Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Fru Lenngrens skriftställarskap 1793-1800. Glansperioden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KÄRLEKEN OCH DÅRSKAPEN
233
Mor Juno stegte Kager For Aftensmad; I Stov og Iserde
Säger Indhyllet Jomfrue Pallas sad.
Herr Bacchus fyldte Glasse, O g bar dem ont; Vulcan
var sat ät passé, Ät Brcende nok i Ovnen kom.
Krigsguden med Aviser
Drev Tiden hen;
Apollo gjorde Viiser,
O g skrev dem af til Baggesen.
Frue Venus sy^de häftig Paa Takkelads, Loe mildt
til Mars, geskaaftig Skar Flor itu og gjorde Stads.
Kort, hver i Gudeslaegten
Bestilte <sit
Selv ledig var ei Knaegten,
Der saarer Folk saa grumme tit.
End ingen sorgfuld Tanke Ham rnartrede; Fornöiet red
han Ranke Paa gamle Bedstefaders Knse.
Han Marses Svaerd af Skeden
Behaendig trak,
Beloe sin fader, Smeden,
Og gjorde Pallas vreed med Snak.
Ät Venus og er Moder Til Daarlighed, Herr Amors yngre
Broder, Maaske ei hele Verden veed.
Paa Gul vet han allene
Gik ledig om;
Till Ovnens flade Stene,
Hvor Bråendet laae, tillsidst han kom.
Der tog han nogle Pinde Öp i sin Haand Og hvad han
kunde finde Af Splinter og af Hövlespaan.
Nu vilde Amor spöge
Med Daarlighed;
De strax en Leeg forsöge;
En Leeg endnu dem giör ei kied.
Et Skrig - och i det samme Er Amor blind; Man
Daarlighed ser ramme Hvert af hans 0ine med en Pind.
En Stoi der blev i Salen
Og alle Mand
Hverandre faldt i Talen;
Ham spurgte: hvorfor og hvordan?
Hver Christen Siel beklaged’
Vor Elskovs Gud,
Og Livet vist var taget
Af ham, som stak hans 0ine ud,
Om Jupiter, medliden, Skiöndt ogsaa vreed Ei havde
sagt, hvad siden Al Verden af Erfaring veed!
Han dömte i sin Vrede
En saadan Dom:
Thi Daarlighet skal leede
Den blinde Amor Vorden om.
Det kan ju icke vara något tvifvel, att ej Weyers dikt
gifvit fru Lenngren anledning till den framställning
af den Lafontainska fabeln, som i allt fall är hennes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
