Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BJARMELAND. 87
dit sidste Brev ligger ogsaa tydeligt det dystre
Graaskær fra en tung, lav, Novemberhimmel
hjemme. ’
Vi har den ikke bedre her. Sciroccovinden
har staaet paa ugevis; den giver Varme, men.
Fugtighed og en tung Træthed i alle Lemmer.
Og nu — som jeg skriver dette — sidder min
Naboerske, en Polakinde, og synger og spiller; og
Musiken gjør mig altid vemodig, saa jeg kan saa
vel glide over i samme Stemninger som dine.
Ja du — det er en sær Ungdom, vi har
holdt os med, vi og den Kreds af Unge, vi hørte
til. ,En Slægt, som fødes uden store Illusioner
og døer uden store Skuffelser", saaledes troede jeg
engang at kunne bestemme vort Slægtled. Og nu!
efter den Stump, vi er kommen op ad Vejen, saa
føler vi dog Skuffelserne — Skuffelsen over ingen
Illusioner at have at erindre, og ingen Skuffelser
at have at tære paa. Vi vare saa gamle alle sam-
men, vi Unge. Bjarmeland — husker Du det i
Sagaerne? — det er et Land langt oppe mod Nord,
hvor der er Nat den meste Del af Aaret, og Kul-
den skrumper Menneskene ind bag deres Skind;
dér lever der et Dvergfolk, som fødes gamle, med
store Gubbeansigter, og gaa om og er kloge paa
alle Ting. Vi kjender dog vist det Land og de
Folk, naar vi ret gnider Øjnene. Og de Folk ere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
