Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 22. Dyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
§ 22. DYR
194
de smaa, forkrøllede Totter af Ørkengræs slåa de sig eller rettere kastes de ned af
den sydlige Vind, der fører dem villieløst med sig, og her udklække de sine første
Æg. Det unge Insekt er næsten sort og mangler Vinger; dets Bevægelse er derfor
halv hoppende, halv krybende; det forefindes, stort som Hagl eller endnu mindre, i
Sværme, hvis Størrelse man ikke vover at nævne af Frygt for at bjive beskyldt for
Overdrivelse. Mange Gange have de franske Tropper bogstavelig vandret i Miles
Længde op over Anklerne i Græshoppeyngel, der kryber, hopper og vælter sig om og
over hverandre, tættere end i en Myretue, og endnu oftere har man, mest ved en eller
anden saltagtig Vandpyt, fundet Klumper eller Kugler, større end et Mandshoved,
sammenballede af Millioner af disse Dyr, som en eller anden Drift har drevet til at
klumpe sig saaledes sammen; de blive i denne Stilling ligetil enten Vinden ruller
dem ned i Vandet, hvor de drukne, eller de opspises af Fugle, eller ynkelig omkomme
af Hunger.
Græshoppernes Liv er en stadig Kamp med deres umættelige Sult, som altid
driver dem fremad, navnlig i den fortørkede Ørken, hvor kun faa Plante- eller Dyre
stoffe kunne tjene dem til Næring. Først krybe eller hoppe de, som smaa, langsomt
fremad og tilbagelægge i et Døgn maaske neppe ioo Alen; saa faa de Vinger, løfte
sig op og lade sig føre af Vinden til andre, endnu ikke herjede Egne; saa kommer,
kort Tid efterat de ere fuldstændig udvoxne, Parringstiden. Hunnerne lægge sine Æg,
og denne Slægts Opgave er da udspillet; den dør som ved et Trylleslag, og nogle
Dage efter Værpningen ere deres Legemer som oftest forsvundne, hvad enten de ere
bortblæste af Vinden eller opløste til Støv. Nogle Uger efter bryder den ny Slægt
følge frem af Jorden, hvor Hunnerne have nedgravet Æggene; naar den er kommen
til Kræfter, begynder den i sin Rad den oven omtalte pinlige Vandring mod Norden,
hvor et Slags Drift synes at sige den, at der findes rigere Strøg. Saaledes gjør hver
Slægtfølge af en saadan Sværm et Skridt videre, og Gud alene ved, hvor mange der
skal til, inden Sværmen endelig naar frem til Atlas’s Sydskraaning, over Hundreder af
Mile, tilbagelagte i Ørkenen. — Under denne Vandring have Græshopperne at kjæmpe
med utallige Vanskeligheder: de dø i Masser af Sult i den planteløse Ørken,
Æggene tilintetgjøres af Regnskyl, Kulden dræber i en Nat Millioner, Fuglene æde
dem op uden Tal, og dog er Minkning neppe mærkelig. Ofte fører Vinden, der har
blæst dem op imod Norden og givet dem Friskyds over Strækninger, der ellers vilde
blive mange Slægtfølgers Grav, dem lumskelig tilbage igjen; men med uovervindelig
Ihærdighed tåge de igjen fat paa den lange Vandring.
Det Tidsrum, i hvilket Græshopperne volde størst Skade, er en Tid, efterat de
ere komne ud af Æggene og endnu ikke have faaet Vinger. Deres Mangel paa Evne
til at komme frem tvinger dem i denne Tid til at dvæle længre paa hvert Sted, hvor
de da med sin umættelige Sult bogstavelig rage Strøget. — Selve Forholdsreglerne
mod disse Dyr ere fordærvelige: man maa trampe Agrene ned eller grøfte dem, inden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
