Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 24. Byer, Landskaber, Mindesmærker m. m., i alfabetisk Orden - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258 DAFNE
D.
i. Dafne, en Landsby, der efter Josefus (Krig. 4. 1. 1.) laa ved Nordenden af
Merom Sø. — Det er gjenfundet i Difne eller Dufne, en Grushob med tilhugne Stene
iblandt, der ligger ved Leddans eller Midtre-Jordans Udløb i den Myr, som i Flom
tiden oversvømmes af Merom Sø, 7* geogr. M. søndenfor Tel el-Kadi, det gamle Dan.
Laurbærtræet, paa Græsk Dafne, som har givet Byen Navn, sees nu ikke der; men
Oleanderbusken (Nerium Oleander), stor som et Træ, voxer deromkring i Mængde.
2. Dafne ved Antiokia 1 var en hellig Lund af Laurbærtrær, paa Græsk Dafne,
med et Tempel for Apollo og Diana, 40 Stadier fra Antiokia. Lunden havde en
Omkreds af 80 Stadier, var tætvoxet og havde sprudlende Kilder 2. En Landsby reiste
sig snart ved Helligdommen, der trak Pilegrime og Gåver til sig. Det var Seleukus
Nikator (f 280), der havde bygget Templet, i hvilket han opstillede en stor Billed
støtte af Apollo. — Antiokus Epifanes (f 163) forskjønnede Stedet. — Helligdommen
fik Rettigheder som et Fristed. Menelaus havde (172) kjøbt det ypperstepræstelige
Embede ved Herrens Tempel i Jerusalem af Antiokus Epifanes for 740 Talenter aarlig;
for at reise denne Sum stjal han Templets Guldkar og solgte dem i Tyrus Da den
175 afsatte Ypperstepræst Onias 111, der som landflygtig levede i Antiokia, fik Ti
dende herom, tyede han til Dafne og »revsede« Tempelranet. Menelaus fik Androni
kus, der i Epifanes’s Fråvær førte Regjeringen i Antiokia, til at lokke Onias ud af
Fristedet og saa dræbe ham 3. (Se Jerusalem No. 10). — Under Romernes Herredømme
blev Dafne berygtet for sin urene Gudsdyrkelse, saa at »dafniske Sæder« (Daphnici
mores) blev et Ordsprog. — Efter Julian den Frafaldne (f 363), under hvem Heden
dommen for sidste Gang blussede op, forfaldt Dafne.
Ibsen lader i »Keiser og Galilæer« (S. 325—339) Julian, klædt som Apollos Yp
perstepræst, gaa i Spidsen for et Appollotog og et kristent Fangetog fra Antiokia til
Dafne. Apollotoget synger:
Nydelsens fyldte flemmende Skaaler
Rigt du, Apollon, din Dyrker tilmaaler.
Fangetoget synger:
Fræsende Brandsaar og flaaede Ben
Heks af En.
Toget standser i »Dafnes friske Lund, hvor Dryaders duftende Aande kjøler
Tindingen, foran dén Herliges herlige Tempel«. Under Keiserens Ordskifte med Bi
skoppen kaster et Jordskjælv den Herliges Tempel overende.
Dafne er gjenfundet i Beit el-Ma’a 0: Vandets Hjem, paa den søndre Bred af
1 Jos. Krig. I. 12. 5. * Strabo 16, 750. 8 2 Makk. 4, as. 84
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
