Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Eftermæle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147
tuer. Men dette er ikke den gud, som hjertet
skriger efter; en slig gudstro er stene og ikke brød for
en hungrig, lidende, syndebøiet sjæl. Hvad fornuften
opkonstruerer sig, lar hjertet koldt, gir ingen næring
til følelsen og fantasien. Derfor maatte der komme
et atterslag, en aandelig reaktion. Veien gik først
gjennem naturen, den store, underfulde natur, som
— ikke dybt nok, ikke grundig nok studeret —
havde ført bort fra kristendommen, men nu skulde
føre tilbage.
Det store kunstverk forudsatte en stor kunstner;
men kunstverket er ikke et engang for alle færdigt
og afsluttet verk, det udføres paany hver dag: en
hellig, hemmelighedsfuld iboende kraft fornyer det
hele, besjæler, beliver, sammenholder alnaturen,
virker i det største, i det mindste
„i sole, i violer
her, her, her er guddommen, i ham er, blir og
rører alt levende sig ligefra menneskehjertet til den
mindste blomst paa marken.
Verdenssjælen, aabenbarende sig paa utallige
maader — det er Gud, saa lærte Spinoza og bøied
sig i dyb ærefrygt for det store mystiske alliv, følte
sig et med det uendelige.
Denne følelse for det uendelige, det var efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
