Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Farys (Araberen) (Digt af Adam Mickiewicz, oversat af Henr. Wergeland)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte.130
Men deres Trudsler Ørknens Gribb fornam,
og taabelig den troer den Spaadom ham
til sikkert Bytte Beduinen loved.
Den, lysten paa mit Blod, i Veiret stiger
og trende Gange, kradsende, mit Hoved
omslynger den i sorten Kreds, og skriger:
Lugt af Liigmarv her jeg fanger.
Gale Rytter! gale Ganger!
Tænker Rytteren at lede
op en Vei i Ørknens Sand?
Søger Hvidfod for sin Tand
grønne Urter her at bede?
Rytter! Hest! spildt er jer Flid.
Aldrig slåp hvo kom herhid.
Her kun Vindene forvilde,
Vejens Spor de kun forspilde.
Engene, som her sig brede,
Heste ei, kun Slanger fede,
og saalangt som disse vilde
Rigers Grændser strække sig,
kredse Gribbe, slumre Liig."
Saa den spotter, mig i Øiet kradsende med blanken Klo.
Øje da mod Øje maalte vi hinanden skarpt, vi To.
Og hvem ræddedes? Jo Gribben. Op i Høiden svæved han
For den Frække ret at tugte, lagde jeg min Bue an.
Og da end engang jeg sendte efter den et haanfuldt Blik,
hang den alt i Luftens Høider som en liden dunkel Prik,
der tilsidst som Spurv og Flue i det Blaa afsyne gik.
Rap, min Hest! Saa rapt du magter!
Fjeld og Gribb, forsvind deragter!
Flyvende en Sky fra Vesten efter mig nu iilsom jog.
Sine store hvide Vinger ud paa Himlens Blaa den slog.
Retsom jeg i Ørknen ene, vilde den nok gjælde selv
for den ypperligste Rytter paa det vide Himmelhvælv,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
