ikke ogsaa skulde komme i onde Veje. Det var en god Formaning, fordi at hvilke fattige Tyende, som tjene saadanne Folk, de maatte saa gærne tjene en Djævel udaf Helvede; da vidste de, hvad de havde for Herskab, thi ligesom den gamle Gaas kægger for, saa kægger alle de unge efter, og saadan som Herren er, saadanne blive ogsaa Svendene.
Hvad mener Du det vil være, naar alle Hjærter oplukkes og alle Engle og hellige staa der hos og høre derpaa, at dine egne Børn og Tyende skal staa og forbande dig neder udi Helvedes Afgrund for din skammelige og skændelige Forsømmelse, at de for din Skyld er komne udi Livs og Sjæls Fare. Derfor er det Tid paa, at I holder Eders unge Folk hid ind til Kirke med Eder, hver Dannemand med sine Pebersvende unge Karle og Drenge, at være her inden Døren med hannem, som en Ridder haver sine Svende hos sig. Og hver Dannekvinde med sine Døtre og Piger her inde! Det tækkes Gud, som vil have Lov og Pris ogsaa af de diendes og smaa umyndige Børns Munde.
Dersom I have ogsaa nogen ugudelige Tjenestetyende, som ikke vil være udi Kirken med Eder udi rette Tid, slaar dennem med Bagdøren, naar deres Stævnedag er kommen; I faar vel gudfrygtige Drenge og Piger, at I tør ikke føde ugudelige Kroppe op udi Eders Huse og for deres Skyld blive fordømte, idet at I se igennem Fingre og samtykke deres Ondskab med dennem.
Her var vel en stærk Formaning behov; først til Adelen, at de vil gærne søge til deres Sognekirke, Gud til Lov og andre til et godt Eftersyn, og ikke saa ligge hjemme paa deres Herregaarde, naar andre Kristne søge til Kirke - som de ved jo vel, at ikke aleneste Almuesfolk søgte af lang Vej til Kristum og blev saa længe hos hannem, at han maatte end spise dennem ogsaa legemlig, at de skulde ikke sulte paa Hjemvejen; men ogsaa Adelsfolk, Regulus Centurio, Jairus og andre flere, søgte til hannem om Hjælp og Trøst, og ingen ginge trøstesløse fra hannem, saa prædikes jo endnu det samme Evangelium, som vor Herre Jesus selv lærte - at de derfor ikke fortryde at age eller gaa over en Bymark til deres Sognekirke, den Stund Gud vil unde dennem deres Helbred, endogsaa derfor, at de ikke komme udi Mistanke hos den menige Mand, ligesom de skulde lade sige nogen papiske eller Munkemesse for dennem hjemme paa deres Gaarde, som hine ugudelige Adel pleje at gøre, Gud til Spot og deres Konge og Herre og andre Kristne til Trods, indtil Gud besøger dennem med Vrede, Straf og Pine.
Dernæst var her ogsaa vel en stærk Formaning behov til Borgemester og Raad udi Købstæder, at de holdt Svingler omkring deres Byer - som de gør udi min Fødeby, Ribe - og slaa dem til om Søndage og hellige Dage under Prædiken og Gudstjeneste, at der kom ingen Vogne udi Byen paa de Dage, uden Nød tvingede dem jo des større, at de kunde lades ind ad Porten - som de ogsaa holde deres Porte lukte udi Vittenberg og andre Steder om Søndagen og højtidelige Dage før Middag, og er ikkun en Dør aaben paa Porten til at gaa ind og ud af, hvilket er jo en herlig Sædvane, hvor som det kunde ske, at forbyde dermed Helligdagsægt og anden Ulempe, som plejer at ske til Guds store Fortørnelse imod hans tredje Budord.
Dertilmed ogsaa, at alle Vinkældere og ølkældere kunde tillukkes hver Søndag og højtidelig Dag til Middag, uden hvis man vil hente Vin eller øl til noget sygt Menneske, at Døren kunde da straks lukkes til igen, og at Bysvendene maatte vare paa saa lang Tid allevegne udi Byen, som de gør nu flittelig udi København, at ingen Dranker, ingen Slemmer og Demmer skal sætte dem til Brændevin eller anden Drik udi den Tid, som Prædiken og Messen sker udi Kirken. Ellers faar de alle sammen at drikke Helvedes Ild udi deres Hals, som Djævelen skal skænke udi for dennem til evig Tid, saa vel for dennem her ser igennem Fingre og saadant tilsteder, som for dennem der sælge og drikke Brændevin til Guds og Menneskers overmaade store Fortørnelse.
Maatte den arme Mand stenes ihjel under Loven, (som) sankede sig ikkun noget tørt Tros eller Spaaner, imellem Gudstjeneste holdtes i Tabernaklet, hvor monn' det ville gaa hine Vinslugere og Slemmere, som sætter dem til Brændevin, naar gode Kristne søge til Kirken, til Prædiken, til Sakramenterne?
Men efterdi at min Visitation og Arbejde falder mer herudi hos Bønderfolk, vil jeg lade førberørte to Formaninger fare, forhaabendes, at baade Adelen, Borge-mestre og Raadmænd, som andre hver udi sin Bestilling og Befaling, at de ære Gud og give deres fattige Undersaatter og Medborgere gode Exempler og Eftersyn og flitteligen overveje, hvis Fortørnelse eller Forargelse de formærke, som Gud og Mennesker kan ske af dem, som de have at regere og raade udover.
Eder formaner jeg, I gode Kristne, at hvilken som hertil haver end været forsømmelig og forsoren vor Herre med Sankt Peder, og foragtet hans salige Ord, ej heller haver holdt sine Børn og Tyende til Kirke og Guds Ord, da fortryde sig det og begræde sine Synder med Sankt Peder og rette og bedre sig, at hannem ikke hastelig og uforseendes over falder den Straf og Pine, som skrevet staar.
Hvad skal I nu gøre, Børnlille, naar I kommer inden disse Døre, at I er her ikke til forgæves og gaa lige gode her ud, som I kom her ind, som man slaar Vand paa en Gaas, og det løber af igen? Saa er der ingen Skilsmisse imellem Eder og disse Stene og Stokke, naar I vide ikke, hvad I skal gøre herinde.
Jeg tror ingen at være saa grove eller saa uforstandige udaf Eder, at han vider ej, hvad han vil gøre hos sin Nabo og Genbo til Bryllup og Barselgilde og Gæstebud. I vide jo da at sætte Eder til Bords tilsammen og først bede et Fadervor, at I løbe ikke udi Mad som Svin og Køer (med Orlov sagt). Gør Du det, da maa vel ske, at Gud vil gøré din Arm saa lam, at Du skal ikke kunne bøje den til din Mund, eller og drage din Mad fra efterhaanden, at Du skal ikke faa saa meget med Tiden, som Du kan stoppe i din Mund. Han vil, at Du skal bede hannem om dit daglige Brød og takke hannem derfor.
Dernæst æde I og drikke med hverandre og sidde tilsammen og taler god Snak om Gud og det, som godt er, om Ægteskabs Handel, giver hverandre Eders Børn og Døtre til Ægte, lærer og underviser hverandre, de gamle de unge at pløje, saa, høste, at sætte Bo, med andre nyttige Snak og Tale, for hvis alt saadant Samkvem er skikket. Ja, somme give ogsaa til Kende, at de er gladhjærtige og sidde og sjunge eller kvæde en dejlig Vise,giver en Vise for i Dansen, drikke hverandre til med et ærinde af en Vise, som vi maa, dersom vi ellers kan fare ve1 dermed. Djævelen skikker os saa mange onde Stunder til; vi maa vel stjæle os en glad Stund til og drikke en Skaal øl med hverandre, endogsaa over vor Tørst, om vi ellers ikke slemme og demme eller fortale hverandre eller bruge nogen anden Ugudelighed med løsagtige Noder, Boleviser eller ugudelig Gildminde og Helgens Paakald og anden Ubelejlighed, som Djævelen kommer af Sted mange Steder - som Tidende gaar om en Udø, hvor de skulde sjunget i deres Gilde: »Hjælp os nu det hellige Kors - og saa den blakkede Hors - og den Aaleglib, som Gilden gjorde rig - kyrielejs« Hvoraf vi kan tage og føle paa, hvad Blindhed og Vildfarelse vi have været Udi under Paven og Munke.
I maa ingen anden Gildminde sjunge udi Eders Gildehuse, end som I sjunge udi Eders Sognekirke! Ikke maa I heller bruge Lys der inde om Dagen for dem, som afdøde er, efterdi at de er ikke udi nogen løgnagtig Skærsilds Pine, men enten udi det evige Pine eller udi det evige Glæde, hvilke de have tiltjent med deres Tro og Vantro. Findes det, at I bruge noget saadant udi Eders Gildehus, da skal I faa vor naadigste Herres Brev, at Eders Gilde skal ødelægges. Det er jo bedre, at en Djævelens Gilde er aflagt, end Gud og Mennesker skal deraf længer fortørnes og forarges.
Hvad Almisse der er nu paa Bordene, giver man Stakkarle for Døren!
Vide I saa vel, hvad I der skal gøre, saa vider I ogsaa, hvad her skal gøres inden disse Døre! Her er ogsaa Bryllup og Gæstebud; saa tidt som Eders Sognepræst prædiker Eder Kristurn Jesum ren og klar til Eders Salighed, saa tidt er I her indbuden, og han gør Bryllup med hver især af Eder, kysser os for vor Mund, tager os i Arm og til Naade igen om alt det, som vi have brødt hannem imod, som en kære Mand tager sin Hustru til Naade igen; han giver os vore Synders Forladelse, det evige Liv og Salighed, hvilke vi ogsaa forstaa og annamme med vor Tro og gør siden Frugt deraf ved Kærlighed til vor fattige Næste. Det kalde vi den Bryllup, som Gud Fader gjorde sin Søn, vor Herre Jesu Kristo, inden disse Døre, og den store Nadvere, som sker her inde til Dommedag, som der tales om i Evangelio. Da kan I vide, at her skal ogsaa ædes og drikkes inde. Jeg mener ikke den Slemmen og Demmen og Dansen med Pibe og Tromme, som skete her udi Sjælland inden Kirkedørene om Mandag heller Tirsdag i Bryllupsugen; det hørte Djævelen af Helvede til og er derfor aflagt til Landsting under Kongens Sværd. Her skal ædes og drikkes inde det, som vor Sjæl skal besynderlig spises med, og hvad vi skal leve med her paa Jorden hos vor Nægte.
Fem besynderlige og daglige Gerninger skal I gøre udi Eders Sognekirke foruden Offer og andet, som siden følger efter, dér en kristen Almue ved vel at rette sig selv udi.
Den første skal Eders Stole paaminde Eder, den anden Eders Prædikestol, den tredje Eders høje Alter, den fjerde Eders Sognedegn, den femte Eders fattige Folks Blok: som er 1) at bede, 2) høre Guds Ord, 3) æde og drikke Kristi Legem og Blod, 4) love og takke Gud og 5) give Almisse inden disse Døre. Saadanne fem Gerninger Skal I gøre alle Søndage og hellige Dage her udi Eders Sognekirke.
Den første Gerning, som Eders Stol skal maane Eder paa, det er at I skal bede saa, at straks I kommer inden disse Døre, skal I falde ned paa Eders Stole og lægge Eders Hænder tilsammen og lade Eders Hjærte og Mund følges ad, heden op til Gud Fader, med denne Bøn »Fader vor«, én tilsammen heller end flere, at det bliver ikke en mundklammer og en Korlæsning: per dominum, per dominum, per dominum etc.
Og naar Fadervor er ude - i den Sted I plejede af Munkevildfarelse at pladre: »Hil Maria!« ud og gjorde dér en Bøn og en Vanbrug af, lige tvært imod den hellige Skrifts Lydelse, Jesu Kristi velsignede Moder Jornfru Maria til Spot og Spe, efterdi vi er ikke Gabriel Engel, ikke heller Jomfru Maria her hos os, thi Døden er imellem hende og os, at hun kan ikke høre, hvad vi sige til hende, fordi at hun er ikke almægtig, men hendes Søn er
almægtig - da kan I sætte i den Sted igen den blotte og bare Nød paa Maalen, hvor Skoen trænger og tvinger Eder, som hver haver jo sit Kors at bære, om han er ellers en Kristen enten udi sit Hus eller udenfore, og drage
Eders Nød for vor himmelske Fader, som et Barn drager sin Nød for sin kære Fader om Sko og Hoser, Mad og Klæder. Nød kender nøgen Kvinde at spinde; saa skal Nød kende en Kristen til at bede:
»0, himmelske Fader, min Hustru er syg, mine Børn er syge, jeg er selv syg, min Kvæg dør bort; nu er jeg kommen udi Sagefald , Sorrig og Bedrøvelse, min Husbond er vred paa mig, nu (falder) Armod (og) Fattigdom mig til, nu vil den og den forlægge og forhade mig, nu gaar det mig saa og saa med. Jeg beder dig ved vor Herre Jesum Kristum, fly Du en god Raad dertil, skikke Du en god Ende derpaa, send Du mig din hellige Engel, at Djævelen skal ingen Magt faa med mig, min Hustru, Børn og Næste! Dig ske Lov og Ære indtil evig Tid, Amen!«
Gører Eder selv saadan en kristen Bøn, ikke en Tid som en anden Tid, men efter som Eders Hjærte giver Eder, og som der er Nød og Trang paa Færde.
Jeg ser ingen af Eder nu længer udi denne klare Evangelii lyse Dag vanbruge sin ugudelige Psalterbaand, Rosenkrans, Himmeltrappe, heller hvad man kalder det, efterdi at I er underviste og vide, at det haver intet paa sig, men (er) optænkt af Menneskens og Djævelens Lærdom, ikke ud af Troen eller ud af Guds Ord. Thi man vidste intet at sige af saadant Skarn og Djævelens Bedrageri, hverken før Kristus kom til Verden, og ej heller siden udi tretten hundrede Aar, førend nu halvandet hundrede Aar siden at nogle sorte Munke de funde dér først paa og stiftede en Alter udi deres Klosterkirke for deres Gerrigheds Skyld; den kaldte de »RosenkransAlter«, og en sort Munk ved Navn Broder Alanus skrev en Skarnsbog derom. Og lod de male en Tavle om den løgnagtige Skærsilds Pine, hvor der laa nogen Sjæle og rakte en Psalterbaand op, og en Hob Engle fløj der ovenover og tog den af Sjælene og førte dem hen op til Jomfru Maria, og hun førte dem til Jesum, og han til Gud Fader; saa trappede de om med hverandre.
Den rette Himmeltrappe, Du skal komme i Himlen med, er denne, at Du bekender dig at være et armt, syndigt Menneske udi de ti Budord Morgen og Aften, og flyr til vor Herre Jesum udi din Credo og beder om Syndernes Forladelse udi din Fadervor. Dette er den rette Vej til Himmeriges Rige, og ikke din ugudelige Psalterbaand. Vor Herre Jesus forbyder os det selv, det at han vidste vel, der vilde komme saadan falsk Lære; derfor varer han os ad langt tilforn, dér som han saa siger: »Naar I vil bede; da haver ikke meget af Munden, som Hedninger have, ja som Øjenskalke« Det er saa meget sagt: Der er mange, som farer med Mundklammer, og flere der vil komme; men jeg vil ikke have din Mundklammer, jeg vil meget mindre have dine mange Paternoster og Hil Maria, Du vil tælle og ofre mig og andre! Jeg vil have din Mund og Hjærte, Hu og Sind, saa skal Du faa det, Du beder om, heller og det, som bedre er, thi jeg ved bedre, hvad dig er Behov end Du selv. Dog vil jeg, at Du skal drage din Nød for mig, jeg vil gærne høre dig.
Var der en Pavesvend, en Munkedreng eller en Nonneføg under Hoben, som jo vilde vanbruge sin Psalterbaand, Gud og Kongen, Sognepræst og Sognefolk til Trods, saa bruge sig det heller hjemme udi sit eget Hus og inden sine egne Vægge, med alle Dros og Ulykke, Amen! Paa det at en hel Almue skal ikke allesammen tage et ondt Exemplar efter hannem og Eftersyn af en Skarns Munkesvend, Pavedreng eller Nonneføg, der heller vilde tjene Djævelen af (Helvede efter) Munkelære end Gud af Himlen efter hans kære Søns Befalning og den hellige Skrifts Lydelse. »Beder ret«, siger Sankt Ib, »saa bliver I bønhørte«.
I skal end ikke her inde aleneste bede, men ogsaa hjemme, naar I staar op om Morgenen og gaar til Seng om Mtenen, naar I gaar til Bords og fra Bords, naar I vil jid at pløje, saa og høste. En Dannekvinde vil sætte en Væv op, Du vil begynde at kærne, eller hvad I tager Eder til for Gerning, da lader en god Fadervor gaa for, og naar den er ude, da siger saa:
»Himmelske Fader, giv denne min Gerning, som jeg vil tage mig for Hænder, udi Jesu Navn en god Begyndelse, Fremgang og Ende, at dig ske Lov og Ære deraf, min Hustru, Børn og Næste til gode og Gavn!«
Saa skal Du se, at de hellige Engle skal drage med dig, og Du skal faa en god Ende paa, hvad Du tager dig for Hænder, og Gud skal ligge Drivelse derudi. Som I skammes ikke ved at æde og drikke, sove og vaagne med hverandre, saa skal I ikke heller skammes ved at bede tilsammen, hver udi sin Vinkel og Vraa, hos Eders Seng, Bænk og Bord, ja ogsaa udi Eders Seng om Aftenen: Manden første Budord, Kvinden den anden, han det tredje, hun det fjerde, saa Credo og Fadervor, imeden rinder og vinder. Det gør to Hjærtens Kristne, ja de lade deres smaa Børn aldrig bruge en Mundfuld Mad om morgenen, førend de have hørt dem bede Fadervor, og da sætte de ved Enden Mad i Guds Navn - som en liden Pige, to Aar gammel, gjorde nu nylig udi Bjergby Kirke, dér hun læste for mig: »Frels os«, sagde hun, »fra alt ondt, Amen! Mad i Guds Navn!« Det var Tegn til, at hun fik ikke Mad i Guds Navn, førend hendes Fadervor var til Ende.
Ja, min kære Bondelille, naar Du vil først om Aaret ud med din Plov og stikke den udi Jord, da skammes ikke ved at falde ned paa dine Knæ udi det sorte Muld, som vi er alle tagen og skabt af, og læs din Fadervor; og naar den er ude, da sig saa: »0 himmelske Fader, giv dette Korn, som jeg agter udi Jesu Navn at kaste udi denne Ager med mine Hænder og retfanget Arbejde, en god Væxt, saa at dig kan ske Lov og Ære og min fattige Hustru, Børn og min Næste Gode og Gavn deraf!« Du skal se, at Du faar hundrede Korne, som Du fik ikkun tyve tilforn, thi Gud vil være bedet om alt det, vi skal have godt af, som vor Herre Kristus selv siger: »Hvadsomhelst I bede min himmelske Fader om i mit Navn, det skal I gærne faa«.
Jeg lod mig en Tid forlyste, som jeg haver Vidnesbyrd paa, og talte, hvor mange Korne der var paa en Havrestraa, og fandt derpaa lige fem og hundrede Korne - der var jo flere Straa kommen af det ene Korn, som (var) lagt i Jorden - at I maatte end give Agt paa, hvor mangfoldig Gud gør Eders Gaver, at I kunde vide at takke hannem derfor og bede hannem om mere.
Med en kristen Bøn skal I holde Eders Hus, Hustru, Børn, Gods og eget Liv ved Magt. Derfor skal I aldrig forsømme at bede her i Kirken og udenfor, imeden I leve paa Verdsens Jord. Det er nu den første daglig Gerning, som I skal gøre udi Eders Sognekirke. Tager nu dér Vare paa!
Det andet, som I skal gøre udi Eders Sognekirke, skal Eders Prædikestol paaminde Eder; det er, at I skal gærne lukke Eders Øren op og flittelig høre Guds Ord, ligge det paa Hjærtet og mærke det grangivelig, og Eders Børn med, saa at I tygge det I altid om Ugen igen med dem; som hver kristen Mand er ogsaa en Evangelist og Prædiker udi sit eget Hus, at de kunde end komme til den Forstand og Vidskab om Guds Ord, som jeg kender gode Bønder udi Sjællands Land - Gud være lovet, at der ere end saadanne til! - som kan sidde hjemme hos deres Bord og regne op for deres Børn paa deres Fingre hver Søndagsevangelium, som falder om det hele Aar, fra den ene Aarsdag og til den anden. Det er nu snart lært, Gud være lovet! Der er jo syv Dage om Ugen; I kan jo hver Dag tage Eder saa lang Tid fore, enten Morgen eller Aften, til Bords eller fra, at I kan tygge igen med Eders kære Hustru og Børn noget af den Søndags Evangelium, saa længe til I kan dem allesammen. Udi Købstæder vænne vi vore Børn til at læse den fremgangende Søndags Evangelium op, straks efter de have læst til og fra Bords; saa nødes de til at lære det paa deres Fingre, inden den anden Søndag kommer. Med saadan Tugt og Disciplin skal Børn vænnes til Guds Ord og Gudfrygtighed. »Mine Faar«, siger Kristus, »de hører min Røst«. Guds Faar det er Guds Folk; hvilke som ere ikke Guds Folk, de ere jo Djævelens Folk; det er de, som ikke gærne høre Guds Ord. Nu vil Du ikke have én borte af dine Faar; ja, dersom der bliver én borte af dem, da tørst Du lade de andre gaa for dem selve og løbe heden og lede efter den, der borte er, som der staar i Evangelio. Hvor meget mindre tørst Du tro, at vor Herre Kristus vil have en af sine Faar borte? Hvor gaar det da til, at der bliver saa mange borte af dem? Det er Sagen: Gud haver bundet dem ved det grønne Græs, ved det salige Guds Ord; vilde de dér æde af, da er de Guds Faar, vil de ikke, da er de foragtede og fordømte Faar. Det er nu om det andet.
Det tredje, som I skal gøre udi Eders Sognekirke, skal Eders høje Alter minde Eder paa; det er, at I skal gærne gaa til Sakramentet og lade Eder berette tidt og ofte, som Ordene lyde: »Saa tidt som I drikker, gør det i min Hukommelse«. Tilforn var vi af Paven og Munken forbundne til en Tid om Aaret, som var til Paasketid; og da havde de skammelig og skændelig røvet og stjaalet fra os den ene Part af det højværdige Sakrament, som var Jesu Kristi velsignede Blod og gav os klar Vand at drikke for Blod. Nu er de Tyve uddrevne af Landet og en Part ophængte, og I have faaet det hele og holdne Sakramentes begge Parter igen. Dersom I nu forsømmer, da er det Eders egen Skyld.
Det haver kostet hannem saa dyre paa Korsens Galge, dér han gav sin Rosensblod ud for alle vores Synder og gav os dette til hans sidste Testament paa Skærtorsdagen ad Aften; saamænd han vilde ikke have det foragtet. Du ser det med dig selv, Du est ikkun et Menneske saa vel som jeg: om Du vilde give nogen en Gave, var det ikke uden et Æble, og han vilde den forsmaa og foragte, Du tørst vride med din Næse og aldrig give hannem mere godt, men altid brede hannem det og sige: Nej, nej, Du faar ikke mere godt af mig; Du foragted en Tid saa haanlig min Gave, som jeg vilde givet dig.
Om en Konge og en Herre vilde give en (af) sine Edelmænd en Guidkæde eller en anden mægtige Klenodie, og han vilde den foragte eller kaste den udi Rendesten for Kongens Fod, var den Foragt ikke værd at straffe? End seen den Konge over alle Konger, den Herre over alle Herrer, vor Herre Jesus Kristus, som haver givet os saa dyre en Skat, som overgaar Alverdens Guld, hans eget Legeme og Blod at æde og drikke til en Stadfæstelse paa alle vore Synders Forladelse? Foragter vi det, da maa vi se, hvorledes vi tager det.
Vor Herre Jesus takkede selv sin himmelske Fader derfore, som Ordene lyde: »Han tog Brødet og takkede«; derfor er det Tid, at vi det ikke foragte.
Sagde han til Sankt Peder: »Maa jeg ikke to dine Fødder, Du skal ikke have Part med mig«, hvad mon han vilde sagt den samme Mten, om han havde forsmaaet hans Legeme og Brød? Hvad mon han vilde sige til dig og mig, dersom vi det forsømme, forsmaa eller foragte? Sandelig det bliver os ikke skænket eller til gode holden!
Derfore maa det jo være dig en stor Skam for Gud og alle hans Engle, om Du est noget evnendes med Tyende udi din Gaard, om der gaar nogen Søndag eller hellige Dage over dit Hoved, at der skal ej nogen findes af dine at gaa til Sakramentet, nu Du selv, nu din Hustru, din Svend, din Mø, din Dreng, din Pige, dit Barn, saa tidlig som en er seks eller syv Aar gammel og kan sin Børnelærdom. »Lader smaa Børn komme til mig etc.«
Det skal være langt fra, at nogen skal gaa bort en Fjerdingaar tilsammen, en halv Aar tilsammen, ja, det Gud forbyde og den hellig Aand, en hel Aar til Hobe, og Ikke lade sig berette. Det maa jo være et formaledide Menneske, som nu længer i denne klare Evangehi lyse Dag gaar aleneste om Paaske efter en gammel Sædvane til Sakramentet og ikke véd tidere om Aaret at bruge retteligen det højværdige Sakramente. End siden den, som gaar hen i mange Aar og forhærder sig mod Gud og aldrig en Tid kommer til Sakramentet, den, som vi plejer heller at kalde en forbandede Krop (Band er at udelukke fra Sakramentet; de lukke dem selv derfra, derfor er de selvvillige Bandskroppe), som sætter sig selv op imod Gud og spytter vor Herre Jesus udi hans Ansigt, idet han agter ikke mere hans højværdige og salige Sakramente, end som det var ikkun givet for Svin, Hunde og Køer. Gud vogte vare os!
Lader ingen Ting i al Verden forhindre Eder fra det højærdige Nadveres Sakrament, at I gaa ej hid op til denne Alter tilsammen, heller ti til Hobe end to, heller tyve end ti, heller tredive end tyve udi saadan en mægtig forsamling. Gaar her faa til Sakramentet om Søndag og hellige Dage, heller og stundom ingen, da er det en visse Tegn, at der er endnu en gammel Skarns papiske og Munkekirke, og ikke en hjærtensgod og kristen Kirke.
Brød og Vin skal holdes Eder til gode rede af dem, som det er befalet, at det er ikke raadden (Brød) og sur Vin, paa det ingen skal derfore være fra Sakramentet. Findes det, da skal der gives Klage paa dem, som det haver i Befaling.
Skriftemaal er ikke heller saa tung, som det ugudeligt Pavens og Munkefolk haver lært os og løjet for os, at vi skal tælle alle vore Synder op. Herre Gud naade os! Vi kan ikke end tænke alle vore Synder, end siden tælle dem; vore ubekendte Synder er langt flere end de, som vi vide af at sige. Det maa vi bekende, at vi ere avlet i Synd, født i Synd og bøde paa Synd hver en Dag vi gaa paa vores Ben, uden hvis vi kan afværge ined en kristen Bøn, med Guds Ord at høre, med vor retfanget Arbejde. Det andet er Synd altsammen.
Naar Du vil skrifte, da kan Du saa sige til din Sognepræst: »Kære Herre! Vil I høre mig min Skriftemaal for Guds Skyld?« Saa maa han ikke siønne dig det, saa fremt som Du gør hannem al den tilbørlige Redsel og Rettighed efter din Formue, som en Kristen bør at gøre sin Sognepræst. Ellers er han dig intet pligtig. Nu bør dig at kunne dine ti Budord; det er Børnelærdom, derfor skal de gamle jo kunne den, ellers maatte det være dennem en stor Skam for Gud og alle hans Engle. Han maa ingen berette, som ikke kan sine ti Budord; ja, ingen maa stande i Lov eller Tov med nogen Dannemand, som kan ikke sine ti Budord. Ikke bør heller gode Fogeder og gode Dommere at stede nogen til sværge med oprakte Fingre heller give Lov, uden de forfare i Sandhed, at han kan sine Budord. Man tør ikke hellers mere tro, hvad han siger, end som en Hund. Hvad véd den arme Stymper, hvad han svær, som kan ikke dem? Var der nogen saa haardhjærtet, at han ikke kunde lære dem paa sine ti Fingre - som Eders Sognepræst skal jo regne dem op hverind Søndag af Prædikestolen - da er det højt paa Tiden, at han med det aller første gaar til sin Sognepræst og giver hannem det tilkende, saa kan han gøre Bøn for hannem af Prædikestolen. Han tør fordi ikke nævne hans Navn, men saa sige: »I gode Kristne! Her er en (af) mine Sognefolk, som ikke kan lære sine Budord. Vi vil bede vor himmelske Fader for hannem, at den Djævlen, som sidder udi hans Hjærte, maatte vige fra hannem, at han maatte end lære dem engang, inden han døde, og komme til sine Synders Bekendelse og faa sin Synds Forladelse og blive salig og ikke fordømt«. Saadan en Bøn kan der gaa af Prædikestolen for den, som ikke kan nemme sine Budord. Der ligger hannem selv stor Magt paa. Sig nu saa udi Jesu Navn: »Kære Herre! Jeg bekender mig at være et armt, syndigt Menneske for Gud og Eder udinden de ti Budord, at jeg ikke haver holdet den mindste, end siden den største, men haver været min Gud og Skaber mere til Fortørnelse og Vanære end til Lov og Ære, og min fattige Næste mere til Skam, Skade og Fordærvelse end til gode og Gavn. Det klager jeg over mig selv for Gud og for Eder og beder Eder om en god Raad af den hellige Skrift«. - Det hedder Skriftemaal; maal, maal, maal, maal mig Skæppen fuld vel af Skriften, saa meget som I véd, at jeg haver behov imod min Synd, Døden, Djævelen og Helvede. Du vil gaa til Skrifte, og din Sognepræst skal skrifte dig; det er: han skal give dig Trøst og Husvalelse af Skriften. - »Kære Herre! Siger mig ogsaa mine Synders Forladelse til udi Jesu Navn; jeg vil gærne lade mig berette« - det er berede et Bord med Brød og Vin, som bliver til Jesu Kristi sande Legeme og Blod at æde og drikke til en Stadfæstelse paa alle mine Synders Forladelse. Jeg haver ingen Brev paa min Liv; jeg véd ikke, hvor længe jeg maa leve. Haver jeg det med mig, saa takker jeg Gud derfore etc.
Dette er Skriftemaal. Mere tør Du ikke sige, naar Du vil skrifte; uden saa var, at dit Hjærte var beklemt af nogen Sorrig eller Synd, som Du gærne vilde være udaf med og vilde have Raad til. Glipper dig da gode Raad i den ganske Verden, da glipper dig ikke gode Raad hos din Sognepræst udaf den hellige Skrift. Naar ingensteds findes Raad, da findes end dér Raad.
Om nogen (det Gud forbyde) ligge tilsammen uden viet Ægteskab udi Horeri, Boleri heller Skørlevnet, at de vide jo, de høre alle Djævle til udi dette Levnet, og at de er evig fordømte, uden de rette dem, heller i Dag end i Morgen.
Heller om nogen vil gærne snappe og stjæle med sineHænder fra sin fattige Næste, hvad han ser med sine øjne, det vil ogsaa gærne faa en ond Ende og en lang Halsben; det vil gærne komme til Galge heller til Ballie med en.
Heller hvad dig kan saa nage udi dit Hjærte, det Du vil have en god Raad til, da giv din Sognepræst det til kende. Hans Tunge skal skæres udaf hans Hals, om han taler om for noget Menneske, hvad Du i saa Maade giver hannem tilkende. Saa frit maa Du bære din Raad til hannem, at Du gør det ikke for silde.
Jeg haver hørt den Galgebarn med mine øren, som stod ved Galgen og sagde: »Herre Gud naade mig arme Stymper, jeg gav ikke min Sognepræst det tilkende. Han maatte have lært mig bedre, at jeg skulde ikke have kommet hid udi denne Galge!« Det var da for sildig. Hvo der ikke vil lyde Moder, han skal lyde Stifmoder og Værmoder ad. Hvo der ikke vil lyde Fader og Sognepræst ad, han skal lyde Bøddelen ad, inden han dør af Verden. Der vil ikke andet blive udaf.
Dette er nu Skriftemaal, at ingen derfore skal lade sig forhindre fra det højværdige Sakrament. Hvo er den, som kan ikke nu lære at skrifte? En fattig, uforstandig Tjenestepige kan jo nu vide, hvorledes hun skal skrifte og spørge Raad af den hellige Skrift hos hendes Sognepræst.
»Ja, jeg haver Had og Avind til den og den; saa og saa haver han gjort imod mig, jeg kan ikke give hannem det til, imedens der er varmt i mit Hjærte« - Gud vogte og vare dig fra saadan en Tanke - »derfor er det bedre, at jeg er fra Sakramentet«. Ja vist er det bedre, min Ven - thi der er Skel paa Pinen udi Helvede, som der er Skel paa Glæde i Himmerig -, at Du ikke æder og drikker dig til en større Fordømmelse, end Du skulde ellers faa for din Had og Avind. Men mærk, hvad Skriften siger derom: »Deus charitas est, Gud er Kærlighed; hvo der bliver i Kærlighed, han bliver udi Gud og Gud i hannem« . Tvært om igen: Djævelen er Had og Avind, det kommer han afsted, og hvo der bliver udi Had og Avind til sin fattige Næste, han bliver udi Djævelen, og Djævelen bliver i hannem til evig Tid - uden han retter og bedrer sig.
Derfor skal hver tænke sig om, som Du nu sidder eller staar. Om der er nogen udi den vide Verden, Du vil værre end dig selv, da læs din Fadervor og giv den Tanke udaf dit Hjærte, fordi at hun æder dit Hjærte op, som Rust æder Staal og Jærn! Vor Herre Jesus forlader dig saa mange Synder, maatte Du ej forlade din fattige Næste, dersom han end havde slaget din Fader ihjel, heller ellers gjort dig storligen til Møde?
»Ja, jeg ligger uden viet Ægteskab i Horeri, Skørlevnet og Boleri; derfor er det bedre, jeg er fra Sakramentet«. Ja vist er det bedre; din Sognepræst maa ikke berette dig, Du arme Stymper, som fører saadan et Levnet!. Djævelen maa berette dig med sit Sakrament, indtil Du retter og bedrer dig igen. Men mærk, hvad Skriften siger: »Ingen Horfolk, Skørlevnere heller Bolere maa have Part i Himmeriges Rige«, om Retten skal have sin Gang. Da forstaar I vel, hvor de hører hen, og hvor deres Part er. Og et andet Sted staar saa: »Lader Ægteskab være herligt holden iblandt Eder, thi Skørlevnets Folk og Horfolk vil Gud selv forbande (og fordømme)«. Og hvad hedder det at fordømme? At forbande det er at give Formaledidelse paa deres Hus og Jord, Ager og Eng, Gods og Penge, paa deres Horebørn og dem selv, at de skal blive til arme Stakkarle og Stympere, inden de dø af Verden, uden de rette og bedre dem med det allerførste.
At fordømme det er: siden fordømme dem ind i Helvedes Afgrund under Djævelen til evig Tid, som de have tjent her paa Jorden udi deres skændige Levnet. Det er deres Dom, dersom Retten skal have sin Fremgang med dem.
Gud give os en stadig Fred, at vor naadigste Herre, kongelig Majestæt maatte engang dæmpe den formaledidede Horeri og Skørlevnet, som sker udi Bergen i Norge, dér den menige Mand, baade læg og lærd, giver Klage paa. Gud bedre det, om Mennesker det ikke kan gøre.
Saa lader nu ingen Skændslevnet forhindre Eder fra det højværdige Sakrament! Hver rette og bedre sig, som hannem ligger Magt paa, at I kan altid findes her op hos denne Alter!
Og som man plejer at sige: »Gammel Træ er Fald i Vaane«, i des ældre Du est, i des heller gak til og lad dig berette! Jeg kender gode, aldrende Folk, som hver Søndag gaa til og lade sig berette, fordi de vide ikke, om de kan det naa den anden Søndag. Have de det med dem, saa takke de Gud derfor. Det er jo Sjælsspisning, der £aa vel er os Behov som vort Legemsspisning.
Dette er nu den tredje Gerning, som Eder bør at gøre udi Eders Sognekirke, at I gaar gærne tidt og ofte, uforhindret til Jesu Kristi Sakrament.
Den fjerde Gerning, som Eder bør at gøre udi Eders Sognekirke, skal Eders Sognedegn paaminde Eder. Det er, at I skal sjunge, love og takke Gud tilsammen, Mand og Kvinde, ung og gammel, den ene med den anden. Derfor maa Eders Sognedegn intet Latine sjunge her paa Landsbyen uden paa Paaske, Pinse og Juledag, at han da bekender sin Skolegang og kan lokke Børn til Skole og I derfore give hannem Bogpenge, heller hvad I ellers pleje af Arilds Tid og give hannem om saadanne Dage. De andre Søndage og hellige Dage om Aaret maa han ikke sjunge uden Danske, og Viser og Salmer, som I have lært og kan sjunge med hannem, og ikke andre, førend han faar lært Eders Børn flere, efter at han haver læst Børnelærdom for dem.
Han maa ingen danske Sange sjunge med Latins Noder eller Kor-Noder, som man kalder, ingen anden Glorificats end denne: »Aleneste Gud i Himmerig« etc., det var den Vise, som de hellige Engle sjunge tilsammen den Nat vor Herre Jesus var født i Verden.
»Nu bede vi den Hellig Aand«, »Nu er os Gud miskundelig«, »Vi tror allesammen paa én Gud«, »Af Dybsens Nød« etc., de ti Budord, Fadervor og andré saadanne almindelige Salmer, Viser og anden Sang bør jo en kristen Almue at ligge sig efter at sjunge, thi Skriften befaler det. »Sjunger (siger Sankt Povl) hellige Salmer, Hymner og aandelig Sang, og lover og takker Gud af Hjærte og Mund, naar I komme tilsammen«. Det vil Gud have.
Hvi skulde vi det ikke gøre? Disse Smaafugle, som flyve her ude, de gør lige det samme efter Guds Befaling: »Laudate volucres coeli dominum: I Fugle i Skyerne, lover og takker Herren«. Gør de ikke saa, naar deres Tid er saa om Aaret, hine dejlige Nattergale, Lærker, Stillidser, Stære, Drosler, Solsorte, Papegøjer og andre? Det første det gryr ad Dagen, da sidde de hver paa sin Kvist og sjunge saa dejlig og bede Gud om deres Føde med denne Bøn: »Nu bede vi den Hellig Aand«, hver efter sin Maade. Det forstaar han vel, som skabte dem og gav dem Næb og Tunge at sjunge med og kan forstaa alle Fuglerud. Saa fare de heden i Skov og Mark og hente deres Kro fuld af Maddiker og Korn. Straks som de er mætte, saa hen igen paa deres Kviste og sjunge saa dejlig, at det er Lyst at høre dem sjunge. Det er al ret; vor Herre Jesus befaler det, dér han saa siger: »Considerate volucres coeli:
Giver Agt paa Fuglene, som flyver udi Vejret!«. Saa skal I bære Eder ad; de græde ikke for deres Føde, saa skal I ikke heller græde og sukke og give Eder for Eders Føde og gaa og vride Eders Hænder, ligesom I havde ingen Gud udi Himlen! Hvad da? I skal bede Gud om Eders Føde, arbejde for Eders Føde heller tigge Eders Føde, og siden love og takke Gud. Saa gør de dejlige Fugle, os til et Exempel og Eftersyn. Min kære Kvindelille, og Mand med! Kan Du sjunge udi din Gildehus, Gæstebud og Barsel, og Du forsmaar at sjunge udi din Sognekirke, var det ikke værd at ønske af Gud, at din Mund kom ved din øre at sidde, at man kunde se, at Gud havde vel hævnet sig over dig? Det var jo tusindfold bedre, at din Tunge var rundet op i din Hals og Du laa nu længe siden hernede i denne Kirkegaard, end Du skulde længer staa her inde og bespotte Gud som Svin og Køer, der ikke kan synge. De gaa med deres Næse og Tryne ned til Jorden; Du og jeg vi gaar med vort Ansigt op til Himlen, at vi skal altid love og takke Gud og være fuldglade, vi kan det gøre. Der ligge saa mange paa deres Sygeseng og kvæde Jammers Vise; de vilde alt heller stas her inde med og sjunge og takke Gud.
Det er et andet Skel med dem, som aldrig haver lært at sjunge fra deres Barndom, heller have ikke Røst at sjunge med, heller kan ellers være saa ilde tilpas, at de gide ikke sjunget. Dem bær man over med for Guds Skyld; de andre bør jo at sjunge her udi deres Sognekirke, saa vel Kvinde som Mand, at det klinger i de dejlige smaa Hvælvinger. Det hør Gud til og de hellige Engle.
I skal her ikke aleneste sjunge, men ogsaa hjemme, i Skov og Mark, paa Ager og Eng, hvor Lejlighed kan give sig. En Dannekvinde ved hendes Væv, en god Pige ved hendes Rok; hun faar en Tén Garn langt, førend hun véd selv udaf, naar hun sidder og sjunger en hellig Vise dér hos. Det er jo bedre end sidde og kvæde Boleviser heller fortale hverandre, naar I er to eller tre tilsammen, heller Du sidder og tænker ondt, Pigelille, om Du est ene. Den Hellig Aand gør et glad Hjærte, Djævelen gør en sorgfuld Hjærte. Et glad Hjærte gør et langt Liv, et sorgfuld Hjærte gør et stakket Liv. Hvor skal Du kende et glad Hjærte? At én gaar altid og sjunger heller nynner af en hellig Vise. Hvad tør I ved at sørge? Lader Gud sørge for os; ingen kan udrette med sin Sorg saa meget, at han bliver en Fingers Bred enten længer eller stækker. Der er en hel Bog udi Skriften, som Kong Salomon gjorde, hedder »Ecelesiastes«, som indeholder gode Sager, hvorfor at det er intet et Menneske bedre under Solen end at være gladhjærtet og letsindet; det er jo bedre end gaa og tænke ondt og se surt ud ligesom en Skarns Munk udaf en Kappe. Vi er jo skabt til Himmerigs Rige; der(fore) skal vi (heller synge en Salme) eller læse en Fadervor og lade Sorrig fare, det meste os muligt er. Ellers blive vore Bene snart tørre, og vi blive selv Aarsag til vor Død. Ingen maa slaa sig selv ihjel, enten med Sorg eller andet.
Derfore skal I jo sjunge udi Eders Sognekirke, som os bør at give dem den Lov paa Møen, at de sjunge saa dejlig med hverandre udi hine høje Kirker, at det er jo stor Lyst at høre. »Jeg sjunger det bedste jeg kan, derfor straffer mig ingen Dannemand« staar der udi Rimet.
Dette er nu den fjerde Gerning, som Eder bør at gøre udi Eders Sognekirke: sjunge, love og takke Gud, for vi ere skabte til Guds Ære og Lov, og det er den rette Gudsdyrkelse udi det nye Testamente, det vi kalde: sacrificium laudis et gratiarum actionis.
Den femte Gerning, som Eder bør at gøre udi Eders Sognekirke, skal Fattigfolks Blok minde Eder paa. Det er, I skal give noget til de fattige inden disse Døre. Hvorfor staar Fattigfoiks Blok hist nede ved Kirkedøren i hver Mands Aasyn og Vej, at ingen kan gaa ind, med mindre end han støder sig paa den og ser den straks dér for sine øjne? Derfor, min Ven, at naar dit Legem og Sjæl er adskilte, og Du kommer for Dom og skal gøre Regnskab, at Du ikke da skal skyde paa og aarsage dig og sige, at Du haver ikke set den arme Lazarus ligge for dine øjne. Saa tydeligen som Du ser deres Blok dér inden den Kirkedør, da tænk paa, at her er fattige Folk udi Sognen, som haver din Almisse behov, fattige husarme, fattige Gadehusmænd og Kvinder, som haver hverken at bide eller at brænde, fattige pokkede Mennesker, værkbrudne, gamle udlevede Folk, dér Arme og Bene vil ikke staa med dem, Ryggen værker paa dem; de kan nu ikke længer pløje, saa eller høste, de gjort deres bedste, saadanne Folk, at naar Du ser én af dem, da siger Du: »0, Herre Gud, hvad haver jeg set hannem glad paa Gildesbænken i fordum Dage! Thi jeg kendte hannem den Tid, han løftede fuld lettelig paa Skaalen; se, hvilken Maade han ligger udi; se, hvor skrider han ud paa den Kæp! Dér maa vi se os i Spejl; aldrig kan vi vide, hvad os kan tilkomme, inden vi dør af Verden«. Desligeste fattige Viduer og Enker, fattige Barselkvinder, fattige Piger som have længe og vel tjent, er nu mandvoksne og kan dog ikke komme til et skamløst Brød for deres Fattigdoms Skyld, ja fattige faderløse og moderløse Børn og andre saadanne, som Gud haver skikket Eder her i Sognen til en daglig Spejle-Bog, dem finde I vel, naar I lede efter dem. Dér staar deres Blok inden Døren; her bør deres Tavler at gaa om disse Stole hverinde Søndag og hverinde Helligdag, dér Gud lader vorde. Og de to Mænd, der er udkejste til Fattigfolks Forstandere og skal have hver sin Laas og Nøgle til Blokken, de skal være saa flittige paa de fattiges Vegne, som Kirkeværger bør at være paa Kirkens Vegne, saa at naar Sognepræsten haver været her udi Sognen og berettet nogen syg Mand eller Kvinde, hvis Navn han kan nævne næste Søndag derefter og befale Eder at bede for samme syge Menneske, da skal straks en af Fattigfoiks Værger give sig ind til den syge og først trøste hannem til det evige Liv og siden bede hannem give de fattige udi Sognen noget til Sjælegave, som man kalder, heller udi Testamente, førend han dør her af Verden. Og de skal skiftes ved at gaa med Fattigfolks Tavle, som Kirkeværger skal skiftes ved at gaa med Kirkens Tavle, hver Søndag og hver Helligdag. Gud forlade Eder det og den Hellig Aand, om I havé det forsømt hertil! Og er ikke da Vunder om I blive til Stakkarle, forarmede og foruslede, efterdi at I skøtte ikke mere om de fattige, naar I komme til Eders Sognekirke.
At mange lide nu større Fattigdom og Armod, end de gjorde nogen Aar siden, og at det vil ikke saa vel frem med dem som tilforn, det skylde de den ny Lærdom for, som her er kommen, som de kalde »Ny-Lærdom«, fordi de ikke kan se længer end til Næsen og at Vand er Vand, som en Ko kan ogsaa se. Og de arme formaledidede Stympere vil ikke vide, at det er en gammel Lærdom, Som det Skam, de efterfølge, om Helgens Paakald og Munkefaste er en ny og ikke en gammel Lærdom.
De ti Guds Budord blev først indskrevne udi Adams og Evas Hjærte - det staar fast paa seks tusinde Aar siden - og siden udi to Stentavler med Guds egen Finger.
Vor hellige Tro er jo uddraget af de evangeliske Historier udi det ny Testament; Kristus lærte os selv Fadervor, han skikket jo selv de to højværdige Sakramenter til den Brug, som de bruges nu udi. Hvad er her nyt iblandt? Dog skal den nye Lærdom have Skyld, og dermed vil mange bedække deres Hykleri og Skalkhed og lære enfoldige Folk disse Ord at sætte imod deres Sognepræst: »Ja, siden vi lod af at faste og bede til Helgen, siden vi maatte ikke lide Munke, da gik det os aldrig vel«. Saadanne maa gode Kristne høre af hine Guds Ords Skændere og hine Hykleres og Munkes Tilhængere. Men vi vil lade Hyklere og Skændegæster være Skændegæster; gode kristne Folk skal vide, at det salige Guds Ord, som nu prædikes rent og klart udi Danmarks Rige - som ingen andet kan bevise - er ikke Aarsag hverken til Folkens Ondskab og ej heller til deres Armod og Usselhed. Men dette er Sagen, at de vil ikke lyde Ordet ad, heller give det Magt og ej heller handle med deres Næste og de fattige, som dem bør at gøre; de vil ikke stoppe deres Fingre til Fattigfolks Blok, naar de komme ind ad Kirkedørene, som de gjorde før til Saltekar og til Stænkesten; de vil nu intet ligge paa de fattiges Tavle, som de lagde før overflødig nok paa Munkealtre; de vil nu ikke føde deres Sognepræst og deres Sognedegn, som hver især tilforn fødte en Alterpræst, og mange andre Sager, som er langt at opregne. Med ét Ord sagt: for hvad Gud vil have frem, det vil de have tilbage, derfor skøtter han lige meget om dem, som de gør om hannem.
Jeg taler nu intet om gode Kristne, som endogsaa have deres Kors at drage udi mange Maade og vide at skikke dem derefter med Taalmodighed og med en god Samvittighed.
Kære Børn, foragter ikke de fattige! Kommer ikke tomhændet her ind længe tilsammen! Kan I se en Gæst og gangende til gode hjemme udi Eders Hus, forglemmer ikke at lægge en Gudspenge over en Side og tage til Kirke med Eder at lægge paa denne Tavle, i denne Blok til Eders egne Husarme her i Sognen. Naar I faar nu en Kornkiste, at I da tager en Haandfuld Korn udi Eders Ærme eller Forklæde til Kirke med Eder. Det er aldrig saa liden et stykke Brød, at en fattige, hungre Menneske tier jo kvær og
takker Gud, naar han æder det. »Du maa ikke komme tomhændet ind udi mit Ansigt« siger Gud. Faar Du din Livs Næring og Føde de syv Dage Ugen igennem, forsøm ikke at lade Guds Del den syvende Dag - besynderlig naar Du haver solgt noget udi Købstaden, at Du ikke altid beholder Mammon og Djævelens Penge hjemme til din! Det bliver ikke borte, som Du giver den fattige; Du faar tyve Penge for den ene, ja var det ikke uden et Bæger koldt Vand, da skal Du ikke miste din Løn. Det siger han, som ikke kan lyve; han hedder vor Herre Jesus Kristus. Men gaar Du længe tilhobe tomhændet her ind og her ud, Gud skal tømme dine Hænder hjemme udi dit Hus, at Du skal ikke faa saa meget, som Du kan tage imellem dine Fingre og stoppe i din Mund, fordi saa, at ligesom Du est imod Gud og de fattige, saa vil han ogsaa være imod dig igen, dér tør Du intet tvile paa. Læg ikkun hellers Regnskab over med dig selv inden Aar og Dag, og se, hvor rig eller hvor fattig Du est bleven, eftersom Du ser de fattige til gode. Vi have alle set vor første Dag, vi haver ingen set vor sidste Dag; vi véd endnu aldrig, hvad os kan overkomme, før vi dø af Verden. Det er ikke Tid, at vi forglemme og foragte de fattige, mindst vore egne Spejlebøger her udi By og Sogn hos os. Spørges det nogen Tid her i Sognen, at nogen enten fryser eller svelter ihjel her hos Eder af de fattige og Husmænd, da er det en visse Tegn til, at Gud vil forbande og fordømme Eder allesammen. Ser nu til, hvorlunde I elske de fattige; hver vælge sig sin Lazarus, der kan siden tage hannem udi Himmeriges Rige igen, for han haver bevist sin Tro dermed.
Saa have I nu hørt de fem daglige Gerninger, som Eder bør at gøre udi Eders Sognekirke, som er: at bede, høre Guds Ord, gaa til Sakramentet, sjunge og takke Gud og give Almissé her ind til de husarme. Tager nu her Vare paa, som Eder ligger Magt paa, og at det er Eder sagt.
Her have I hørt den første og længste Part af denne min Visitats: om denne Sted og om denne Kirke, som I søge ind til at høre Guds Ord udi.
Nu følger den anden Part efter: om de to Personer, Eders Sognepræst og Sognedegn, som skal drage
Eder og Eders Børn Guds Ord for. Derfor vil vi nu tale om dem udi Jesu Navn.
Jeg haver længe siden i Dag spurgt dem ad, om de kan nyde deres Skyld her hos Eder, om nogen ligger dem for Had, om nogen staar tilbage med det, som dem bør at give dem med rette, som kan give dem det og vil ikke. Hvad heller de sige nu Sandingen, heller de lyve - det maa de gøre udi deres egen Pose - Eder give de almindelig en god Skyld. Saa gør Eders Herredsprovst, her til Stede med mig. Vi betakker Eder og gærne paa vor naadige Herres kongelig Majestæts Vegne, at I se Eders fattige Kirketjenere til gode. Vor Herre Jesus skal Eder være den bedste Belønnere.
Nu vil jeg paa denne Tid spørge Eder ad, I Dannemænd - Kirkeværger og Sognemænd kan vide at svare dertil, naar jeg haver udtalt: Er der nogen Brøst paa Færde enten med Eders Sognepræst heller Sognedegn, som I kan vide heller dømme paa om deres Lærdom, Levnet eller Omgængelse her hos Eder?
Først, om Eders Sognepræst prædiker Eder ikke rettelig det hellige Evangelium, Jesu Kristi salige Ord, rent og klart, som en fattig Tjenestepige, dersom hun endnu kan sin Børnelærdom, da kan hun derpaa dømme, om han farer med nogen Helgens Paakaldelse eller nogen andre papiske og Munkelærdom og -handel, enten i Prædikestolen aabenbarlig eller og udi Skriftemaal lønlig?
Dernæst om hans Levnet, Ægteskab, Husholdning, Naboskab, Omgængelse i Gilde og Gæstebud, om han forsømmer Eders syge heller ellers hans Tjeneste i Kirken eller uden Kirken?
Om Eders Sognedegn ikke lærer Eders Børn, som hannem bør, og ellers med Ringen og Sjungen, om han tager ikke Vare paa sit Embede, om de slemme og demme, om de have dem ikke, som tilbørligt er, i hvis Maade det kan være. Da hykler intet med dem, men giver trolig tilkende, hvis Brøst I vide! Derfor er Eders Provst og jeg her til Stede, som den første Ret hører os til, og vi vil ogsaa gærne undervise dem, forhaabendes, at de lade dem og gærne undervise. Som vi er ogsaa arme Mennesker saa vel som I, er ikke mere fløjen igennem Himlen end I er, kan end falde, og finde ikke meget, kan endogsaa være forsømmelige udi vort Embede. Men hver som brudet haver, bør at bedre, og den haver ikke brudt, som bedre vil. Det er kongelig Majestæt vor allernaadigste Herres Højmægtigheds Vilje, at I skal altid faa Guds salige Ord at høre; derfor bør Eder at takke Gud, at I have saadan en Konge og Herre, som altid vil beramme Eders Sjæls Saligheds Bedste, som Eders Legemes Gavn og Velfærd.
Saa giver dem nu enten en god Skyld eller en ond, hvilket I kan bedst aflade med en god Samvittighed. Dér vil vi siden rette os efter.
Her skyder ogsaa Provsten deres Skel for Almuen; siden svarer Kirkeværger og den menige Mand dertil. Have de dem noget at skylde, saa give de det tilkende, og Provsten og jeg skikke os derefter og forfare paa baade Sider derom, hvad Sandingen er, og gør da saa meget dertil, som os bør at gøre. Vide de dem og intet at skylde, saa give de dem en god Skyld, og jeg beder dem gærne, at dersom der er nogen iblandt, som andet véd om deres Sognepræst og Sognedegn, at de da vil give det tilkende, og ikke en anden Tid paa deres Bag. Da raaber den menige Mand, at der (er) ingen, som dem kan skylde; derfor betakke vi dem nu først for den gode Vidnesbyrd, de give deres Tjenere, og straks siger dem redelige Sager, hvorfor det er Behov at skyde deres Skel med disse Ord:
Det sige vi ikke derfor, at vi have nogen Mistanke til dem - vi kende dem jo til al gode - men derfor, at hvis der kunde findes nogen Brøst, da er det kongelig Majestæts Vilje, at der skal raades Bod paa, heller de skal sættes af deres Embede. Den anden Sag, hvorfor vi skyde deres Skel, er, at om der kunde findes en Ordgyder, Øldaare heller Huggebasse under Hoben, som vil sætte sin Sognepræst, Sognedegnen, Kirkeværger og Eder selv til Rette, naar I komme til Hobe til nogen Glædskab, dem I skal alle sidde til Hug og Stik med, naar I drikke en Skaal Øl med hverandre, da bør Eder at gaa paa Sognestævne og forsvare Eders Kirketjenere til alle Rette imod aaadan en Præstehader. Og dersom I ikke kan komme til Veje med hannem, I vil ikkun skrive mig en Brevelap til om hans Navn og Skyld, da vil jeg love Eder paa min Sjæls Salighed, som min Herre og Konge haver lovet mig, at han ikke skal mørke Eders Dør tiere, om den blaa Taarn kan borge for hannem. Thi det er jo bedre, at saadan en Djævels Fortræder er borte af en Sogn, end hver Mand skulde komme i Klammer for hans Skyld.
Det siger jeg ikke heller for nogen Mistanke, som jeg kan have om Eder; Gud kender Eder bedre end jeg gør. Dog findes der saadanne udi Sjællands Land, som tage dem en Husbond for en Tønde Havre og siden tør fri true og kue hver Mand, og alle skulde være rædde for dem, til de faa deres Løn.
Den tredje Sag er, at, efterdi I give Eders Sognepræst og Degn en god Skyld, og I vide intet at skylde dem, I vil ogsaa tænke til at gøre dem al den tilbørlige Redsel, som gode Kristne bør at gøre deres Kirketjenere. Og at I skal vide i Sandhed, at de ikke æde deres Brød i Bande hos Eder, om de ellers staa deres Embede ret for, da vil jeg lade Eder høre, hvad deres Embed og Befalning er, og siden sige Eder, hvad Eder bør at gøre dem igen, saa at de kan sørge for Eders og Eders Børns Sjæle, og I kan sørge for deres og deres Børns Legemer igen, saa at det gaar lige til paa baade Sider.
Eders Sognepræst skal tjene Eder udi Livs og Sjæls Fare. Udi Livs Fare, det beviser jeg saa:
Han skal være Eder til Rede saavel Midnatstide som Middagstid, udi Mørke og Mulm, i Regn og Raad, i Kulde og Frost, op af sin Seng til den mindste Barn, som Du haver udi dit Hus, som én Tid er berettet, naar han tilsiges. Er der Pokker hjemme til det, er der Pestilents, Hedesyge, Koldesyge heller andre Guds Gaver og Plaver; lugter der vel, eller stinker der ilde, da skal din Sognepræst derind og have sin Næse deri med, dér Du og jeg, maa vel ske, var end fuldgærne uden Døren. Dersom han faar sin Del i det samme, det kommer under Armen at sidde paa hannem, saa maa han gaa hjem og ligge sig og dø derhen; han maa ikke blunke derved, det er hans Embede, og det kalde vi Livs Fare.
Men hans Sjæls Fare det gælder højere. Han véd sin Regel, han véd sine Kapitler udi hans Regel. Det er ingen Munkeregel, men det er en svar Regel.
Det første Kapitel udi hans Regel lyder saa: »Væ mihi, si non evangelizavero, Ve vorder mig til evig Tid, om jeg prædiker ikke det hellige Evangelium rent og klart for min Almue«. Ve, ve, ve, det gaar igennem Skind og Ben, Krop og Sjæl ind i Helvede.
Det andet Kapitel lyder saa: »Maledietus, qui facit opus Domini fraudulenter, Formaledidet bliver den til evig Tid, som gør Herrens Gerning med Svigefuldhed!« Det er: om han prædiker Eder andet end Jesum Kristum ren og klar til Eders Salighed, om han tilsteder nogen at ligge tilsammen uden viet Ægteskab i Horeri, Boleri heller Skørlevnet, og han ligger dem ikke Dage for, at de rette og bedre sig, heller, om de foragte, han ikke sætter deres Navn paa Prædikestolen, at han dem ikke sætter udi Band, forbandet skal han være med dem! Det hedder fraudulenter, med Svigefuldhed.
Det tredje Kapitel: »Ego sanguinem illorum de manu tua requiram, Jeg skal udkræve din Almues Blod af dine Hænder«. Hvad er det sagt? Sker der Afguderi og falsk Gudsdyrkelse Sognen, sker der Manddrab, Horeri heller anden Skændslevnet for hans Forsømmelse, at han varer dem ikke tideligen nok ad, at han sætter dem ikke i Band, da véd han sin Dom. Hvorlunde krævede Gud Abels Blod udi Kains, hans Broders, Hænder? Han fordømte Kain ind i Helvedes Afgrund; dér er han fordømt paa denne Dag og bliver til evig Tid. Saa véd ogsaa Eders Sognepræst sin Dom. Om han vil vide det: dersom han forsømmer nogen af Eder deres Sjæls Salighed, da skal han dybere ind i Helvede end de, som han saa haver forsømt; at de skal ligge og raabe paa hannem til evig Tid og sige:
»0, hvilken Sognepræst haver Du været os! Du haver været os en Djævel og ikke Sognepræst! Du vidste bedre, heller Du skulde have vidst bedre, end vi fattige, enfoldige Bønder vidste; Du studerede intet, Du lagde ingen Vind paa dig at lære os noget godt, Du skøttede ikkun om din egen Bugfylde og ikke om vor Salighed, Du lod os leve udi Horeri, Skørlevnet og Boleri, Du lagde os ikke Dage for, Du satte ikke vor Navn paa Prædikestolen, Du satte os ikke udi Band, at vi maatte have rettet og bedret os! Forbandet være Du med os til evig Tid! Gud give, at Du havde været en Hugorm under en Gærde, den Tid Du blev vor Sognepræst! Usælt maa vi sige det, at vi blev fødte til Verden og finge dig til en Sognepræst!« Denne Orm skal aldrig dø, det Ild skal aldrig udslukkes, den Samvittighed skal nage og pine hannem til evig Tid, om han forsømmer Eder Eders Sjæls Salighed for. Derfor hedder han ogsaa en Sjælesørger; se sig hellers til, hvorlunde han sørger for Eders Sjæle!
Denne hans Regel, min kære Bonde, er ikke den svar? Det er ikke at sidde og skræve (med Orlov sagt) over en Pibeovn og have en rød Kande ved sin Laar og saa rage sig og saa smøre sig, som Guds Gækkemunke de gjorde! Nej, min Sognepræstes Regel er en svar Regel; han æder ikke hans Brød i Bande hos Eder, om han ellers staar sit Embede ret for. Det giver jeg Eder at betænke om Eders Sognepræstes Embede og Befalning.
Han véd ogsaa vel, at han skal skifte og dele sine Aars-Prædikener udi tre Parter, som er: udi Katekismi Prædiken, Søndages Evangeha og Højtiders Evangelia. Dér véd han sine afskaarne Prædikener det ganske Aar omkring, foruden andre tilfaldende Prædikener: over Lig, for Brude, om Fasten, paa Bededagene, hos de syge etc. Desligeste véd han at dele hver Del igen udi sine Partikler og Smaastykker: Katekismum eller vor Børnelærdom udi fem Stykker, de ti Budord udi to Tavler, vor Credo udi tre Artikler, Fadervor udi syv Bønner, Sakramenters Ord udi deres Værelse og rette Brug, Søndags-Evangelia udi deres locos communes, det er: Hovedpunkter, Højtids-Evangelia udi deres Historier og rette Brug, at bryde den vrange Helgenspaakald ned og bygge deres rette Dyrkelse op igen, at bryde den Munkefaste neder og bygge den ret kristne Faste op igen, at slaa haarde og Stenhjærter ned ved Loven og rejse fattige og forslagne Hjærter op igen ved Evangelium, med andre saadanne Gerninger, som hans Embede udviser.
Derfor kaldes ogsaa Sognepræster udi Skriften Bygningsmænd, Agermænd, Vingaardsmænd, Hyrder, Konger og Regenter, at de skal opbygge, dyrke, vogte, styre og regere Kristi aandelige Legeme, det er Kristendom. Mine kære Børn, have de ikke nu nok at gøre, om de vil retteligen tjene en kristen Almue, at jeg intet mere tør tale om deres Regels Svarhed? Det skaber sig vel selv med en god og retsindig Sognepræst.
Eders Sognedegn skal ikke aleneste ringe og sjunge hos Eder, thi en god Almue bør jo at sjunge med Degnen. Derfor skal han ogsaa gaa ned midt paa Gulvet til Eder, naar I sjunge de almindelige Viser og Salmer; en Bonde kan jo saa snart drage om en Klokkestræng som huæde en Hø-Le, om Behov gøres, og om Degnen laa paa sin Sygeseng. Men hans ypperste Gerning, hvorfor han skal tjene sin Brød hos Eder, er, at han skal lære Eders Børn og unge Folk Børnelærdom.
I haver to Kirker her inden udi den tredje, som jeg sagde tilforn; saa have I ogsaa to Tjenere, den ene besynderlig til den gammel og den anden til den unge Kirke. Thi at som Sognepræsten lærer og underviser de gamle, saa bør Sognedegnen at lære og undervise de unge. Naar han findes ikke dér god for at være, heller ikke dér tager Vare paa, da maa han ikke længer være Sognedegn. Er det ogsaa Eders Skyld, at I ikke lade Eders Børn komme til Degnen, da vil jeg straks sige Eder, hvad Nødde der ligger ved den Vedkast.
Desimellem vil jeg forfare, hvorlunde Eders Sognedegn bær sig ad med Eders unge Drenge, og hvad der fejler paa, vil jeg rette hannem udi; de gamle vil jeg intet høre over, forhaabendes at de jo kan deres Børnelærdom; ellers maa de jo skamme dem for Gud og alle hans Engle! Jeg vil ikkun handle med disse unge Drenge, som her staar op hos mig. Er der nogen flere unge Karle heller Drenge neden hos Eder i Taarnet, da lader dem komme hid op i Sanghuset til disse andre; der maa ingen blive tilbage, jeg vil se Eders unge Kirke, og hvad I have for Børn; hvilken der staar og trykker sig og vil ikke op, den skal I stytte til Majtræet paa Søndag.
- Her komme nu til mig alle de unge Karle og Drenge, som kom ind i Kirken, siden jeg begyndte at visitere heller handle med Almuen; de andre Drenge kaldte jeg op, førend jeg begyndte, og bad dem sidde udi Koret eller Sanghuset, at de skal ikke staa og stime udi Taarnet; jeg tog dem med Fordel, nu komme disse andre op til. Saa udvælger Degnen én af Hoben; han læser op, først Fadervor, saa læser Sognedegnen Fadervor for dem alle, og de læse efter hannem; ligesaa med Troen og de ti Budord. Naar det er gjort, da gør jeg denne Formaning til de unge Karle og Drenge, som efter følger: -
Kære Børnlille! Hav Tak, at I læse saa vel efter Eders Sognedegn! Han skal ogsaa lære Eder de Ord, som I blive døbt med, og de Ord, som I gaa til og lade Eder berette med. Og I, som er her i Kirkebyen, skal være til Stede her udi Kirken hverinde hellige Morgen, naar første Klokke ringer og Degnen klemter eller Klemt, efter første Klokke er ringet. Da skal I vide, at de klemter til Børnelærdom, og straks findes her udi disse øverste Stole som disse Dannemænd sidde. Og Eders Sognedegn skal staa og læse Børnelærdom for Eder med Lyst og Lempe, efter som den Degnebog udviser, som blev prentet udi København, at I kan lære og forstaa Eders Børnelærdom ret. Saa skal han lære Eder en Ærende af en hellig Vise heller Salme. Men I, som ikke er udi Kirkebyen, skal findes udi en Dannemands Hus udi Eders egen By, hvis Navn her skal nævnes af Prædikestolen, og han lader gærne sin Stue til saa lang Tid; dér skal Degnen umage sig til Eder en Tid hver Maanedsdag i det mindste, om Søndag eller Helligdage efter Middag, naar det er en dejlig Solskin og Børn kan komme fra Huse. Tjene I ogsaa nogle ugudelige Folk heller gerrige Folk, som af Fornødenhed ikke vil lade Eder komme til Sognedegnen, alligevel at de have ingen mærkelig Nød eller Aarsag til at holde Eder derfra, da skynder Eder fra dem, naar Eders Stævnedag kommer, fordi at I maatte saa gærne tjene Djævelen af Helvede som saadanne ugudelige Kroppe! I faar vel gudfrygtige Folk at tjene, Gud være lovet, at I tør ikke tjene saadanne Stympere, som vil forhindre Eder Eders Sjæls Salighed for, som hine ugudelige Halse pleje at lade dem høre: »Min Barn skal være hjemme fra Degnen; han maa lære, som mine Forældre og jeg haver lært«. Véd Du, hvad dér er sagt, din arme Stymper? Det er saa meget sagt: »Jeg vil gaa for ind udi Helvede, og mit Barn maa gaa efter mig«.
Saadanne skal I intet lyde ad udi det onde, Bømlille, men forsee Eder af Døren fra dem med det snareste, thi Djævelen er hjemme til deres, og han regerer over dem! Saa lærer nu vel af Eders Sognedegn, og læser det selv hver Morgen og Aften, og værer Eders Fader og Modér, Husbond og Hustru hørig og lydig udi al tilbørlig Maade med en stille Mund og to gode, tro Næver, saa vel naar de ere ikke selv til Stede, som naar de ere til Stede. Ser Eder i Spejl paa disse gode Dannemænd, som her sidde udi deres Stole! De have været saa fattige og haft saa lidet, som I kan nu have; Gud haver alligevel skikket dem Hustru og Børn, Hus og Jord, Hæder og Ære, og et skamløs Brød for. De sidde nu og bygge Lo og Lade til Eder, fordi at, naar de flytte hid til denne Kirkegaard, da flytte I ind paa deres Gods igen og flytter Eder op af hin Taarn paa disse Stole og (blive) gode Dannemænd, som de nu er, dersom I vil ikke selver forkaste det. Forvarer Eder, at I ingen belokke og beligge! Lad hver god Pige og Kvinde være god for sig, gak ikke efter deres Ære! Bi saa længe, til din Tid kommer; naar Du kan ikke holde dig længer, saa bed om en Dannemands Datter heller god Pige til Ægte og Ret, saa sker dig Lykke og Glæde! Forvarer Eder, at I ikke bander og sværger eller slaas ude ved hin Majtræ, at I ikke slemme eller demme! Ingen Natter maa I vaage over ved Majtræet, det er aflagt til Landsting, ikke heller Sankt Valborg Nat. Om I vil føre Sommer i By, laane Eders Husbonds Hest og ride udi Skoven, hente Maj og komme saa hjem igen med Pibe og Tromme for Eder, at man kan se, hvor I ride udi Marken! Ah, hvad det er godt at vandre om Dagen, da støder én sig ikke! Men Tyve og Røvere, Ulve og Løver de gaa om Nattetide, og ikke gode Børn, hen udi andens Lo og Lade og lokke deres Piger og Døtre; det gør Skalke. Saa vil I nu tage vel Vare paa Eders Tjeneste og blive gode Børn, at jeg kan faa Glæde af Eder, naar Gud vil, jeg kommer til Eder igen? »Ja, vil vi!« Love I mig det, at I vil gærne søge til Eders Sognedegn? »Ja, vil vi!« - Da sidder nu ned igen. Vor Herre Jesus give sin Benedidelse og Velsignelse over Eder til evig Tid. Amen!
- Her kalder jeg straks alle Piger op til mig, enddog at de gaa somme Steder strudende paa at komme op til mig og somme Steder er lydigere end somme Steder, som Sognene er store og smaa til, og som de have Sognepræst og Forældre til. Dog, naar de ser én først gaa op, saa komme de alle straks løbende som Faar til Vand.
Her udvælger Degnen en liden Pige; hun læser først især ud hver Part af Børnelærdom; siden læse de andre lempelig for dem selv. Naar det er gjort, saa gør jeg en liden Formaning til dem.
Eder bør Tak, mine gode Bømlille, for I læse saa vel Eders Børnelærdom; Degnen skal og lære Eder de Ord, I bleve døbt med, dér I var smaa Piger, og de Ord, I skal lade Eder berette med. Og I, som er her i Kirkebyen, skal ogsaa lade Eder finde her paa disse Stole, som disse Dannekvinder her paa sidder, naar I vide, at Tiden er, som jeg sagde til Drengene tilforn; og I andre skal møde i Eders egen By, som før sagt er, paa en liden Stund. Siden kan I lempe i og gøre anden Helligdags-Gerning. Læser og selv hverinde Morgen og Aften Eders ti Budord, Troen, Fadervor, saa bliver Eder gode Raad for; og tjener Eders Husbonde og Hustru med Tro og Takke! Ser Eder i Spejl paa disse Dannekvinder; de have været, som I er nu, og trolig arbejdet for deres Brød! Nu haver Gud ladet dem indføre i Gaard og Grund, saa at de er forseet med Hæder og Ære; saa vil han ogsaa gøre ved Eder, dersom I vil være gudfrygtige, tjene troligen for Eders Brød. Forvarer Eder, at I lade Eder ikke belokke heller beligge af Skalke! Bier saa længe, til Gud sender Eder et godt Bud, saa komme I til et skamløs Brød; ellers blive I Skarns Skøger og fordærvet, ja forsmaaet og foragtet Kvinder alle de Dage, I leve paa Jorden, saa hver Mand véd siden at spotte, forhaane og forskyde Eder, som I kan vel se Eder i Spejl paa de Skarns Folk, som har ladet Skalke faa deres Vilje med dem.
Naar en Skalk haver fanget sin Vilje med dig, da er han den første, som forsmaar og forskyder dig, i hvor sødt han lover dig; han var da tilfreds, Du var en Hare og løb for en Hob Mynder; han haver da faaet det, han vilde have; Du sidder igen med baade Skam og Skade, det maa Du vente dig af hannem og intet andet! Men naar den kommer, som dig vil have til Hæder og Ære, da beraad dig med Gud, med Slægt og Venner, gak ikke af deres Raad. Se dig endda vel for, hvem Du tager ved Haanden, naar Du gaar i Dansen! Der ligger dig Magt paa.
Kommer der en Skalk til dig og vil voldtage dig, heller ellers byde dig Skam og Skændsel, vil trammel og føle dig, vil gaa dig nærmere, end hannem bør med Hæder og Ære, est Du ellers en god Pige og vil bære din Urtekrans om Sommer paa dit Hoved med Hæder og Ære, da skulde før alle dine Negle sidde kendt udi saadan en Skalks Forhoved, at han kan sige, han har været der, førend han skulde fremme sin Vilje hos dig. Det er bedre, at Du skrammer hannem, end han skænder dig. Mærk, hvad jeg siger dig, Pigelille, det gælder dig og ikke mig.
Nu, mine kære Bømlille, haver Tak for Eders Umag, og gaar nu ned igen, og sætter Eder udi Eders Hustruers Stole! Gaar ikke end hjem, jeg haver endnu mere at give Eder til Kende, Eder til Gavn næst Guds Hjælp.
Nu vil jeg sige Eder, hvad Nødde der ligger ved den Vedkast, om I lade ikke Eders Børn komme til Degnen, og hvorlunde det vil gaa Eder i Fremtiden, om I det forsømme. Lade I Eders Børn ikke lære det gode, saa lære de det onde; lære de ikke de ti Budord, Troen og Fadervor, da lære de at sværge og bande, lyve og stjæle og slaa Folk ihjel; da skal I vel høre ude ved hin Majtræ Blod og Død og Vunder, Guds og Menneskens Fortørnelse, dér en hel Land maa sjunke ved. Saa bliver Eders Børn til Galgebørn, Stejlebørn, Hjulehørn: og Sværdebørn, at I faa baade Skam og Skade for dem, inden de dø af Verden.
Saa plejer det at gaa med dem, som ikke anderlunde tugter deres Børn op, som vi jo se Ligen til daglige, om vi vil ellers mærke efter, som I hørte vel om den Bengel i Merløse Herred, som ifjor Sommer spændte en Staalbue og vilde have skudt sin Svoger ihjel og skød sin egen naturlige kødelige Moder ihjel, skød hendes Hjerne ud i hendes Hoved. Og hans fattige Fader løb ind til og vilde drage Pilen ud igen; Træet fik han ud, og Jærnet blev i hendes Hoved, det kom hun til Grave med. En smuk Galgebarn, skød sin egen Moder ihjel! Han lønnede hende, ligesom Soen lønner Sækken; og ligesom hun havde lært hannem, saa lønned han hende. Saa vil det gaa med dennem, som intet holder deres Børn til Gudfrygtighed.
Og i Stevns Herred i dette Aar var en ung Skalk, som belagde sig med en Dannemands Datter, som saadanne Skalke pleje at gøre - og saadanne Ende faar det og med dem -; han blev stævnet til Roskilde Dom og kunde ikke give sin Lov, som han vilde, thi hver Mand vidste det med hannem; alligevel vilde den Stymper sværge for gjort Gerning. En Dag, hans Fader kom hjem med hannem fra Roskilde Dom og var nu vred paa hannem, for han blev saa delt og plaget for hans Skyld, bad han Sønnen i Tremens' Navn gaa hen i Loen og kaste noget Havre. Som han sad og kastede Havren og vidste sig ingen Fare, kom hans egen Fader og hug hans Hals i sønder, saa at han styrtede død ned paa Jorden. Jeg var jo paa hans Grav nu, dér jeg visiterede i Stevns Herred. Den gamle Skalk havde intet godt lært sin Søn; nu hævnede han sig selv over hannem.
Saadant og andet mere vil dig overkomme med dit Barn. Forsømmer Du den i din Ungdom, han skal bande dig, spytte dig under øjen, rive Haaret af dit Hoved, traade paa dig og gøre dig Ve og Vaande, Jammer og Kummer, Sorg og Bedrøvelse og grædende Taare indtil din Dødedag, at Du skal sige: »Usel blev jeg født til Verden, at jeg fødte saadan en Søn«.
Det er bedre, at Du lader hannem græde, naar han er liden; ellers skal Du græde, naar han bliver stor. Det er end godt, naar Børnene græde, men det gaar ikke vel til, naar Forældrene græde over Børnene. Det havde været bedre, at alle Jerusalems Børn, baade gamle og unge, havde grædet blodige Taarer ud af deres øjne, end vor Herre Jesus skulde grædt over dem.
Tag din Søn og Datter, og led dem til Degnen! Vil de ikke, da slaa dem der til med Riset! Det er bedre, end Bøddelen skulde slaa dem; det vil dog der til paa (det) sidste med dem, at de skal lønne dig med Skam og Skændsel, om Du ser nu ikke til med deres Haand.
I have vel hørt om den Galgebarn, der stod ved Galgen og kaldte sin Fader til sig. Han maatte sørgelig gaa til sin Søn; selv havde han gjort det, og selv maatte han det have. Han kom til sin Søn og mente, han vilde hviske hannem noget i hans øre om Penninge eller andet, han maatte have faaet efter Sønnens Død. Dér han lutte Øret til hans Søns Mund, saa bed Sønnen øret af sin egen Fader og sagde: »Se dér, Fader! Skal jeg hænge udi denne Galge, da maa Du vel miste øret og have en Brændemærke af med, saa længe som Du lever paa Jorden, efterdi at Du lærte mig ikke bedre, dér jeg var liden«. Saa gik Sønnen baglængdes op til Galgen, og Faderen gik hjem med ét øre. Dennem skete jo baade Ret, men de vilde ikke have det bedre.
Der er udgaaet til Landsting af Kongens Befalning, at Bønder skal lade deres Børn komme til Degnen. 0, Herre Gud, at man skal nøde Folk til deres egen Nytte og Gavn! Hvilken Blindhed maa der dog være iblandt Folket!
Gode, gudfrygtige, ædle Mænd vide nu at straffe deres Bønder ogsaa for denne Fornødenhed, at de lader ikke deres Børn komme til Degnen. End er det bedre, end Børn skulde selv straffe deres Forældre; begge Dele er deres fortjente Løn, som saadanne ere. Kan dit Barn sige »Fader« og »Moder« til dig, og Du vil ikke lade dit Barn lære at sige »Fader« til hannem, som haver skabt dig og dit Barn, est Du ikke værd at faa en Ulykke udi dit Hus med dit Barn, at Gud skal ikke straffe det paa din Sjæl?
Og hvilke smaa Drenge, som I fornemme, at de lære vel, og det løber i dem som bred Smør, hvad Degnen lærer dem, og de vil have Bog og vil til Skole, naar I spør dem ad, saa lader dem gærne komme til næste Købstad til Skole! Lejer Eder heller en liden Plovdreng saa længe, at I kan se, hvad Gud skikker Eders Barn til, og hvad der skal blive af hannem.
Efter et Fjerdingaar kunde I spørge Skolemester til, om Eders Barn lærer noget; siger han »Nej«, da kunde I tage hannem hjem igen og gøre af hannem, hvad Gud haver forskikket af hannem; siger han »Ja, det er et godt Barn, han lærer vel, det var stor Synd at tage hannem fra Skolen«, da vare din Hud, om Du tager hannem derfra igen! Enten skal han snart dø bort, eller Du skal faa lidet godt af hannem. Aarsagen vil jeg sige dig: fordi at Du vil da nøde og tvinge dit Barn fra det, som han er født til af sin Moders Liv; og naar én bliver nødt og tvungen derfra, da bliver han til en Dagtyv. Deraf er der mange Dagtyve til, som ikke maa komme til det, som de ere skabte til af Gud. Siden kan de intet andet gøre end Skam og Skade; de blive ikke alle Bønder, som er kommen af Bønder. Bønder er Guds gode Folk, naar de have Troen til Jesum Kristum; men der sidder tidt paa en Bondekvindes Skød en dejlige liden Drengebarn, som vokser op og kommer til Skole og kan siden hjælpe en hel Hob Slægt indtil niende Knæ med Guds salige Ord og andre gode Raad. Saa at I kunde faa af Eders egne Børn til Sognepræster og til Sognedegne - det var jo Eders store Ære - desligeste til Borgmestre, Raadmænd, Skrivere etc., saa at en hel Slægt kunde hælde deres Hoved til en frommer Mand, som havde slidt sine Børnesko i Skole.
Have I ikke at føde Eders Børn med, lader dem ikke derfor blive fra Skolen; faar dem Høkrogen i Munden og lader dem føde sig selv! I saa aldrig nogen Pebling sulte ihjel; de faa deres Føde halv snarere end andre. Vi kom lettere ad vor Føde, den Tid vi ginge og tiggede vor Brød for gode Dannemænds Døre, end vi gøre paa denne Dag. Jeg gav en Pebling udi Assens Skole en danske Hvid, for han skulde lære mig at gaa om By og tigge Almisse, men han var ikkun min Mester en Middagsstund; siden lærte det sig selv, at jeg turde ikke dér give mere ud for.
Der er halvtredje Hundrede dejlige Peblinge paa denne Dag, ogsaa Bønderbørn, udi Københavns Skole; deres Forældre hjælpe mindst til deres Føde, de faa den alligevel, Gud være Lov! Gud forsér dem vel. De hellige Engle er hos dem, og gudfrygtige Borgere forsé dem med Hus og Almisse, saa dem skader dog intet.
Ikke er de heller ledige dér i Skolen, som man lyver paa dem. I se jo vel, at vi have ikke været ledige i Skolen, enddog vi legede undertiden paa Marken, som Eders Drenge gør ved deres Majtræ; med Lyst og Leg lærte vi, dér vi lærte. Lad ikkun dit Barn løbe hen til Roskilde, til København, til Malmø, til Tyskland! Dør han bort, saa finder Du hannem i Himmerige; bliver han ved Livet, saa kommer han dig glad nok hjem igen, dér tør Du intet tvivle paa! Saa bliver han ogsaa fri, at ingen tør platse eller stævne hannem til Herredsting, til Bud eller til anden Møje og Arbejde. Vore Forældre vare flittigere til at sætte deres Børn til Skole, alligevel de vidste ikke saa meget af Guds Ord at sige, som vi nu vide udi denne klare Evangelii lyse Dag.
Den Tid vi, som nu ere Klerke her inde, ginge til Skole og vare smaa Sinker, da maatte vi hen oven paa Skoleloften; saa mange Peblinge var der, at det var fuldt baade oven og neden, 700 udi Riber Skole, 900 udi Roskilde Skole, ikkun for de skulde blive Munke og Alterpræster; ja, Ædelfolk holdt ogsaa deres Børn til Skole for store Præbender og kostelige Len. Nu sidder der en Djævel ved den Ædelmands, Borgers og Bondes Hjærte og holder hannem derfra, at han skal ikke lade sin Drengebarn komme til Skole, alligevel han formærker i Sandhed, at hans Barn er dertil udvalgt fra sin Moders Liv. Det gør den lede og skændige Djævel derfore, at man kan snarlig fattes dem, som forkynde skulde Guds Ord, og Folk maatte komme udi Vildfarelse igen, som de have været her til; dér lider han efter. Men gode Kristne, ædel og uædel, betænke vel, hvad gavnligt er i den Sag! Den løse Hob lade vi rase hen, til de støde dem og falde, men de vil ikke lære med gode det, som godt og nytteligt er. Det er derom talet. -
Saa vide I nu, hvad Eders Sognedegns Embede og Befaling er. Jeg skal høre. to Regnskaber af hannem om Aaret. Det ene, hvorlunde han haver lært sine egne Peblinge her inden disse Døre, det er Eders unge Folk. Den anden, hvor mange dejlige Drengebørn han haver lokket til Skole her af Sognen. Ser nu til, hvorlunde I lader dem lære, baade store og smaa! Det vil gaa Eder ud igen for fuld Alvor; Børn de maa ikke forsømmes eller forarges. Udi Tyskland, dér som Guds Ord er længer prædiket end her i Danmark, dér er de vel kommet for med deres Børnetugt og have dejlige Skik derpaa, besynderlig udi Købstæder. Gud give, at vore Borgere udi Købstæder vilde tage deraf et godt Eksempel og Eftersyn, som det er høj Tid paa og saare vel behov!
Jeg var en Tid udi Jena i Landte Thüringen, saa vel (som) mange Studenter, som fare derhen fra Vittenberg. Dér have de saadan en Sædvane med deres unge Børn, Drenge og Piger, som er enten fire eller seks Aar gammel. Hver Tirsdag og hver Torsdag efter Middag, naar Klokken er ved ét, da komme alle Smaabørn, som i Byen er, til Kirke. Somme lede de, og somme bære de frem og sætte dem saa i Koret paa hine Trapper, to eller tre, som er gjorte til Gang op til Alteret, saa at de vende dem ned ad Kirken. Dér gaar Kapellanen iblandt dem frem og tilbage og haver en liden Ris eller Kvist udi sin Haand og Iæser saa Børnlærdom for dem, og de læse al!lesammen efter hannem. Han sjunger saa godt og siger: »Fader unser« og hine spæde Børn efter hannem med klinger Røst. Saa forfølger han Børnelærdom med det ud til Enden; siden beder han stundom en Dreng, stundom en Pige staa op og læse højt for sig selv. Hvad de fare vild udi, dér retter han dem straks udi, og høder dem med Riset og truer dem, at de skal faa Utak, naar de komme igen, om de kan ikke da bedre; men ingen slaar han paa, ikkun høder dem aleneste med Riset. Desimellem staar Klokkeren ved Alteret og skær Peberkage til Børnene; det skifter Kapellanen imellem dem, saa hver faar et Stykke saa stor som en Finger. Dermed holdes de til hannem og komme gærne igen, fordi de vente dem Peberkage. Det Peberkage koste fire Mænd i Byen, saa at enhver ligger en Groschen dertil om Ugen; det kan løbe hver af dem noget nær to Daler om Aaret, og det gør de gærne, paa det at Børnene maatte saa komme frem og optugtes i Gudsfrygt.
Og samme Børn er ligesom Aber; det skal man se om Sommer, naar det er blank Vejr, at Børn kan være ude, da sanke de dem til Hobe udi Gaderne hos deres Forældres Døre, og under Vinduer sætte de dem ned, og en ung liden Dreng gør sig til Kapellan og faar en Ris og læser for de andre, og de efter hannem. Saa skifter han smaa Stykker Brød heller smaa Stene blandt dem, det skal være Peberkager. Ligesom de se, at Kapellanen bærer sig ad i Kirken, saa gør de dem en Leg af paa Gaden; i den Sted, vore Børn løbe som Dagtyve og slaa Vinduer ud og gører anden Skalkhed, da gør de dem en Leg af deres Børnelærdom og drikker den saa i dem med Leg, Lyst og Glæde. Gud give, at vores Købstadfolk vilde her se dem i Spejl og hjælpe dertil, at vores Børn maatte ogsaa med Leg og Lyst lære deres Børnelærdom hos vore Kapellaner og vore Bønderbørn hos Sognedegne! Og finge
de en gudfrygtige Ungdom, at de ikke saa turde klage paa den unge Tyende, som de gøre, at de ere ulydige, utro, genstridige, løse paa Tøjlen, tør ride deres Hushond