Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - DIGTE. FØRSTE RING - XVIII. Paa en Kirkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191
xvm.
PAA EN KIRKEGAARD
Min Harpes Sprog
bliver kun en Monolog:
Ingen skatter, Ingen fatter
det for Vaudeville-latter.
Mange vil med Fing’-ikors
vise mig en Kongevei
til Parnassets bratte Hei,
hvorfra Harpen flyve kan,
som et gyldent Seil paa Vand,
hild af klappet Storm,
over Jord og kronet Orm.
Ak Lapither! Vee Centaurer!
Hvad I vise er ei Laurer:
— det er Pors.
Nogle læse
kun ved Lys af egen Næse,
eller om de fik
Lampe til i Avindsblik,
ville finde dog, og rette
fæle Feil i Digt som dette.
Ak, med dette Suk jeg tænder
dyre Harpe til den brænder,
til et Qvad, som Røg og Gnist,
hvirvler sig — til Himlen vist!
Der jeg kjender Aander trende
. . o for Hvem jeg her tør tænde
paa Psalter-alter Offerqvad.
Ja, om, uden Streng og Stav,
taust et Digt paa Hjertet sad,
som en bøiet Aand paa Grav,
vilde de hvert Suk dog kjende:
hvert et Suk, der, sort som Storm,
gjennem Digtets Hjerte brød,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
