Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bela
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69
til os i sit Kaudervælsk og løftede derpaa sin Dolk
over hende. Her var ikke et Øjeblik at spilde, Turen
var nu kommen til mig, og jeg skød paa Lykke og
Fromme. Min Kugle maa sandsynligvis have ramt
ham i Skulderen, for han sænkede i det samme Armen.
Da Røgen havde spredt sig, saa vi den saarede Hest
ligge paa Jorden og Bela ved Siden af den. Kasbitsch,
som havde slængt sin Bøsse fra sig, var imidlertid
dukket ind i Krattet og klatrede nu som en Kat op
ad Klippeblokkene. Jeg følte den inderligste Lyst til
at pille ham ned derfra, men jeg kunde jo ikke gjøre
det, da jeg ingen Skud havde i min Bøsse. Vi sprang
af Hesten og ilede hen til Bela, som laa übevægelig
og badet i sit Blod. Den Skurk! Hvis han endda
havde stødt hende Dolken lige i Hjærtet, saa vilde
Pinen da have været kortere, men han havde stukket
hende i Nakken paa ægte Snigmordervis. Vi rev Sløret
af Bela, der var uden Bevidsthed, og forbandt hende
med det, saa godt vi kunde. Petschorin hviskede til
hende og kyssede hendes kolde Læber, men hverken
det ene eller det andet kunde bringe hende til sig selv
igjen.
Petschorin satte sig til Hest, og jeg løftede hende
forsigtigt op i hans Sadel; han lagde sin Arm om
hende, og derpaa red vi hen ad Fortet til. Efter at
vi havde skridtet nogle Minutter i Tavshed, sagde han
til mig: «Hør Maksim Maksimitsch, paa den Maade
faar vi hende aldrig levende hjem! Vi maa sætte mere
Fart paa.» — «Ja, det er rigtigt nok!» svarede jeg,
og saa sprængte vi afsted det bedste, vi kunde. Da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
