Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 24. Byer, Landskaber, Mindesmærker m. m., i alfabetisk Orden - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
422 JERUSALEM.
•
kedes derud, saa at hans Skare steg til henimod 30,000. Han førte dem op paa Olie
bjerget, hvorfra de skulde se Jerusalems Mure styrte ned, saa at de kunde gaa lige ind
i Staden. Felix rykkede mod dem med romerske Tropper, og de Sindige blandt Fol
ket sluttede sig til ham for at afværge større Ulykker. 400 bleve nedhuggede og 200
fangne; men Ægypteren reddede sig ved Flugten 1.
Agrippa II indsatte ved disse Tider Ismael II i det ypperstepræstelige Embede,
som havde staaet ledigt siden Jonatans Mord. I Mellemtiden maa den forrige Ypperste
præst Ananias, der af Kvadratus var sendt i Lænker til Rom, men friet ved Agrippas
Mellemkomst, have forrettet som Ypperstepræst. Det var paa hans Befaling, at Paulus
blev slaaet paa Munden, da han vidnede om sin gode Samvittighed. Pausluss Svar:
»jeg vidste ikke, at det var Ypperstepræsten«, maa forklares af, at det ikke var almen
kjendt, at Ananias nu, midlertidig, forrettede sit forrige Embede. (Aps Gjr. 23, I—s).
Ved samme Tid reiste sig en heftig Strid mellem Overpræsterne og de lavere
Præster. Hver Flok stillede sig i Spidsen for forvovne Karle, og fra Skjældsord gik
det over til Stenkast. Tilsidst havde Overpræsterne den Frækhed at sende sine Tje
nere til Tærskepladsene og rane Præsternes Tiende, saa at mange af disse døde af
Sult. — Overpræsterne skyede, ligesom Sikarierne, ikke engang Mord. De 40 Mænd,
som havde svoret at snigmyrde Paulus, fandt villigt Øre hos dem og de Ældste til
den lumske Gjerning. (Aps Gjr. 23, 12—22).
I Cæsarea ved Middelhavet udbrød en Strid, som endte med at fremkalde Krigen
med Romerne. Byen var halv jødisk og halv syrisk eller græsk. Jøderne paastode at
have størst Ret til Byen, saasom en Jøde, Herodes den Store, havde bygget den.
Grækerne (0; Syrerne, der vare græske i Sprog og Tænkemaade), svarede, at den vel
var bygget af en Jøde, men ikke for Jøder; thi da havde han ikke bygget Templer
og opstillet Billedstøtter i den. Jøderne vare overlegne i Rigdom og Tal; men Græ
kerne havde Rygstød i den romerske Vagt, som for største Delen bestod af Syrere,
der vare villige til at hjælpe sine Landsmænd, som fra Agrippa den Stores Dage bare
Nag til Jøderne. (Se No. 15). Der faldt daglig Klammeri og Stenkast. Felix lod de
Hidsigste piske og kaste i Lænker; men Ufreden blev ikke stillet. I et Sammenstød
fik Jøderne Overtaget. Felix gik ned paa Torvet og bød hver gaa hjem til Sit. Da
Jøderne ikke agtede paa hans Ord, lod han Tropper rykke ud og gav dem Lov til at
plyndre nogle af de rigestejøders Huse. Striden endte ikke hermed; Felix skikkede da nogle
af de Fornemste paa begge Sider til Rom, for at Nero kunde dømme i Sågen (59) 3.
Saasnart Felix havde fratraadt sit Embede, reiste de fornemste Jøder til Rom for
at klage over hans Styrelse; men han slåp for al Straf, da hans Broder Pallas havde
meget at sige ved Keiserens Hof.
Portius Festus, Felix’s Eftermand, (60—62), var en retsindig Styrer. Jøderne indfandt
1 Jos. Hist. 20. 8. 6—6. 2 Jos. Hist. 20. 8. 8. s Jos. Hist, 20. 8. 7. Krig 2. ia. s; 2. is. 7.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
