Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 24. Byer, Landskaber, Mindesmærker m. m., i alfabetisk Orden - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
456 JERUSALEM.
Derefter rykkede Bassus mod Skoven Jardes, hvor der havde samlet sig over
3000 Flygtninge fraf Jerusalem og Makærus. Ikke en af dem slåp derfrå med
Livet.
Ved samme Tid gav Keiseren, 0: snarere Titus end Vespasian, Bassus Befaling
at sælge alle Jorder i Palæstina; thi han lod ingen By opbygge igjen, men tilegnede
sig det hele Land som Eiendom. — Landsbyen Emmaus, der laa 60 (eller efter en
anden Læsemaade 30) Stadier fra Jerusalem, blev skjænket til 800 udtjente Krigsmænd.
Byen, som nu kaldes Kolonije (0: colonia), ligger ved Jaffaveien, omtrent midtveis
mellem Jerusalem og Kirjat-Jearim. Den skulde tjene som Forpost for den 10de Le
gion, der blev ladt tilbage i Jerusalem. (Om Josefus’s Emmaus er det samme, som
omtales Luk. 24, 13, se Emmaus No. 1). —Videre befalede Keiseren, at alle Jøder over
hele Romerriget skulde aarlig betale til Kapitolium de to Drakmer (o: V* Sekel), som
de hidtil havde betalt til Templet1.
Masadas Brand.
Bassus døde kort efter i Judæa. Hans Eftermand Silva rykkede mod Masada og
omringede det med en Mur, for at ingen skulde undfly. Denne Klippefæstning var
overordentlig stærk ved Natur og Kunst og rigelig forsynet med Vaaben og Levnets
midler. (Se Masada §8. 2. is). Men, da hele det øvrige Land var taget, kunde den ikke
i Længden forsvare sig. — Masada var strax efter Krigens Udbrud, 66, overrumplet af
nogle af den krigslystne Flok, som havde nedsablet den romerske Besætning, og det var
senere faldet i Sikariernes Hænder. Disses Høvding var nu Eleasar, Jairus’s Søn, der
havde flygtet fra Jerusalem efter Manaims (Menahems) Fald, 66. (Se No. 17. 1). Han
var i Slægt med nævnte Manaim, Søn af Judas den Galilæer, som henimod 60 Aar
forud, Aar 11 ef. Kr., under Kvirinius havde reist sig for Landets Selvstændighed med
det Løsen: »ingen Skat til Romerne, Gud alene er vor Konge«. Judas blev snart
dræbt, hans to Sønner Jakob og Simon bleve korsfæstede under Tiberius Alexander
(46—48), og den tredie Søn Manaim blev dræbt 66. — Eleasar optog Slægtens stolte
Løsen og havde den Hæder at falde som den sidste Kjæmper for Landets Selvstæn
dighed, og han forstod at opfiamme den sidste Rest af Sikarierne, saa at de alle som
en heller valgte at dræbe sig med Kvinder og Børn end falde levende i Romernes
Hænder. Da kun 10 Mænd vare tilbage, kastede disse Lod om, hvem af dem, der
skulde dræbe de andre og saa tåge sig seiv afdage. Efterat have dræbt de ni, gik den
sidste omkring mellem de Døde for at se, om der var Liv i nogen af dem. Da han
ingen saa, som trængte til hans Tjeneste, satte han lid paa Borgen, ståk Sværdet i
Livet og faldt ned ved de andres Side. Da Romerne den følgende Dag gik ind i Fæst
ningen, hvor alt stod i Lue, fandt de 960 Lig. To Kvinder, af hvilke den ene, en
Slægtning af Eleasar, udmærkede sig ved Forstand og Lærdom, havde med fem Børn
1 Jos. Krig •). é.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
