Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Torquato Tassos Død. Declamatorium med Musik af A. E. Pratté (Brudstykke af K. A. Nicander)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. 9
Alt Gratiets Hænder Laurekrandsen flette,
høit i min Ahnen dyrket, ei begjært.
Men Issen, som hun Krandsen paa vil sætte,
i Døden bliver Prydelsen først værd.
Hvem veed, om, naar de an min Høitid rette,
ei samme Stund den Fryd blier mig beskjært,
at rosbedækt mit Navn om Verden iler,
min Sang henrykker — og mit Hjerte hviler?"
Saa qvad Torquato Tasso da han sad
ved Sankt Onofrio i Klosterlunden,
og paa en qvalfuld Nat nød Morgenstunden,
som fulgte efter den saa lys og glad.
Hans Kind var sjunken, men paa den bevaret
en Rødme laa, fra bedre Dage tændt,
og Sjelens Ild, af Lidelsen forklaret,
i sjunkne Blik sin Straale havde spændt.
Paa Gruset af en Verden henfortæret,
blandt Roms Ruiner nærved Tibers Elv,
sad Han — en Drøm om hvad han havde været,
en skjøn Ruin af Digtet og sig selv.
Og for hans Blik stod Mindets blege Terne,
alvorlig, ensom og i dunkelt Skrud,
men tindrende skjød Haabets Morgenstjerne
fra hendes Pande sine Straaler ud.
Rigt var hans Snille, rigt var og hans Hjerte,
og som Italien selv hans Sang var skjøn;
og Verden nød hans Sang, men gav sin Smerte
og Lænkens Tyngde Sangeren til Løn.
Han i sin Vaar, da Livet bedst kan nydes,
af Qvaler fulgtes, men af Glæder flyfdes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
