Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jøden. Ni blomstrende Torneqviste - IV. Juleaftenen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32 Jøden.
Han vandrer atter. Tys! igjen en Lyd!"
— en Lyd, som skar igjennem Skovens Brusen.
Den falske Hubro skriger som et Barn.
Hvo slipper Barn vel ud i saadant Veir?
Det gjør ei Ulven selv med sine." Og
den Gamle stolper atter frem i Sneen.
Da skreg det atter, saa han meer ei tvivler;
thi dette Stormkast, som hist borte alt
et snoet Snetaarn hvirvler over Skoven,
har ført et Ord, et enkelt Ord forbi;
og flux han drejer did hvorfra det kom,
arbeidende sig dybere i Skoven
og dybere i Sneen og i Natten,
der som en kulsort Fjeldvæg reiste sig
mod hvert hans Skridt, af Fyg kun gjennemlyst,
som om den hele vide Skov var fuld
af flyvende slørhyllede Gespenster,
der hylende sig stilled ham ivejen,
paa luftig Taa sig hvirvled, voxte rædsomt,
og saa forsvandt imellem Stammerne.
Dog kjæmper Oldingen sig frem mod Stormen.
Han vandrer naar den voxer; naar den sagtner
og drager Aande, lytter han paaknæ.
Men flux han springer op, og gaaer i Mulmet,
som Dvergen trænger gjennem sorte Muld.
. . Han hører intet meer. Den Gamle skjælver
ved Tanken, at ham onde Aander gjække,
og mumler frem de Bønner, som han veed.
Da klynker det igjen, og ganske nær;
hans eget Raab mod Stormen vender kun
tilbage i hans Mund. Men hist, ja hist!
Ti Skridt endnu! Der rører noget Mørkt sig
paa Sneen, som om Stormen legte med
en Stubbe, der var løsnet lidt i Roden.
O Jehovah! en Arm! O Jehovah!
et Barn, et Barn! Men dødt! —"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
