Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kierkegårdsk anløben han end var, trods sin store
beundring for Kongsemnerne dog ikke undlade at
beklage »mangelen på en sund og harmonisk
livsanskuelse.« Og da senere i 1871, fru Heiberg som
sceneinstruktrice bragte værket frem på det kgl. theater,
blev slutningsreplikken om Skule som »Guds stedbarn«
strøget, — »thi Gud har ingen stifbørn på jorden«
forklarer fruen i sine »Erindringer« —, isteden derfor
endte stykket med de orthodokse ord af Sigrid
om Skules »ulydighedsgang på jorden«. — Men trods
dlssse betænkeligheder var Kongsemnerne netop den
»etisk-metafysiske« tragedie, som århundredets midte
vilde have den. Martensens og Kierkegårds, Paludan
Müllers og Goldschmidts slægtled havde et andet
blik på det tragiske end Hakon jarls samtid. Den
Vischerske æstetik og Hettners »Das moderne Drama«
havde lært alle, hvad for et forhold der i tragedien
måtte bestå mellem etisk skyld og metafysisk skæbne,
hvordan det universelle måtte spejle sig i det individuelle,
hvorledes den sædelige berettigelse og den
poetiske retfærdighed forholdt sig til hinanden — og
meget mere. Og her mødte der dem et drama, som
syntes skabt over den tyske filosofis tragediebegreb.
Alle figurer og alle replikker i stykket bevægede sig
så at sige helt mellem de tragiske begrebsbestemmelser.
G. Brandes, der kort forud i en akademisk
prisafhandling havde bestemt den tragiske skyld og den
tragiske skæbne »etisk-metafysisk«, skrev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
