Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 24. Byer, Landskaber, Mindesmærker m. m., i alfabetisk Orden - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14- ll—4-1 GRATUS. PILATUS. JOSEFUS OM KRISTUS. 413
j
/
Her afbryder Josefus Gangen i sin »Jødiske Historie* ved at indtage to Stykker,
som ikke staa i nogen Sammenhæng med det Foregaaende eller det Efterfølgende; det
er ialfald kun det sidste Stykke (18.3.4), som til Nød kan bringes i Sammenhæng med
det følgende Stykke (18. 3. 5) om Jødernes Udvisning af Rom. — Stykkerne synes,
ved flygtig Læsning, heller ikke at høre indbyrdes sammen; ved nærmere Gjennemsyn
vil man dog finde, at Josefus har stillet dem i en Sammenhæng, som vistnok maa
være uhyggelig for enhver Kristen; men saa kan igjen denne Sammenhæng holdes frem
som et af de stærkeste Vidnesbyrd for flere af Hovedsætningerne i den Kristnes Tro.
1. Det første Stykke, som staar 18. 3. 3, lyder i sin Helhed saaledes: »ved disse
Tider levede Jesus, en viis Mand, om man ellers tør kalde ham et Menneske; thi han
gjorde underfulde Gjerninger, og hans Lære var for saadanne, som med Lyst tåge
mod Sandheden. Han drog over til sig mange, baade Jøder og Grækere. Han var
Kristus. — Da Pilatus paa Klage af de første Mænd blandt os havde dømt ham til
Korset, saa faldt ikke de fra, som først havde elsket ham; thi paa den tredie Dag viste
han sig atter levende for dem, hvilket med mangfoldige andre vidunderlige Ting de
hellige Profeter havde forudsagt om ham. Endnu er Stammen (Sekten) af dem, som
efter ham bære Navnet Kristne, ikke uddød«.
Man vil sige: saaledes skriver jo kun den, som føler sig dragen til Kristus. Men
Josefus troede, som Origenes har udtalt, aldeles ikke paa Kristus. I »Jødiske Krig«
(6. 5. 4), fra Aar 75, udlægger han de messianske Spaadomme om Vespasian; i det
Skrift har han ikke et Ord om Kristus. —I »Jødiske Historie«, fra 93, kunde man tro
at se et Omslag; thi der nævner han Kristus to Gange: paa nærværende Sted (18. 3. 3)
og 20. 9. 1, hvor han fortæller, at Jakob, som blev stenet Aar 63 af Ypperstepræsten
Ananus (Annas 11, Søn af den bekjendte Annas), var Broder til Jesus med Tilnavnet
Kristus. Men den »Jødiske Historie« viser helt igjennem, at Josefus var og blev
Jøde, om end stærkt paavirket af græsk-romersk Hedendom.
Nogle have ment, at Stykket enten i sin Helhed eller for en Del er uægte; men
det er allerede optaget ordret af Eusebius (f340) i »Kirkehistorie« 1, 11, og det skal
findes i alle Haandskrifter.
2. Det andet Stykke, som staar 18. 3. 4, lyder i Sammendrag saaledes: »ved de
samme Tider foregik en skammelig Gjerning i Isiss Tempel i Rom. En romersk Rid
der, Decius Mundus, blev optændt af Elskov til Paulina, en ung, vakker og kysk Kvinde,
som var gift med en romersk Senator, der var en saadan Kvinde værdig. — Da hun
med Foragt afviste den frække Elsker, bestak han gjennem Ide, et gammelt, snedigt
Kvindfolk i hans Hus, Præsterne i Isiss Tempel til at indbilde den overtroiske Paulina,
at Guden Anubis var daaret af Kjærlighed til hende og ønskede, at hun skulde komme
til ham. Hun gik med sin Mands Samtykke til Isis’s Tempel; men istedetfor Anubis
kom, i Nattens Mørke, Mundus. Hun brystede sig baade for sin Mand og for sine
Veninder af den Naade, som Anubis havde vist hende. — Tre Dage efter mødte hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
