Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Novalis, skildret af sine venner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
113
herrnhutisme. Hardenberg paa sin side bar ikke
kunnet billige Schlegels lakse moral, hans forhold
til Dorothea Veit, Mendelsohns aandfulde datter, som
han tilsidst fik skilt fra manden og egtede.
Tieck forstod Novalis langt bedre end
Schle-gelerne; thi han var som før sagt en egte digter
lig sin ven. Han skildrer Novalis i følgende ord:
„Novalis var stor, slank og af ædle former.
Han bar sit lysebrune haar i nedfaldende lokker,
hvad der i de dage var mindre paafaldende, end
det nu vilde været; hans brune øie var klart og
straalende, og hans ansigtsfarve, navnlig den
straalende pande, næsten gjennemsigtig. Haand og fod
var lidt for store og uden fine former. Hans udtryk
var stedse muntert og velvilligt. For dem, der kun
dømmer menneskene efter den maade, hvorpaa de
trænger sig frem eller søger at imponere eller vække
opsigt — ved udsøgte manerer, ved alt hvad
moden kræver, tabte Novalis sig i mængden; det mere
øvede øie saa dog snart i ham en
skønhedsaabenbaring. Hans ansigts form og udtryk nærmed sig
meget til evangelisten Johannes, som vi ser ham
paa de herlige billeder af Albrecht Diirer, der
bevares i München og Nürnberg.
Hans tale var livlig og høi, hans bevægelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
