Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bedste år igennem, ikke har fået andet end straffeprækener
at høre af sin sygelige hustru og mest om blot
indbildte forseelser, — just det samme, som fru Alving
i Gengangere tilslut retfærdiggør kammerherren med,
— og hvor bagefter Hjalmar og Gregers til deres forvirring
opdager, at jo nu igrunden samme fru Sørby
og Werle går hen og realiserer det sande ægteskab,
... dér åbner forfatterens ironi som en afgrund af
dybde for os. Denne dybe ironi overfor livets spil,
overfor spillet mellem sandhed og løgn, er Vildandens
udsæd i vore sind. Og ligeså væsens-dansk som Nora
og Helmer, men langt dybere og mere vidtrækkende som
type var jo den udødelige Hjalmar Ekdal, og hvor vi
går og står, ser vi nu Hjalmar Ekdaler i os selv og
i andre. Vi hører ham i et tonefald, i en stilvending,
vi napper ham i en håndbevægelse, i et blik — hos
os selv og hos andre; han dukker — uden forfatterens
tilladelse — frem mellem linierne mangen
gang, når Edv. Brandes’ eller P. Nansens eller Carl
Ewalds personer skal tale rigtig godt og kønt, stilfærdigt,
inderligt og fint, og han dukker, — med forfatterens
tilladelse — mere og mere frem bag Pontoppidans
Emanuel, jo længer man læser frem i »Det
forjættede land«. Hj. Ekdal gør stadig tjeneste som en
afviser, der til alle tider kan trænges til for vor
noget sentimentalt anlagte folkenatur.
Endnu i anledning af Vildanden diskutteredes der
nok vidt og bredt om »livsløgn« og sand og falsk
idealisme m. m., men samtidig med, at Ibsen nu mer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
