Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 10. Søer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DODE HAV. DOMME OM DET. 109
A
Visd. 10, 7: »til Vidne om de fem Stæders Ugudelighed frettistod et øde Land, som
ryger endnu, og Trær, som bære Frugt med unyttig Deilighed, og en Saltstøtte, som
staar der endnu til Minde om en vantro Sjæl«.
Josefus har en længre Skildring af Søen, hvoraf der i det Foregaaende er leveret
enkelte Uddrag 1 ; Slutningen lyder saa: »i Nabolaget af Søen ligger Sodomas Land,
som fordum var et frugtbart Strøg med mange Stæder, men nu er det ødelagt, og,
som det fortælles, opbrændt af lid paa Grund af Indbyggernes Ugudelighed. Man kan
endnu spore Mærkerne af den guddommelige lid og se Omridset af fem Stæder. De
Frugter, som voxe der, ere fulde af Aske; de have samme Farve og Skikkelse, som
anden spiselig Frugt; men, bryder man dem itu, gaa de op i Røg og Aske. Det,
som man ser, gjør, at man desto snarere maa fæste Lid til det, som er fortalt om
Sodomas Land« 2 . — Det er aabenbart, at Josefus ikke har havt Mod til at byde
Grækere og Romere, for hvem han skrev, Bibelens Fortælling som fuldt troværdig;
han har vel seiv kun halvt troet den. — Da han lægger Sodomas Land »i Nabolaget*
af Søen, maa »Slettens Stæder«, hvis Omrids han fortæller var at se, lægges paa
Bjergene omkring, ikke nede paa Sletten.
Galenus, Eusebius og Hieronymus tale mest om Søens salte og bitre Vand, som
dræber alt Liv.
De ældste Pilegrime tale ogsaa mest om Vandets Salthed og give ikke den mørke
og afskrækkende Skildring af Søen, som de fleste sildigere.
Pilegrimen fra Bordeaux (333) fortæller kun: »Vandet i det Døde Hav er overor
dentlig bittert; der findes intet Slags Fisk og intet Fartøi; gaar et Menneske ud i det
for at svømme, lettes han af Vandet og falder overende« 3 . — Antoninus Martyr (570)
taler om Vandets lægende Kraft. (Se Nr. 10).
Arkulf (697) fortæller ikke stort andet om det Døde Hav, end at dets* Bølger,
ved i Storm at brydes mod Stranden, afsætte en Mængde Salt, der tørrer i Solen,
smager som andet Salt og yder de Omboende megen Fordel 4 .
Brocardus (1283) skri ver: »det Døde Hav bugter sig og er indhyllet i Mørke, lige
som Veien til Hel vede. Efter hvad jeg og flere med mig have seet, vover jeg at
udtale, at hele hin Dal, som med Rette kaidtes den herlige, er ved Dampen fra denne
Sø, ligefra Sydenden til nordenfor Jeriko, bleven ufrugtbar, saa at den hverken frem
bringer Græs eller nogen Spire, undtagen omkring Jeriko, hvor Sukkerrørene og Haverne
vandes ved Elisas Kilde. En forfærdelig Dom af Herren, som saa straffer Sodomas
Synd, at ogsaa Jorden hjemsøges gjennem Aartusinder* 5 .
En tysk Ridder von Harff, der 1496—99 reiste i Østerlandene, skriver, »at Strøget
ved det Døde Hav er aldeles ufrugtbart paa Grund af den stinkende, taagede Luft;
vakre Frugter voxe vistnok der; men de ere fulde af Aske«. Han fortæller, at han
I Se Nr. 9. 11. 2 Jos. Krig 4. 8 . 4. 3 Itiner. Hierosol. Kap. 11. 4 Adamnan 2, X 4. 6 Broc. 7, 46.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
