Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Smerten gjør Friedrich von Hardenberg til digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
49
„Den tid er svunden, da sjælene gløded med høi
flamme, da menneskene endnu kjendte sin faders
haand og aasyn, fortiden, da endnu urgamle, paa
blomster rige stammer kneiste, da himmeriges børn
længted efter kvaler og død, og selv om livets glæde
kaldte, dog mangt et hjerte brast af kjærlighed . . .
Vi maa gaa til hjemmet for at finde denne tid igjen . . .
did, hvor vore kjære er gaaet forud .... til Jesus,
vor elskte brudgom .... til vor Faders skjød."
Fremmed føier han sig i verden, bittert savner
han hin tid, da hjertet og hjernen samvirked, da
troen var den alt beherskende livsmagt, da enhed
og harmoni præged menneskelivet og samfundslivet.
Derfor længter han bort, længter han hjem.
I Hymnerne til natten er Frelseren væsentlig
fremstillet som sjælebrudgommen, der engang vil
modtage sin brud .... naar dette liv er svundet
som en skygge, naar natten, dødens nat har afløst
jordlivets forvirrede og urolige dag. Her er
pilgrims-følelsen den alt beherskende stemning: derfor kan
visselig kritikere som Brandes ha ret, naar de
karakteriserer hymnerne til natten som syg poesi,
digteren som sjælesyg. Men ikke har de ret, naar de
karakteriserer hele hans digterliv som en sygehistorie.
Thi Hymnerne er et gjennemgangsled paa hans ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
