Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Heinrich von Ofterdingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
følelsen, evighedshaabet, længselen efter et bedre
hjem for støv, drysset over sjælen og kvælende
dennes frugtbringende livsspirer.
Det er sandt; pilgrimsfølelsen kan bli en
sjælelig sygdom, har ofte været det. Mellem Scylla og
Carybdis tumles menneskets livsbaad stadig frem
og tilbage: mellem en ensidig kvietisme, en sygelig
passiv venten paa at tages bort og overklædes —
og paa den anden side en rastløs, jordvendt
travlhed for rigtig at gjøre sig det hjemligt her og nyde
livet, som om det aldrig skulde ta alut.
Her gjælder det jo som saa ofte: det ene skal
gjøres, det andet ikke forsømmes. Kun daarlig
svarte de gamle eneboere til det ideal, som Kristus
har vist menneskene i det nye testamente, naar de
flygted bort fra verden, ud i ørken for at ruge over
sit savn eller fordybe sig i selvbeskuelse og vente,
vente, vente paa dødstimen. Det gjælder jo ogsaa
for os, hvad Jesus sagde om sig selv: „Jeg ber
gjøre hans gjerninger, som har udsendt mig,
saalænge det er dag; natten kommer, da ingen kan
arbeide" (Joh. 9, 4). Og dette arbeide, som
tilsyneladende kun er udadvendt, kun kommer andre
tilgode, det kommer dog i virkeligheden ligesaa vei
os selv tilgode; thi netop ved kjærlighedens arbeide
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
