Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Farys (Araberen) (Digt af Adam Mickiewicz, oversat af Henr. Wergeland)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte. 131
Ovenover mig i Blæsten
hviner saa den Sky fra Vesten:
Daare! did din Tanke staaer,
hvor af Tørst dit Bryst forgaaer,
hvor ei Regnen skyller væk
Støvet af dit Ansigts Træk,
did, hvor i den hede Sand
ingen Bæk sin Sølverstemme
bringe til at tone kan,
saa sit Maal den maa forglemme,
did hvor Duggen suger ind,
før den falder, heden Vind."
Dog forgjæves de mig true. Trudslerne kun Løbet skynde.
Trætte Skyerne fra Himlen skjælvende at fly begynde.
Dybere de Hovdet bøie,
lænt til Klipperanden hist.
Og da jeg endnu en Gang gav dem et foragtfuldt Øie,
vare de alt langt tilbage, ja en Himmelafstand vist.
Jeg af deres Aasyn kjendte
deres Hjerters Ondskab bedst,
røde de af Harme brændte,
gulnede af Nag dernæst,
og tilsidst de, aadselsorte,
trak sig ind af Bjergets Porte.
Rap, min Hest! Saa rapt du magter!
Gribb og Sky, forsvind deragter!
Nu jeg Øinene lod rulle, Sole lige, om mig her,
og paa Jord og Himmel øiner jeg Forfølgere ei meer.
Her har Dødeliges Fodtrin slumrende Natur ei vakt,
og i dyben Slummer hviler alle Elementers Magt.
Rundt de hvile, stille, fromme,
liig en Hjord af tamme Dyr,
som, naar Menneskene komme,
ikke springer op og flyer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
