Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den engelske Lods. Et Digt - VIII. Lodsens Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den engelske Lods. 279
Francis seer og hører det;
thi han Hovdet didhen vender,
tyster det, men ganske let,
som om Noget han vil sige,
nikker venligt til sin Pige,
griber til endnu et Greb
endnu et — alt Stangen svajer,
saa jeg høit af Skræk maa skrige
endnu eet — igjen den vajer
som en Mast med slappet Reeb .
eet endnu . . det sidste skeer . .
Prisen i hans Haand jeg øiner
(just en Bryllups-Sølvpokal) . . .
Jeg vil haardt til Francis tale,
raabe til ham og befale;
men i al den Jubelskrald,
som i vilden Sky nu hæves,
Røsten høiner
jeg af al min Magt forgjæves.
Da medeet — det sidste Tag
var alt gjort — et Knæk! et Brag!
Det er Masten! . . Jeg ei seer,
nemmer eller sandser meer
i de første ti Sekunder .
Kun, idet min Sands gaacr under,
hører jeg i Folkets Skrigen
høje vilde Raab fra Pigen,
Jammeren ifra min Søn
og mit eget dybe Støn
i det samme som jeg falder
om blandt Damens Kavalerer.
Men mit Navn, mit Navn, mit eget,
„Johnny Johnson!" saadan skreget
som naar Glas mod Glas man skjærer
hastig mig tilbagekalder.
Op jeg springer — ved min Fod
segner blegnet Hertuginden . .
Blegnet? Nei besvimet . . Kinden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
