Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V. Noli me tangeretiden 1869-79. - Ämbetsverksamhet. - Samlarintressen. - Sonetter och spridda dikter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
litteraturens dyrbara skatt: ’Hjortens Flugt’, om det
icke varit för att hon, Julie, ständigt uppmuntrande
stått vid hans sida.»
Georg Brandes skildrar Snoilsky under hans
legationstid i Köpenhamn sålunda:
Snoilsky tog sig saare dejlig ud i en tætsluttende
Vams af blåa vatteret Silke. Han var da i den
svensk-norske Gesandts fraaværelse Chargé d’affaires
i Kjöbenhavn.
Han kunde ikke have en varmere Beundrer af sine
förste Sange end Vennen, og ret jævnlig tilbragte
de nu deres Aftener sammen paa Bauers Vinstue i
Tordenskjoldsgade, samtalende om alt det i nordisk,
engelsk och fransk Literatur, som de begge havde
læst med Sværmeri og Kritik. I mangt og meget
faldt deres Domme sammen. Det var da en Pause i
Snoilskys Frembringen, hans Sind var trykket. Det
hed sig almindeligt, skönt det klang usandsynligt, at
han havde maattet love sin Hustrus Slægt at ophøre
med al Udgiven af Vers, da den betragtede sligt som
en Adelsmand uværdigt(?). I ethvert Tilfælde var
han da forpint i et Ægteskab, der for ham betydede
Tabet af den Frihed, uden hvilken det var ham umuligt
at skrive. Han talte dog aldrig om disse strengt
personlige Forhold. Men en Aften da de sad sammen
blev Snoilsky saa overvældet af Forestillingen om
sin Ufrihed, at Taarerne pludselig löb ham ned af
Kinderne. Han kunde næsten ikke samle sig igen,
og da de ud paa Natten gik hjem sammen udgød han sig
i en Strøm af vemodige, halvt fortvivlede Ytringer.
– –
Med Aarene blev han i sin ydre Holdning stedse mere
forbeholden og en smule stiv, men inderst var han
dog densamme, og ingen, der havde kjendt ham i hans
straalende Ungdom, kunde ophøre at have ham inderligt
kjeer.»
Det var vid denna tid som Brandes offentliggjorde sin
tidigaste karaktäristik af Snoilskys författarskap,
hvarom mera nedan.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
