Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
svogerskabsforholdet mellem Håkon og Skule vredes alle
pinlige raffinements frem af modstriden; stilen var —
i 1ste udgave — så forceret, at f. ex. Skule, hvor han
fredløs og nødlidende flygter gennem skoven, siger:
»Jeg er sulten. Lå her en ulv og gnog på min moders
lig, jeg sloges med ham om det«, og så fortrukkent
rædselsfulde effekter som Bisp Nicolas’s lange dødsscene
bødes der nerverne. Den gammeldags æstetiske
smag gøs tilbage for dette ny, men de unge blev
tiltrukne. Dog navnlig var det jo hele den psykologiske
uddybelse, som lagde en afgrund mellem denne
tragedie og den Oehlenschlägerske. Man målte rigtig
forskellen, når man sammenstillede Ibsens arbejde
med A. Munchs Hertug Skule, der netop udkom samtidig
og behandlede det samme æmne helt i den gamle
skure. Man kendte jo overhovedet ikke mage i vor
literatur til så dybe og skarpe sjæleanalyser som de
af skinsygen og tvivlesygen hos Skule eller, hos bispen,
af vanmagtens slåen-ind til ondskab. Hauch havde
forsøgt at psykologisk uddybe tragedien, men hvad
var Erik Glipping og Svend Grathe mod Skule og
baglerbispen? Og Ibsens dybe etiske genialitet lyste frem
med ny overraskelser gennem hver replik, hver scene
i stykket. Skules forhold til Håkons kongstanke, hans
samtaler med Jagtgeir skald, den måde, hvorpå han
straffes gennem Peters tro på ham, det var jo en så subtil
psykologisk dialektik, som man ene kendte fra Kierkegård
og som nu slog ud i ny vidunderlig poesi for Kierkegårds
kuld. Ved denne psykologisk etiske uddybelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
