Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
problemdebat, var artister ud til fingerspidserne, vilde strammes
op ved champagne og hente livslyst hos en Regine
og forresten sidde og kunstnerisk nyde den »delikate
fornemmelse af kirsebærrøde, silkefløjels drapperier
at føle nedad«. Og derfor gled ungdommen efter
Gengangere mer og mer bort fra Ibsen. De yngre
blev i 80erne og 90erne fine, afglattede æstetikere hos
os, elegante novellister, skarpsindige iagttagere, privatiserende
lyrikere, og de forstod efterhånden mesteren
mindre, end halvfjerdsernes mænd forstod og forstår
ham. De har sålidt af den sprængningskraft, der er
i Ibsen og Georg Brandes.
Dog: de to nærmest følgende skuespil kunde de
unge endda nok tilegne sig og bruge som mel på
deres mølle — og de ældre nok misforstå noget. —
En folkefiende kom ligervis som en hund i et spil
kegler dumpende ned midt i vor politiske hedeste
og ufordrageligste kamp. Det virkede forsåvidt netop
i Stockmanns ånd, og blev også behandlet som han.
Havde højre prostitueret sig på Gengangere, må man
indrømme, at venstre nu også villig fulgte den invitation
til vandgang, som dennegang bødes dem. En
folkefiende kom med sin overmennesketheori og sin
»aristokratiske radikalisme« så ubeleilig som mulig
for »europæerne«, der nu sad bænkede som gode
demokrater og langede til fad sammen med de altid
noget mistænksomme venstrebønder. Det var nødvendigt
at tage grundig afstand, og BERGS medredaktør
Edv. Brandes skrev en knusende anmeldelse i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
