Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Farys (Araberen) (Digt af Adam Mickiewicz, oversat af Henr. Wergeland)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digte.132
Allah! Jeg er ei den Første! Frem af Øen hist af Sand
skimrende en Leir sig viser, hild af Ryttre, Mand for Mand.
Er det Pilegrime Disse? Røvere, som lure paa
Vandringsmandens Trin i Ørken, hvor de vilde Veje gaae?
Ha, hvor hvide disse Ryttre! Disse Heste blænde mig.
Sprænger did jeg — se, de staae,
svare ei, skjøndt raabte an!
Disse Alle ere — Liig!
Vinden ud af Sanden gravet har en gammel Karavan.
Dromedarers Beenrad hvide Beenradryttre sidde paa.
Gjennem tomme Øienhuler,
gjennem Kinder uden Kjød,
Sandet ned i Strømme smuler,
mens advarende det lød:
Hvorhen, gale Beduin,
tumler du din Gangers Trin?
Hvor du styrer hen dens Baner,
Daare, der, der boe Orkaner!"
Samum, vildest Storm blandt Storme i det vide Afrika
over Sandets hede Bølger vandrede alene da.
Fjerntfra saae han mig; han standser, undrer over Synet sig,
styrter frem med dumpen Brusen, hvirvlende sig rundtom mig
Hvad for En imellem Storme, mine yngre Brødre, sniger
sig saa lavt vel henad Jorden i saa liden en Gestalt,
vovende sig nær de Riger,
hvor mit Spiir behersker Alt?"
Brølende og kampbegjærlig, pyramideliig, den kom,
Men da Jeg, den Dødelige, dog ei vilde vende om,
stamped han med Foden vred,
saa Arabien skjalv derved,
greb, som Gribben griber Fuglen, fluxen mig med sine Klør,
qvælte mig med Qvalme heed,
slyngede mig op og ned,
pidskende med sine Vinger hvirvled Støvet han afsted,
og af Flyvesands Optaarnen han en Rad af Høje gjør.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
