Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jødinden. Elleve blomstrende Tornekviste - III. Mødrene - 3. Taknemmelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jødinden. 347
Alt forholdt sig som de sagde.
Josef nemlig Bud paa Bud
til den skjønne Esther bragde,
og hun sladdrede da ud.
Tænk! o tænk! Saalænge Gud
lader gamle Judith leve,
vil ei Rudolf være Greve!"
Sandt det var. Hvad Rudolf mælte
blidt og sønligt mens han knælte,
Moderen i Hjertet skar;
men den Stolte fandt, med disse
Smertens Gløder paa sin Isse,
til hans Tale intet Svar.
„Skulde Jeg for Hvadsomhelst
vel forlade nogensinde
Hende der, den ædle Kvinde?
Hende, som mit Liv har frelst
op fra Gaden, ud af Flammen?
ladet Bryst mig dele sammen
med sit Barn, som ejed det
forud heelt med Eneret? —
som mig har, retfærdig, from,
i min Moders Tro opdraget,
skjøndt jeg under Hjemmetaget,
uanseet Sæd og Skikke,
lærte bedst min Christendom? —
Hende, som saa længe nært
har mig i sit Ansigts Sved,
saa jeg Moderløse ikke
nogensinde har undvært
ømmest Moderkjærlighed? —
Hende skulde jeg forlade
nu, da hun er træt og svag,
og kan trænge til min Spade
og til mine Armes Tag?
nu da kanske jeg formaaer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
